21 Jul 2014
Søren og Berit er på ekspedition til Nordpolen med den russiske nukleare isbryder ”50 years of Victory” Søren blogger undervejs, når der er internet adgang. Her kommer fjerde del af bloggen.
Halvanden døgn fra Murmansk rammer vi isen på omkring 80 grader nordlig bredde lige sydfor Frantz Josef land. Det er et af de efterhånden sjældne is-år, hvor isen er trængt gennem det lille øhav og længere ned i Barentshavet. Det er formentlig sådan, det så ud, da Barents, Munk og mange andre forsøgte at kæmpe sig gennem ismasserne med deres små og ofte ret skrøbelige træskibe. Selvom de blev bedre og bedre til at konstruere skibene, var der ingen, der tålte isens pres fra alle sider, og styrmanden måtte gøre sig umage for at følge åbningerne i isen og sikre sig passage så langt forude som muligt. Uden radar og moderne instrumenter måtte man ty til det gode syn hos udkigsmanden i masten. Det har været en kold fornøjelse med begrænset udsigt og derfor endte mange skibe i ismasserne knusemaskine, og mandskaberne måtte forsøge at overleve på en isflage. Blandt de mest berømte historier af slagsen er Schackletons ekspedition til Antarktis med Endurance i 1914-16 og den tyske ekspedition til Østgrønland i 1869 -70 med skibene Hansa og Germania, hvor Hansa blev skruet ned syd for Danmarkshavn. Begge ekspeditioner slap nogenlunde helskindet fra måneders ophold på isen og mandskaberne kom hjem i god behold vel nok som undtagelsen, der bekræfter reglen.
Isskosserne ligger tæt, og jeg forestiller mig at det må have set nogenlunde sådan ud da Barents og Munk forsøgte at trænge igennem. Heller ikke i dag har konventionelle skibe mulighed for at besejle disse farvande uden isbrydere og en lille prøve på vanskelighederne fik vi, da et russisk forskerhold skulle landsættes af på Northbrook øen, hvor isskosserne lå så tæt at de små landgangs zodiaks ikke kunne navigere gennem til kysten. En meget vred hvalros angreb bådene, der heldigvis havde så meget åbent vand omkring sig, at de kunne”flygte” fra havuhyret. Landsætningen skete derfor ske med helikopter, der først tog et par runder for at spejde efter isbjørne inden holdet blev sat ned for at oversomre nær spektakulære fuglefjelde.
Jeg tager et par billeder af Cape Flora på Northbrook, der er ikke meget at se, men her fandt et af historiens mest besynderlige og helt tilfældige møder stedmellem Fridtjof Nansen og Frederik Jackson, der bogstavelig talt løb ind i hinanden 17. juni 1896, efter at Nansen havde været på farten mod Nordpolen i 3 år. Stanley og Livingstones møde ved Ujiji i Afrika er måske nok historien smest berømte, men ikke specielt fantastisk fordi Stanley jo netop ledte efter Livingstone. Her løb to mænd ind i hinanden på et at verdens mest utilgængelige steder og historien kommer her.
I1800-tallet drejede udforskningen af det polare nord i retning mod de nordligste ukendte områder frem for sejlpassager. Skibene var blevet bedre, sikre og hurtigere, handelsvejene mellem øst og vest stærkt forbedrede og de eksotiske varer mindre interessante og lettere tilgængelige fra kolonierne. Verden så anderledes ud.Den svensk – finske Baron Nordenskjöld fandt som den første vejen gennem Nordøstpassagen i 1878 – 79, 300 år efter de første forsøg, og han kunne tilmed rapportere, at det var halsløs gerning.
Nu ville vi stedet vide, hvad der lå på toppen (og bunden) af kloden. Mange forsøg blev gjort, og mange liv gik tabt. Et af de fatale forsøg blev gjort af en amerikansk officer med det velklingende navn George Washington de Long hvis ombyggede kanonbåd, Jeannette, sank ud for den sibiriske kyst i 1881.Mandskabet gik i lang ved Lenaflodens udløb men forsvandt sidenhen. Vraget dukkede imidlertid op ved Julianehåb i Grønland tre år senere. Det havde været frosset inde i isen sammen med en del af ekspeditionens udstyr og manualer, hvorfor man også har ret godt kendskab til denne ekspeditions første del. I dag forstår vi naturligvis godt, hvad der er sket, for skibsdelene er drevet rundt om Nordpolen, indespærret i isen, indtilde er nået frem til Østgrønlands nordkyst, hvor en del af isen smelter og brydes om sommeren og driver ned langs Østgrønlands kyst, rundt om Kap Farvel,op langs kysten og ud i havet mod Canada. Det var faktisk også her (Frederikshåb),Hansas besætning havnede i juni 1870, efter de havde drevet på Nordpols isen langs Østgrønland siden September1869. 22. oktober blev skibet knust og herefter måtte de overleve på en isflage i de næste 8 måneder.
