28 Jul 2014
Søren og Berit er på ekspedition til Nordpolen med den russiske nukleare isbryder ”50 years of Victory".
Victoria medbringer en helikopter, som er næsten uundværlig på disse kanter. Dels kan skibets kaptajn få et overblik over isen længere fremme, og dels kan man landsætte os og videnskabsfolk på de mest utilgængelige steder, hvor landgangsbådene ikke kan trænge gennem isskruningerne. Mens vi skærer os igennem se store uberørte isflader, skiftes vi til en helikoptertur over og omkring skibet.
Isflagerne danner en smuk, hvid overflade på havet, afbrudt af mørke zigzag mønstrede brudflader, hvorfra havets mørke, fløjels bløde overflade titter frem i skarp kontrast, til den rene, hvide verden. Millioner af små iskrystaller sender solens stråler retur mod verdensrummet, hvis de ikke lige drukner i mine rindende øjne undervejs. Smukt ser det ud, dette fredfyldte, uberørte landskab, men helt så uberørt er det næppe, for den såkaldte moderne civilisation har for længe, længe siden sat sine første, dybe spor i Polarisen og så taler vi slet ikke om klimaforandringer, men ommillioner af mikroskopiske plastikstykker, der bæres nordpå med havstrømmene og indefryses i havisen.
For ganske nyligt (2014) offentliggjorde en gruppe forskere en videnskabelig artikel i tidsskriftet ”Earth’s Future”, hvori de afslørede at havisen omkring Nordpolen rummer 1000 gange flere plastik partikler end en de store ”beskidte” strømhvirvler i Stillehavet kendt som Great Pacific Garbage Patch, der efterhånden udgør et areal større end Afrika, hvor man kan finde 6 gange flere plastikpartikler end plankton.
Forskerne smeltede simpelthen is, og så hvad der blev tilbage, når vandet fordampede. Gevinstpuljen bestod af Rayon fra cigaretfiltre og tøj, nylon, akryl samt polyester. Plastikstofferne kommer fra talrige produkter som ender i havet fra plastikflasker og potter til alle former for tøj, sko og overfladebehandlet materiale. I 2012 producerede vi ifølge Science 288 millioner tons plastik, hvoraf en god portion altså ender i havet, hvor det langsomt nedbrydes til mindre og mindre stumper, der efterhånden havner i alle marine arters væv, hvor de enten kvæler værten eller koncentreres i fødekæden. De store plastikstykker dræber ifølge FNs miljøorganisation UNEP 100.000 pattedyr og mere end en million havfugle årligt.
Den kendte nordmand Thor Heyerdahls barnebarn, byggede for nogle år siden en tømmerflåde af plastik, som han samlede op fra havet og flød hen over Stillehavet sammen med enorme mængder plastikaffald. Han ville demonstrere hvor meget af dette ”civilisationsmateriale”, der i grunden havner i havet, uden at vi tænker nærmere over det. Billederne fra turen var en skrækslagen og sciencefiction agtig oplevelse, der blandt andet viser hundreder kilometer flydende, tæt pakket plastik. Pakket som Nordpols isen, når den presses sammen af vinden. Det værste er næsten at det materiale, som billederne ikke viser. Alt det, der er nedbrudt til plankton størrelse og optræder hele vejen op gennem føde kæden, som om det var plankton, dog med den forskel, at det enkelte stykke plastik kun mister en smule masse, hver gang det passerer en tarm.
Kun internationale vedtægter kan løse problemet, men hvem vil betale for at rydde op i sit eget l…. Til middag får vi fisk. Vi er mange fiskespisere ombord, inklusive undertegnede, der af etiske og æstetiske årsager holder os til fiske- og planteproteiner, men vi indtager også vores eget plastik i stigende portioner - skæbnens ironi?
Danmarks Nordpol eller Putins?
