30 Jul 2014
En lille evolutionshistorie
Som jeg nævnt ved flere lejligheder, ser vi isbjørne med jævne mellemrum og faktisk helt op til 89 grader nord, ser vi relativt friske spor i isen. De har næppe meget at gøre så højt mod nord, hvor der ikke længere forekommer åndehuller fra ringsæler eller en remmesæl vedkanterne. Så vidt jeg kan vurdere ligger grænsen for deres velbefindende mellem 86 og 87 grader nord, hvorefter der bliver langt mellem fødeemnerne, men det skifter muligvis i løbet af året.
Under alle omstændigheder er Isbjørnens naturlige leve- og hjemsted de store områder med havis omkring Nordpolen, Års isen, der går i et bredt cirkumpolart bælte omkring hele Arktis og fryser ned til omkring 80 grader nord, hvorfra det brækker af og spreder sig ned i de Arktiske have forbi Wrangel øen i øst, Kara havet, Frantz Joseph Land, Svalbard og med havstrømmene ned langs Grønlands kyster til Scoresbysund og Upernavik. Her holder sælerne til – og jagten er hovedsageligt rettet mod ringsæler, der fanges ved åndehuller eller i huler nede i isen (unger af ringsæl). Isbjørnen kan nemt lugte en lækker sælsteg gemt under flere meter is, som den smadrer med sin vægt. Isbjørnen er godt camoufleret, men må holder poten for den sorte snude, når den sniger sig ind på sælerne. Evolutionen har endnu ikke formået at forsyne isbjørnen med en passende hvid snude, til gengæld har bjørnen lært jagtteknikken, på den hårde måde. Det sker at isbjørne lægger sig på lur ved et åndehul og overrasker sælen, når den kommer op for at ånde, men byttedyrene er agtpågivende, så jagten går ikke altid så nemt, som det lyder.
I gode tider spises sælen som en majskolbe, da bjørnen har mere brug for det energirige spæklag, frem for den indre kødmasse, hvis nedbrydning i sig selv kræver energi. Kødet overlades i reglen til de tro følgesvende fugle og polarræve. Den oprindelige befolkning i Arktis,som eksempelvis inuit, har fra tidlige tider fulgt samme kostplan med masser af spæk fra sæl og hval af nøjagtig samme årsag. Kulde betyder højt kalorieforbrug, altså fedt frem for proteiner, hvilket også ses af befolkningens mere veludviklede og naturlige fedtdepoter. Denne arktiske kost har tillige forsynet dem de nødvendige A og D vitaminer, som de altså ikke længere får, når ”jagten” foregår i brugsen.
Når isen smelter følger bjørnene så vidt muligt med nordpå, eller driver med pakisen sydpå, hvor de fortsætter jagten på isskosserne og isbjergene langt ind i de gletsjerfyldte fjorde. Sommeren er imidlertid ikke en god tid for de sydgående isbjørne, der har svært ved at fange sæler uden storis og derfor ofte må nøjes med fuglereder, nedfaldne fugleunger ved fuglefjelde,ådsler, edderfugle øer og andre fedtfattige småtterier. Her kan jagt på svømmende fugle fra undersiden, specielt fede polar lomvi samt hvidhvaler og narhvaler, fanget i våger være en særdeles kærkommen mulighed, men det hænder, at de må ty til kæmpetangplanter (kelp), eller gå efter bær på land, som den brune bjørn. De er ikke meget for smalkost, men utroligt tilpasningsdygtige og altid villige til at eksperimentere, når det gælder mad. En lid ubehagelig situation for os mennesker, der aldrig ved, hvornår vibetragtes som potentielt fødeemne. Et ganske veldokumenteret faktum som såvel Barents, Munk og den stakkels Andre med ballonen kan skrive under på. Ubehagelighederne begrænser sig dog ikke til ekspeditionshistorien, da drab på mennesker stadig er en tilbagevendende begivenhed ikke mindst blandt camperende på Svalbard.