De sensationelle fund af vragdelene fra Jeannette og rekonstruktionen af ekspeditionens forløb gik verden rundt i 1884 og gav anledning til talrige spekulationer og teorier om strømforholdene i Polarhavet, hvilket inspirerede den unge, studerende Fridtjof Nansen til det hidtil mest spektakulære forsøg på at nå Nordpolen, men først skulle Nansen dog vinde sine polar sporer og berømmelse gennem en skitur over den grønlandske indlandsis 1888 – 89. Nansen ville bygge et skib med afrundet bund og forstærkede spanter, der kunne modstå isens pres fra alle sider, lade det indefryse, og i ro og mag flyde henover Nordpolen. Med vore dages viden er det ikke en helt tosset ide, men i samtiden fordømte mange forsøget som selvmorderisk, fordi intet skib kunne holde til isens tryk. Hvis ikke Nansen allerede var verdensberømt, blev han det nu. Planene fik enorm opmærksomhed i alle de store hovedstads aviser verden over, og der gik politik i Nansen, der afviste svenske sponsorer og udenlandske deltager i ekspeditionen, der skulle være rent norsk. Efter Napoleons krigene måtte Norge forlade statsfællesskabet med Danmark i 1814 og tvunget ind i union med Sverige, til mange nordmænds utilfredshed. Norge pønsede på en ensidig udmelding af det nye fællesskab og hyldede og ærede sine norske helte, som det nu engang hører sig til.
Netop derfor blev den engelske officer Frederik Georg Jackson afvist som deltager i Nansens ekspedition trods sine flotte polar meritter. Han havde da både været hvalfanger i ishavet og rejst 5000 kilometer på hundeslæde gennem den sibiriske tundra i 1893. I stedet blev han leder af den britiske Jackson-Harmsworth ekspedition sponseret af The Royal Geographical Society, der sejlede ud i 1894 med det formål at undersøge og opmåle Frantz Joseph Land, som man på daværende tidspunkt kun havde sporadisk kendskab til efter øgruppens opdagelse så sent som i 1873 altså 300 år efter Svalbard. Det forekommer middelbart usandsynligt at øerne er forblevet kendte så længe, men på den anden side vidner det måske også om, hvor utilgængeligt området har været. Heldigvis for Nansen etablerede Jackson, den forsmåede ansøger, sin basiscamp på Cape Flora.
Nansen stak ud fra Norge 21. juni 1893 på det gode og i dag temmelig berømte skib Fram, hvorfra navnet på en af den norske Hurtigrutes kendteste færger stammer. Oprindeligt ville han følge Nordenskjölds rute, men valgte alligevel en kortere rute langs Sibirien, hvor han flere gange optog slædehunde, og passerede Novaya Zemlya, videre gennem Kara havet forbi Cape Chelyuskin til Laptev havet og fangede isen ved Novosibiriskiya ( Nysibiriske øer) den 22. september. Frams særlige konstruktion klarede sig fortrinligt i isen. Flere gange troede man, at skibet ville blive knust, men det smuttede hver gang fra isens greb som en kogt mandel slipper skallen.
Vores atomdrevne isbryder har i øvrigt lidt af samme konstruktion som det gode skib Fram, idet stævnen er fuldstændig afrundet, i modsætning alle andre skibes skarpe stævn, og smutter ganske ubesværet op på isen, hvor den nærmest glider som en Zodiak i vandet. En genial opfindelse af russiske ingeniører, der turde tage ansvar for det enorme projekt.
Nansens rejse går næsten som forventet, men også kun næsten. Isen med det fast frosne skib flyder afsted, men det går frem og tilbage, Efter flere måneder er men tilbage over startlinjen, men langsomt vinder skibet terræn over ishavet, dog ikke hurtigt nok for Nansen, der efter 18 måneders indespærring forsøge at nå Nordpolen til fods, hvilket vil sige på ski og hundeslæde, mens Fram fortsætter sin planlagte færd mod Grønlandshavet. Som følgesvend på den farefulde færd udvælger han besætningens mest hårdføre mand, Hjalmar Johansen, der er ekspeditionens bedste skytte og hundefører, desuden ser det ud til, at han befinder sig rigtig godt i kulden.