Skibet har tradition for Neptun dåb, når det nærmer sig Nordpolen. Vi skal havetilladelse af selveste Neptun til at entre toppen af jorden, der trods alt udgøres af hav. Den russiske besætning står for løjerne under stor morskab med fantasifulde udklædninger, optog og flag samt en ”doktor” med en kæmpesprøjte, der forestår dåbshandlingen, hvilket nu viser sig som en ganske moderat sprøjten efterfulgt af champagne og diskodans på dækket. Kaptajnen deltager beredvilligt i morskaben og overrækker en af arrangørerne en flaske vodka, som ser ud til at være en kærkommen gave. Kaptajn Valentin Davydyants har været ombord på Victoria siden 2005, to år før den endelige jomfru sejlads, så han nyder virkelig både denne fest og alle andre adspredelser som præsentationer i foredragssalen og ”Captains cocktail partys”.
Jeg har flere gange spurgt ham om, hvad vi i grunden laver ombord på en russiskstats-militær-hemmelig-atom isbryder, men får skuldertræk, venlige bemærkninger og eventuelt et stort grin til svar. Nok, betaler vi meget for fornøjelsen, men den russiske stat er ikke så meget i dollarforlegenhed, at den behøver at transportere turister til Nordpolen på sine, i enhver henseende, højt skattede fartøjer. Russerne er på ingen måde kritisk overfor deltagerne, der tæller amerikanske pensionerede efterretningsofficer og heri blandt en flyvergeneral, alle er velkomne, og hvorfor ikke? Det er utroligt, hvad der allerede findes af offentligt tilgængelige oplysninger om skibet og Ruslands atomstyrke, hvad få opslag på internettet hurtigt afslører. Vi kan næppe føje spot til skade.
Kaptajn Davydyants og hans besætning fortæller stolt om Putins besøg ombord hele vejen til Nordpolen. Oven i købet flere gange. Han har tilsyneladende udtrykt stor begejstring for skibet, mandskabet og hele den atomare flåde, hvis logo præger skibssiden. Skibet er Ruslands stolthed og alt for vigtigt til, at en tilfældig chef kan have en ”nebengeschæft” med turister kørende. Mon ikke man kan konkludere, at er vi med til Nordpolen, fordi Putin synes, det er en god ide. Men muligheden varer tilsyneladende ikke ved, for næste år indgår skibet i det nye store russiske polar projekt; for første gang i verdenshistorien at holde Nordøstpassagen åben. Alle de store isbrydere bliver placeret på de strategisk vigtige steder ved de berømte passager, som vi kender fra polarforskningens historie. Russerne baner vejen.
Det er slet og ret storpolitik. Vi er på Nordpolen fordi russerne KAN, hvad ingen andre kan. Som den eneste nation i verden kan russerne simpelthen lave en turistforbindelse til selveste Nordpolen og dermed demonstrere, at de kan noget i Arktis, som ingen anden kan. Vi andre såkaldte arktiske nationer snakker og snik snakker, men gør i princippet ikke så meget ved det. Slet ikke, hvis det koster noget. Danmark har meddelt, at de gør krav på selve Nordpolen og forventer ingen konkurrence. Vi har (det vil sige Grønland), store landområder tættest på Nordpolen, og vi mener, at fastlandssoklen sikrer os disse rettigheder. Nordpolen er dog næppe særligt interessant, hvad der end måtte gemme sig i dybet, for der er langt, langt ned. Men prestigen lader sig ikke fornægte. Til vor store fortrydelse har Rusland nu også meddelt, at de gør krav på Nordpolen. Hvem mon vinder slaget? Putins fremfærd i Ukraine giver formentlig en strømpil. Og så er de aktive i Arktis. Lad os denne gang føje spot til skade og nævne, at Kina har meddelt, at de opfatter sig som en Arktisk nation, formentlig på linje med Burkina Faso og Paraguay.
