90 grader Nord

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
4 Aug 2014
6. juli 2014 kl. 04.30 når vi den geografiske nordpol.

Omkring en sømil (1852 meter) fra Nordpolen oplever vi de første egentlige problemer med isbrydning. Isen er så tyk og tæt, at det gode skib Victoria simpelthen kryber op på isen og bogstaveligt ligger med alle sine 25.000 tons oven på den tykke is uden at den brydes. Som en strandet spækhugger må Victoria vrikke med halen og lirke sig tilbage i søen, mens den efterlader et ganske tydeligt slæbespor på Nordpolens stenhårde iskappe. Skibet bakker,sætter lidt mere tryk på turbinerne og moser sig atter igennem, mens isblokke flyver bagud. Det sker et par gange inden kaptajnen kan blæse i hornet og bekendtgøre, at vi er lige nøjagtigt på 90.00.00 og GPS’en fotograferes som dokumentation. Det er lidt af en sømands mæssig bedrift at navigere 25.000 tons rundt i isen indtil nålen rammer helt præcist 90 grader 00 minutter 00 sekunder og holde den tilstrækkeligt længe til, at vi kan nå at få et billede. Men det lykkes.

Heldigvis stråler solen fra en skyfri himmel, og hele selskabet er purret og står i de medbragte gule parkas og skåler i russisk champagne, mens kameraerne klikker på alt, hvad man nu kan finde på. Der skal lidt fantasi til, for rundt omkring os er intet andet end en tilsyneladende endeløs, flad, kridhvid isflade skærmet af en knaldblå himmel. Vi er på den myteomspændte Nordpol, og der er hverken tårn, rumfolk, julemand eller en port til Paradis. Der er is. Arrangørerne har dog sørget for at medbringe et vejskilt, telefonboks og andre muntre indslag, så vi ikke glemmer, at vi er turister. Det er dog ganske morsomt at ringe hjem på satellit telefonen: Hallo! Ja, jeg ringer lige fra Nordpolen, hvordan går det dernede? Tankevækkende er det dog at stå på verdens mest utilgængelige sted og sende sin stemme ud i verdensrummet, hvorfra den sendes videre og med stor præcision når et helt præcist punkt længere sydpå. Jeg er ikke sikker på, at hverken Nansen, Johansen eller Barents ville havetroet på den skipperskrøne.    

Den geografiske Nordpol er præcis det modsattet punkt af den geografiske sydpol, de to punkter som jordens imaginære rotationsakse gennemløber, men man kan definere Jordens poler på flere måder og derfor har vi også et sæt magnetiske poler, geomagnetiske poler og uopnåelige poler. De såkaldte uopnåelige poler er de områder i henholdsvis Arktis og Antarktis, der ligger længst væk fra de beboede landmasser, mens de to andre har med jordens magnetfelter at gøre; dels det ydre og dels kernens magnetfelt. I princippet kunne man jo også kalde København for Nordpolen, og i så fald ville Sydpolen ligge på en lille ø sydfor New Zealand. 

Ballon over Nordpolen

Selvfølgelig skal jeg en tur i ballon over Nordpolen, når nu man kan. Victoria medbringer nemlig en lille beskeden varmluftsballon til formålet. Da jeg læste om turen i den farvestrålende brochure gik mine tanker straks til den stakkels svensker Salomon Andrée, der netop var ved at klargøre sin ballon til første forsøg, bedst som Nansens skib, Fram, sejlede ind til Svalbard i 1897 med Sverdrup ved roret. Fram havde ikke været i nærheden af Nordpolen og Nansen var forsvundet, så mon Andrée skulle blive den første?

Først året efter kom Andrée endelig i luften med en endnu større og dyrere ballon, som skulle overflyve Nordpolen dermed genskabe noget af Sveriges tabte polarære. Beklageligvis endte forsøget som en af polar forskningens talrige eksempler på, at ære, mod og ambition ikke så sjældent går forud for sund fornuft, til trods for tidens og Andrées egen  lidenskabelige interesse for rationel videnskab.