Efter flere forsøg forlader de endeligt skibet med 3 slæder og 27 hunde 14. marts1895 i 40 graders kulde. Terrænet er imidlertid uhyre vanskeligt, og allerede den 7. april beslutter Nansen at vende om. De har simpelthen ikke mulighed for at nå frem g tilbage i live. De er imidlertid nået længere mod nord end noget andet menneske. Nansen fastslår deres position til 86,14 grader nord, hvilket dog senere korrigeres til 86,04. Efter mange strabadser når de til Frantz Joseph Land, hvor de bygger en hytte af sten, skind og sne på 3,4 x 2 meter som de overvintre i. De er et par stærke polar farere, der formår at skyde alt, hvad de har brug for af fugle, hvalros og isbjørn. De har rigeligt med spæk til olielamper og dermed varme og lys i hytten. Begge tager mange kilo på i løbe af opholdet. I løbet af foråret drager de mod syd og krydser det åbne vand mellem øerne i hjemmelavede kajakker og når til Cape Flora, hvor det berømte møde med Jackson finder sted den 17. juni 1896.
Nansen hører hundeglam og går efter lyden. Den præcise ordveksling kendes ikke, og der findes flere versioner udover min overskrift. Et andet ordskifte lyder: ”You are Nansen aren’t you? Yes, I am Nansen!” De havde tidligere mødtes i London,men Nansen så jo nok noget anderledes ud ved dette møde, og desuden blev Nansen betragtet som død efter at have været forsvundet i Nordpols isen i så mange måneder.
Imellemtiden var den gæve kaptajn Otto Sverdrup og hans besætning på Fram kommet fri af isen næsten samtidigt med Nansen og Jacksons møde nemlig den 13. juni 1896 og sejlet til Svalbard. Sverdrup havde krydset Grønland sammen med Nansenog ledede fremover adskillige polarekspeditioner med stor dygtighed. På Svalbard mødte han en anden polar forskningens store eventyrere Salomon Andrée,der var i gang med at sætte sin første ballon op, som han agtede at krydse Nordpolen med.
Selvom Nansen ikke nåede helt frem til Nordpolen, bliver han Norges ukronede konge
Nansen og Sverdrup forenes på Fram og rejser i et sandt triumftog langs Norges kyst til Oslo, hvor de ankommer 9. september 1896.
Selvom Nansen ikke nåede helt frem til Nordpolen, bliver han Norges ukronede konge, og nogle taler ligefrem om at gøre ham til rigtig konge over det nye norske kongerige, der etableres 9 år senere. Nansen var og er formentlig den største norske folkehelt nogensinde, og blev overøst med titler og medaljer, herunder Nobels fredspris (tildelt af det norske storting) for sit senere arbejde medflygtninge. Han afholdt sig fra flere farefulde ekspeditioner og arbejdede som ambassadør og videnskabsmand med ganske betydelige resultater. Der var så at sige ingen ende på hans talenter.
Til nogen ærgrelse og irritation for en del nordmænd har forfatteren Klaus Rifbjerg brugt historien om Nansen og Johansens fælles færd som rammen om en historie om tomænds længsler, ambitioner og frihedstrang. Det falder nordmændene for brystet,at Rifbjerg lader Nansen forføre Johansen i den fælles sovepose, som de vitterligt delte i halvandet år. Det er Rifbjergs historie, men ville et forhold af nævnte karakter kaste en skygge over bedriften? Næppe!
I det virkelige liv står Johansen tilbage som en taber, mens hans idol og mesterender med kors og bånd og stjerner. Johansen har svært ved at finde sig tilrette i det civile liv og drikker for meget. På Nansens anbefaling deltager han i Ammundsens vellykkede Sydpolsekspedition, men bliver smidt ud efter skænderi med Ammundsen, og søger hjælp hos Nansen, men den gamle kammerat svarer ham end ikke. Johansen bliver afvist og begår snart herefter selvmord. Nærmere bestemt skyder han sig d. 3. januar 1913 i en park i Oslo.
Rifbjerg forstærker denne historie og lader afvisningen og selvmordet ske umiddelbart efter Fram ekspeditionen, hvilket jo stiller Nansen i et ret dårligt lys. Det er stadig en roman, men når man læser Ragnar Kvam Jr.s Spændende og medrivende biografi om Johansen ”Den tredje mann”, er det svært at glemme Rifbjergs bud påen historie.
(Klaus Rifbjerg; Nansen og Johansen, Et vintereventyr, Gyldendal 2002.)