FN har vedtaget en række havretslige regler, der skal hjælpe nationerne til enighed omrettighederne til havbunden i Arktis. Derfor har Danmark gennemført en række kostbare undersøgelser med den svenske, konventionelle isbryder Oden, der har været på flere ture til Nordpolen. Oden kan slet ikke det samme som Victoria, derindimellem er trådt til for at hjælpe Oden gennem uføret. Målsætningen for de danske undersøgelser er først og fremmest at påvise sammenhængen mellem Grønland og store dele af havområderne omkring Nordpolen, der er forbundet gennem den såkaldte kontinentalsokkel. Derudover begrænser Danmarks indsats i Arktis sig til et par slædepatruljer i Østgrønland, et ekspeditionsskib og blogtilskud til Grønland. Netop som diskussionen om ejerskabet til Arktis er blusset op, har man lukket den relativt store marinebase i Grønnedal ved Arsuk, hvor hundreder af Grønlands bedste boliger nu står tomme og indflytningsklar. Det bliver de sikkert ved indtil vind og vejr gør den ubrugelige.
Derimod pludrer danske politikere ganske meget om sikkerheden i Arktis, efterhånden som området besejles af flere og flere skibe. Bekymringerne fører dog ikke til øget beredskab med isbrydere, helikoptertjeneste og skibe eller opmåling af de mange ukendte og dårligt opmålte farvande omkring Grønland. I stedet laves nye og mere restriktive regler for trafikken, specielt turismen, der drukner i tilladelser, papirarbejde og ubekvemme og tvivlsomme forholdsregler. Fordelene er dog mangfoldige, idet staten har udvist interesse og tager overhøjhed, og så er det hele ganske omkostningsfrit.
Canada blev pludselig opmærksom på, at der måske stod store, skjulte naturressourcer på spil
Alligevel står formentlig overfor en lang og sej kamp om såvel retten til at håndhæve myndighed som til udnyttelse af ressourcerne i Arktis undergrund. Overhøjhed og ressourcer hænger sammen. Den der er til stede, og regulerer de lokale forhold vinder hævd. Det har eksempelvis Canada demonstreret ganske flot, for man kan jo godt spørge om, hvordan Canada er blevet en Arktisk nation. Kulturelt set er Canada USA's forlængelse 800 -1000 kilometer på den anden side af grænsen mellem de to stater, hvilket vel ikke automatisk giver de rettigheder til alt det land, der ligger nord herfor. De enorme Arktiske områder har dog heller aldrig interesseret Canada, som andet end en naturlig baghave, indtil man pludselig vågnede op, tvangsforflyttede hele den oprindelige befolkning til skurvognsbyer og oprettede en enorm Inuit provins, Nunavut, i 1999. Nunavut har selvstyre, men ikke så meget at det gør noget, for Canada blev pludselig opmærksom på, at der måske stod store, skjulte naturressourcer på spil. Selvnår det gælder den lille klippeknold ”Hans Ø” i Kennedykanalen mellem Grønland og Canada er Canada ude med riven. Her er vi langt væk fra det moderne Canada vedøen Ellesmare, der er mere end 4 gange større end Danmark og beliggende tættere på Grønland end noget andet. Øens 168 oprindelige inuitter er tæt beslægtede med menneskene i Thule området på den anden side af Kanalen. Hvorfor er Ellesmare ikke en del af Grønland eller Grønland en del af Nunavut?
Både Danmark og Canada har sendt flådefartøjer til det ufremkommelige område, hvor Storisen fra Nordpolen trænger ned i løbet af sensommeren og canadierne har sågar landsat en minister på denne fuldstændigt golde klippeblok. Begge parter vil vise interesse og tilstedeværelse, så jeg har på Danmarks vegne og i albeskedenhed lavet vores egen ”mini-Putin”, ved at sende Albatros’ krydstogtsskibe hele vejen op til Hans ø flere år i træk, hvor det faktisk er lykkedes os at komme i land, bygge varder og efterlade det danske flag. Som dokumentation for dåden har vi hjemtaget en større klippeblok, der nu ligger i mit kontor. Turene til Hans Ø er blevet ledet af den tidligere chef for Grønlandskommandoen Axel Fiedler, hvilket næppe har gjort diplomatiet venligere stemt over denne civile indblanding.
