Mod Nordpolen

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
17 Jul 2014
Søren og Berit er på ekspedition til Nordpolen med den russiske nukleare isbryder ”50 years of Victory” Søren blogger undervejs, når der er internet adgang. Her kommer anden del af bloggen.

Over Barentshavet 
Kolahalvøens nordlige kystlinje ligger et godt stykke over Polarcirklen, men er alligevel langt mere grøn og frodig, end man umiddelbart forventer af et område højere mod nord end grønlandske byer som Kangerlussuaq og Sisimiut, hvor træer som kirtelbirk og gråpil når svimlende højder af 20-30 centimeter, men Golfstrømmen sikrer sommertemperaturer på 10 grader og tilsvarende vintergennemsnit på 10 minusgrader,ganske lunt i forhold til Grønlands hårde frost.   

Murmansk ligger godt og lunt gemt i Kola flodens skærgård ved udmundingen i Barentshavet,der skiller Skandinavien, Finland og Karelen fra Nordpolen. Golfstrømmens sidste lunkne slatter når lige akkurat den skandinaviske top og Kola halvøen,hvor de sidste kalorier brændes af i Barentshavet, inden strømmen når ned i Hvidehavet til Arkangelsk. Golfstrømmen er årsagen til, at Barentshavet er forholdsvis sejlbart i modsætning til Karahavet på den østlige side af Novaya Zemlya, hvor man for alvor kan begynde at tale om det nordlige ishav.

Bankerne idet kolde, isfrie hav i nord har alle dage være en ren guldgrube af fisk og målfor skandinaviske regenters beskatningstrang, hvilket har resulteret i talrige straffeekspeditioner i forsøget på at dæmme op for pirater, oprørske stammer og europæiske konkurrenters virketrang. Skandinaviske fiskerbåde, handelsskibe og krigsskibe har sejlet de kølige farvande tynde siden vikingetiden, men stort set altid undgået karambolage med den nordpolske isrand, indtil geskæftige opdagelsesrejsende forsøgte at finde en farbar sejrute til den givtige handel i øst.

Jagten på den såkaldte Nordøstpassage startede allerede i 1594 med hollænderen Willem Barentsz eller William Barents forsøg på at udforske Karahavet øst for Novaya Zemlya mere end hundrede år efter, portugiserne havde fundet vejen rundt om Afrika. De europæiske statsoverhoveder var nærmest syge efter at finde engenvej til den rige handel i Østen, der kunne sikre en enhver stat et gevaldigt økonomisk, militært og politisk forspring i forhold til de potentielt fjendtlige naboer i Europa.

Historien går faktisk helt tilbage til Saladins sejr over korsridderne i Jerusalem i 1187og det osmanniske riges massive udbredelse over hele Mellemøsten, Levanten og Lilleasien.Det lukkede effektivt de gamle karavaneveje mellem Europa og Østen, og for alvor satte gang i de europæiske staters jagt på nye handelsveje. Knapheden på Østens luksusvarer kombineret med stigende rigdom og større overklasse bankedepriserne op i hidtil uanede højder, men turen rundt om Afrikas gode håb var lang og farlig. Gode håb rakte ikke altid, og talrige skibe gik tabt. Konger ogfyrsters skibsinvesteringer forblev længe en risikabel affære, hvilket også gjaldt de sødygtige iberiske caraveller, og Columbus nye rute vestover endte som bekendt på det amerikanske fastland, langt fra Østens herligheder.

Logisk set måtte man altså søge mod nordvest eller nordøst for at finde den korte vej. Man havde godt kendskab til den farlige is,som fartøjerne mødte mod nord, men med 24 timers sol i sommermånederne måtte isen jo smelte på et tidspunkt, som Barents fejlagtigt konkluderede

Fra Murmansk stævner vi ud i Barentshavet, der lige som byen ser ud til at vise sig fra sin venlige side med behageligt fladt vand. 7-9-13 ville de sikkert have sagt på broen efter denne optimistiske udtalelse, men rider og mallemukker savner solid vind og må tage til takke med vindtunnellerne omkring vores rædsomme orangerøde isbryder. På vej ud passerer vi en række nye og gamle isbrydere med det karakteristiske atomlogo. Alle lige grimme arbejdsheste, hvor den samme fede maling er slynget ud over alt; kontakter, kabler, døre, karme og alle tænkelige installationer. Den skrappe farve er yderst synlig i disse farvande – langt mere end sort og hvid, og jeg erindrer et par tidligere krydstogt i Grønland, hvor jeg havde svært ved at finde tilbage til et gråt skib fra Zodiak-ekspeditioner til eksempelvis Hundeøen i Diskobugten. En temmelig ubehagelig situation når en tyk, grå polar tåge omslutter en, mens man sidder i en lille fladbundet gummibåd på vej til skibet. Hurra for den røde mønje. 