Alle isbjørne kan imidlertid gå i hi, når føden er knap og således nedsætte stofskiftet i en vanskelig situation. Hunnen går i hi, mens ungerne udvikles. Brunsttiden er fra midten af april, men fosterudviklingen kommer først i gang, når hunnen går i vinterhi hen på sensommeren og efteråret. Det sker altså i perioden oktober til april, hvilket betyder, at hunnen faktisk er ukampdygtig i den bedste føde søgningsperiode. Ungerne fødes i December-januar og er ikke større end rotter. Modermælken er dog en kraftig, fedtrig sag, der efter bare 2måneder har øget ungernes vægt til omkring 5 kg. I midten af marts – april har ungerne fået pels, vejer omkring 10 kg, og så det er på tide at komme ud i lyset. I mellemtiden – under fasten - mister hunnen 30 % af kropsvægten,omkring 1 kg pr. dag. Vand får hun primært ved forbrænding af fedt, der kun giver begrænset mængde urinstof, som i øvrigt genanvendes ved opbygning af aminosyrer. Kroppen sparer på vandet. Stofskiftes må imidlertid holdes i gang af hensyn til fostervæksten, dog uden videre brug af energi, hvilket ellers ville resultere i nedbrydning af de sparsomme proteinstoffer. De nyfødte unger kan anvende fedtstoffer til energi (modermælk). Ungerne bliver hos moderen til den tredje sommer i Hudson Bay dog noget kortere.
Isbjørnen har trods alt fjender. Den skal helst ikke møde spækhugger og hvalros i vandet, her er der meget stor sandsynlighed for, at den trækker det korteste strå, men sidste ende er det mennesket den bør frygte, for selvom vi ser bort fra den smeltende is, jages den stadig for sit kød og skin af lokalbefolkningerne i Arktis. Fortrinsvist og mest ukontrolleret i Grønland, men isbjørne kød, hvor lækkert det end måtte forekomme at være, er en tvivlsom affære. Leveren er så vitaminrig at den er direkte giftig og indtagelse vil føre til dødelig hypervitaminose. Den er fyldt med trikiner, en indvoldsorm som går i muskulaturen og ikke kan ses med det blotte øje. Ubehandlet fører den til ekstrem diarré, der med tiden er dødelig. Ved længere kogning dræbes trikinerne, hvorefter kødet kan spises, men dårligt behandlet isbjørnekød var trods alt en væsentlig årsag til, at de tre mænd fra Andrés ballon ekspedition aldrig nåede hjem, og talrige andre ekspeditionsmedlemmer har lidt under samme symptomer. Idag er isbjørnekødet tilmed inficeret med giftige miljøfremmede stoffer som tungmetaller, plaststoffet PCB og DDT, der er ophobet gennem fødekæden til rovdyre i toppen. Aktuelle undersøgelser af fangere i Scoresbysund og Ammassalik påviser miljøgifte langt over canadiske grænseværdier. Menneskekroppen er indrettet således, at fedtopløselige fremmedstoffer ender i modermælken og mekanismen”redder” således moderen på bekostning af spædbarnet. Den evolutionære fordel er, at moderen har en større overlevelsesmulighed end det svage barn, og hun kan jo få et nyt. Ja, det er altså ikke noget, jeg har fundet på.
Isbjørnen er en gren på den brune, nordamerikanske bjørns udviklingstræ. En hvid grizzly der har udviklet sig under specielle forhold. Vi forestiller os, at bjørnene har bredt sig over hele kontinentet sydfor det nuværende Arktis, indtil de mødte havet og isen, hvor de opdagede en ny, delikat fødekilde, nemlig sælerne, og bjørnene begyndte at udvikle nye fangst teknikker. Langsomt tilpassede bjørnene sig livet på isen og det kolde arktiske hav. Kløerne blev kraftigere, og tænderne skærpedes til sælfangst, farven forsvandt, og bjørnene udviklede sig til højt specialiserede havfangere i en tid, hvor det enorme hav omkring Nordpolen kun var beboet af sæler og ismåger. På den tid var der rigelig plads til den nye jæger. Art og omgivelser skubber til hinanden, vokser sammen, tilpasses og en ny niche opstår i naturen.
Isbjørnens evolutionshistorie går tilsyneladende tilbage til samme stamfader som sælerne. Et hunde- eller odder lignende rovdyr, som er trukket ud i havet af flere omgange, hvor det har udviklet sig til forskellige sælfamilier, mens de tilbageværende har udviklet sig til landlevende bjørne. Men mange millioner år senere, går nogle af bjørnene også ud i vandet for at jage deres fjerne slægtninge. De oprindeligt hav søgende rovdyr fandt en god niche i havet medmasser af byttedyr og udviklede sig så godt, at de pludseligt selv blev attraktive byttedyr, som var værd at gå efter, en ny niche for et større havgående rovdyr og så kom isbjørnen.
Amerikas brune bjørn rummede allerede de arvelige forudsætninger, de genetiske variationer, der muliggjorde hurtig tilpasning til det nye miljø på havisen. Netop de variationer, som isbjørne gøres af. Den slags tilpasninger sker hele tiden. Det er den ultrakorte historie om arternes udvikling i deres respektive nicher og altså også historien om menneskets udvikling og tilpasning.