Danmark har tidligere haft denne type problemstillinger på klos hold, hvor utidig civilindblanding både har skabt problemer og fordele. Det gælder eksempelvis vores interesser i det øde og ubeboede Nordøstgrønland, hvorfra nordmændene i mange år drev havfangst, og som de første etablerede en fast station, nemlig telegrafstationen i Myggbugta i 1922. Norge og Danmark kunne kun blive enige om, at de var uenige om områdets juridiske tilhørsforhold, hvilket foranledigede en privat norsk besættelse i 1931. Det blev dog for meget for den danske regering, da Norge fulgte den civile besættelse op med officiel deltagelse, hvorefter Norge blev indklaget for den internationale domstol i Haag, hvor Norge tabte det såkaldte ”Erik den Rødes Land” med et brag. På dansk hedder det Christian d. X´s Land, og er en del af Nationalparken i Nordøstgrønland.Danmark vandt, fordi vi allerede var stærkt tilstede i resten af Grønland,hvilket vil sige hele i Vestgrønland samt Sydgrønland. De Danske ”kolonier” var imidlertid tusinde kilometer væk, og argumentationen om at Nuuk (Godthåb) i vest er forbundet med Scoresbysund i øst via et par tusinde kilometers ufremkommelig indlandsis forekommer ret tyndbenet, hvis man kender Arktis.Strategisk og fysisk forekommer Nordøstgrønland betydeligt tættere på Norge,men Norge havde stort set kun bedrevet privat kommerciel fangst og ikke bidragemed andet, men Danmark kunne heldigvis også pege på den store og meget omfattende, halvofficielle Danmarksekspedition 1906 – 08, der under retssagen havde fået et meget officielt stempel lige som alle andre mere eller mindre private aktiviteter i området.
Danmarksekspeditionen blev kun en realitet fordi den meget insisterende, ambitiøse og noget skrupelløse journalist Ludvig Mylius-Eriksen pressede den igennem hos såvel hans ”landsmand” fra Ringkøbing, statsminister eller rettere Konseilspræsident I.C. Christensen og private bidragydere, efter samme princip som man gennemfører vore dages store offentlige arbejder. Udgifterne underbudgetteres, mens indtægtssiden vurderes meget positivt. Først når en god portion penge er kastet ind i projektet, det kører, dukker nye behov frem som lyn fra en klar himmel, og tillægsbevillingerne flyder i en lind strøm. Mylius-Eriksens sidste indkøb foregik undervejs på Færøerne og Island naturligvis på klods under påskud af at det var en statslig ekspedition, hvad det bestemt ikke var. Regningerne strømmede ind til de uheldige, prominente personer i København, som Mylius –Eriksen omhyggeligt havde udvalgt til at stå som garanter for ekspeditionenslødighed. De var selvsagt ikke glade, efterhånden som den manglende lødighed gik op for dem, men havde Mylius–Eriksen ikke valgt at tilsidesætte smålige,økonomiske hensyn, havde ekspeditionen aldrig forladt København.
Mylius –Eriksen døde under en af ekspeditionens lange slædeture mod nord sammen meddeltagerne Høgh Hagen og Jørgen Brønlund, hvis berømte sidste notat lød: ”Omkom ved 79 fjorden”.
Mylius- Eriksens hovedargument overfor såvel regering som meget nationalsindede sponsorer var netop forsvaret af Danmarks rettigheder i Nordøstgrønland, som vi på daværende tidspunkt overhovedet ikke havde beskæftiget os med. Trods dødsfaldene vurderes ekspeditionen meget vellykket og betydningsfuld. Under alle omstændigheder blev den en af datidens meget spektakulære og internationalt omtalte ekspeditioner i Arktis, og en vigtig brik i Danmarks forsvar af sine arktiske rettigheder. ”Den sidste Brik” er titlen på Ole Ventegodts fremragende, kritiske bog om Danmarksekspeditionen, der ellers er foreviget i Acton–Friis officielle udgave fra 1909, der er skrevet på deltagernes vegne.
Søren Rasmussen