Facademalerier præger flere af de gamle bygninger langs udsejlingen. Et sted står der ”Arktika 77” med store bogstaver, navnet på den første atom isbryder og socialistiske produktionsgode som løb af stablen 1977. Jeg tænker nu mest på tallet 8,8. Det er det antal gram uran om dagen, som bringer os til Nordpolen. Alternativet er 100 tons fossilt brændstof pr. dag, hvor af det meste ryger op gennem skorstenen. Hvad er den bedste løsning? Kan det afgøres og hvordan?

Barents vandt sine sporer i disse farvande og tillige sin velfortjente ret til at få et hav opkaldt efter sig. Det blev til tre togter i de isfyldte farvande mellem 1594 og 1597, det sidste kostede ham livet. På Barents førstetur med det lille skib Mercury nåede ekspeditionen frem til Novaya Zemlya,hvorfra kystlinjen blev fulgt nordpå i den tro, at han fulgte fastlandet mod en passage. Skibet nåede havisen og store isbjerge fra øernes kælvende bræer og vendte om i den tro, at han var nær vejs ende, hvorfra man på et senere tidspunkt kunne fortsætte mod varmere himmelstrøg. Havde han blot sejlet sydpå, var turen formentlig gået anderledes, fordi han ville have opdaget den is frie gennemsejling mellem Novaya Zemlya og øen Vaygach, som i dag benyttes af gennemsejlende skibe og så vidt muligt holdes isfri om vinteren. 

Barents første ekspedition gav anledning til så megen optimisme i Holland, at Barents året efter blev udstyret med hele seks skibe fyldt medvarer til Kina. Denne gang kom han igennem ishavets sydlige port mellem Novaya Zemlya og Vaygach, men opdagede, at Karahavet stadig var frosset langt ind i juli, og returnerede til Holland, hvilket i første omgang så ud til at blive enden på Barents’ ekspeditionseventyr. Sponsoren prins Maurice af Oranien stod af, det var slut med statsbetalte ekspeditioner, men til gengæld blev derud lovet en stor dusør til den, der kunne navigere igennem Nordvestpassagen. 

Herefter besluttede Amsterdams bystyre at udstyre Barents med to småskibe til et nyt forsøg, der stævnede ud i maj 1596. De opdagede den lille ø,Bjørneøen, mellem Svalbard og Norge den 9. juni og Spitsbergen den 17. juni, og fandt blandt andet indsejlingen til Raudefjorden og Magdelenefjorden, der i dag er et af de mest besøgte steder på Svalbard. Barents opsatte det hollandske våben som tegn på Hollands anneksion af øgruppen. Barents’ to kaptajner blev imidlertid uenige om kursen, men enedes om at forsøge sig med hver sin rute. Barents tog direkte mod vest og ville forsøge at komme igennem Vaygachstrædet,der skiller det europæiske fastland fra Vaygachøen sydøst for Novaya Zemlya. Menalt var is og isbjerge og inden Barents fik set sig om, var han og hans 16mands besætning indefrosset. De fik imidlertid bygget en hytte af skibstømmer på Novaya Zemlya, og trods knappe forsyningerne reddede de sig nogenlunde gennem vinteren ved jagt på ræve og isbjørne. Foråret lod vente på sig, og den 13.juni satte de to små både i vandet for at navigere gennem isskosserne, men enuge senere døde Barents formentlig som en følge af forfrysninger, skørbug og udmattelse. Fire andre nåede heller ikke hjem. De overlevende sejlede videre og nåede syv uger senere frem til vort udgangspunkt, Kolahalvøen, hvor et russisk handelsfartøj samlede dem op. 

274 år senere i 1871fandt en sælfanger resterne af ekspeditionens hytte, og sidenhen har talrige ekspeditioner undersøgt stedet og bragt i hundredevis af artefakter tilforskellige museer. Flere ekspeditionsmedlemmer udgav deres erindringer, og sammen med omhyggelige logbøger har offentligheden i dag et godt kendskab tilmange af ekspeditionens detaljer.