Isbjørnens hvide farve er på ingen måde unik i naturen. Det er en genetisk forandring, der nedsætter pigmenteringen af huden, således som det også sker hos hvidemennesker. I Canada, British Columbia, findes der endnu en hvid bjørn, en såkaldte ”Spirit Bear”, der er en underart af den nordamerikanske sorte bjørn. Omkring en tiendedel af populationen er hvid eller creme farvet, hvilket skyldes et vigende gen, der kun kommer til udtryk, når det videregives af begge forældre. Tilsvarende eksisterer en population af hvide løver er i Sydafrikas Timbavati område, nær Kruger National Park. Hvor den hvide bjørn menes at have en fordel ved fiskeri i dagslys (bedrecamouflage), er det svært at få øje på fordele for den hvide løve, der alt andet lige er mere eksponeret for byttedyrene. Den hvide farve er altså en genetisk variation, en ny mulighed i naturen, der enten glider ud igen, hvis den forringer overlevelsen, eller spreder sig i populationen, hvis den medfører større fordele. Den form for mutationer kan også forekomme forholdsvist neutrale og slumrende i generationer. Hvis man nu forestiller sig, at den såkaldte ”Spirit Bear” trænger længere frem mod Arktis og får smag for sæler,vil de hvide ”mutanter” have en kæmpefordel og måske udvikle sig til en ny isbjørn.
Bjørn og menneske dræbte og åd gerne hinanden
Langt senere i historien stødte isbjørnen ind i en ny havfanger, mennesket, eller rettere den specialiserede gruppe, vi kalder inuitter. De havde også en lang evolutionshistorie bag sig. De kom som sorte fra Afrika for 70-80.000 år siden,og skulle af flere forskellige veje mod landbroen over Berings strædet, der forbinder Sibirien og Alaska. Nogle vandrede gennem Indien og Sydøstasien mens andre tog turen mod Centralasien til de midtes i Sibirien. Undervejs havde de personer med mindst pigmentering af huden klaret sig bedst. I de mindre solrige områder havde de mørkeste mennesker svært ved at optage tilstrækkeligt med D-vitamin, hvorfor ”murtanter” med lavere pigmentering havde en fordel, og mennesket blev lysere. Efterhånden som indvandrerne i Arktis lærte havfangst fik de dog dækket hele deres vitaminbehov, men det tog lang tid og har sikkert kostet mange liv.
Bjørn og menneske dræbte og åd gerne hinanden, de konkurrerede om nichen, men selvom isbjørnen oftest trak det korteste strå, skete der ikke nævneværdige ændringer i bestanden. Der var god plads til begge arter. Først da resten af verden, den moderne civilisation, rykkede tættere på, og inuitterne lærte at bytte isbjørneskind med rifler og motorbåde, skete noget drastisk.
Det hvide skind fandt vej til moderne pejsestuer og sovekamre tusinde kilometer fra bjørnenes og inuitternes levested. Til moderne mennesker med overskud tilfornøjelse. Isbjørnen blev et sjældent syn i Arktis, og i årene efter Anden Verdenskrig svandt bestanden ind til omkring 8000. Faretruende lavt.
På trods af, at moderne samfund formodentlig klarer sig glimrende uden isbjørne på isen og uden skind på gulvet, opstod den nye og besynderlige idé hos os, at vi måske skulle gøre noget for at bevare isbjørnen. Vi fik den tanke, at det muligvis ikke er nok at indhegne nogle smukke naturområder som reminiscenser fra en svunden tid. Naturen er andet end søndagsudflugter. Vi må bevare større,sammenhængende naturområder for at forstå, hvad naturen egentlig er. Naturen gemmer på mange hemmeligheder, der kan være til gavn for menneskeheden, og vi bryder os nu engang ikke om at gå glip af muligheder.
En tid nød isbjørnen godt af tidens tanker om naturfredning, og bestanden røg op på 20.000 -25.000 individer, men her i begyndelsen af det nye årtusinde har vi igen skubbet bjørnen helt ud på israndens kant. Denne gang skyldes det, at havisen forsvinder.
Selvom vi ikke nærer noget ønske om at udrydde isbjørnen, kommer vi alligevel til det, fordi vor civilisations samlede aktiviteter opvarmer Jorden og fjerner havisen, dens levested. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre ved det, og vi har ikke et klart billede af konsekvenserne. Det sker her, som så mange andre steder, hvor menneskets aktivitet kolliderer med natur og levesteder.
En del af de evolutionære betragtninger har jeg hentet fra min kommende bog: ”Mennesket i naturen – Naturen i mennesket, der udkommer på Gyldendal i løbet af vinteren.