Jeg overvejede naturligvis om det nu kunne være forsvarligt, at lade sig løfte op i en ballon på så udsat et sted, men skød tanken fra mig, for selvfølgelig måtte man forvente, at moderne arrangører har styr på den slags detaljer. Jeg ville næppe ende som skibbruden på en isflage. Alligevel blev jeg grebet af en smule ærgrelse, da det under den forudgående briefing gik op for mig, at ballonen var forankret til is og skib med flere solide wirer. Det er jo en ren turisttur! Men jeg er vel også turist og det var nu alligevel ganske betagende at svæve 30 – 40 meter over Nordpolen,hvor vinden rev godt i ballonen, mens de forankrede wirer henholdsvis strammedes og slappedes. Bevægelserne efterlod absolut ingen tvivl. Uden forankring absolut ingen kontrol. Ballonen ville piske afsted, formentlig i en ubehagelig skrå vinkel, der formentlig ville sætte fut i det hele. Og undskyld udtrykket, hvordan Fanden kan nogen finde på noget så åndsvagt som at forsøge at krydse Nordpolen i en heliumballon, som umuligt kan styres; som ville blive revet stykker af en svag storm, som ikke kan holde opdriften særligt længe, fordi gassen siver og som tilmed risikerer overisning?  Det var jo netop, hvad der skete, fuldstændigt som forudset.

Hvad mon stakkels, gæve Andrée tænkte, da hans gigantiske ballon løftede sig fra Svalbard en lun sommerdag eller helt præcist den 11. juli 1897? Det var verdens sidste kontakt med ham, og 116 år er gået uden, vi egentlig har forstået, hvad der nagede ham.  Ingen så ham eller hans to ballonfæller igen, og hans tragiske færd forblev ukendt i 33 år, indtil en hvalfanger fandt ekspeditionens jordiske rester på Kvitøya, som den hedder i Norge, mellem Svalbard og Frantz Joseph Land. Blandt fundene var meget udførlige dagbøger og ekspeditionsjournaler med yderst detaljerede beskrivelser af deres tanker og observationer på vej mod enden. Det lykkedes også at fremkalde ekspeditionsfotografen Nils Strindbergs efterladte filmmateriale. Logbøgerne findes i en dansk udgave. 

Andrées blev gjort til en stor polar helt af sin samtid, fordi Sverige manglede en helt, kongen og Alfred Nobel stod bag og hans elskerinde, skuespillerinden Gurli Linder bidrog ihærdigt til at holde myten i live. De forudgående alvorlige og veldokumenterede advarsler blev ignoreret akkurat som før ekspeditionen.

I dag står Andrée tilbage i polarlitteraturen som et af polarforskningens største fjolser, hvilket dog nuanceres i Jan Troells smukke film for svensk TV ”Flight of the Eagle”, hvor Max von Sydow spiller en statelig Andrée med en gigantisk og autoritær moustache. Men hvad er sandheden og findes den?

Inden den fatale flyvning havde Andrée foretaget talrige ballonflyvninger, samlet mængder af data og observationer, som han kunne fremlægge for videnskabelige selskaber og sponsorer. Selvom han havde gjort sit hjemmearbejde, blev hans data skudt i sænk af videnskabsfolk, der gjorde det helt klart, at projektet ikke bare var yderst risikabelt, men umuligt. Situationen illustreres ganske godt i Troells film, hvor Max von Sydowtilbageviser kritikken med tidens ultimative ”dræberargument”. Hvad var faren for hans liv og helbred dog mod Sveriges ære. Stor jubel og alle glemmer de videnskabelige argumenter, da både Alfred Nobel og Kong Oskar melder sig som sponsorer.

Andrées biografer forsøger sig ofte meden psykologisk profil, for som så mange andre af polarforskningens store originaler er også han en lækkerbidsken for en amatørpsykologisk analyse. Nogle mener, at det i virkeligheden slet ikke spillede den store rolle for Andrée at nå Nordpolen, men at det var langt vigtigere for ham at vise verden, at han kunne gennemføre sit mulige projekt.  Han ville demonstrere, at han var i stand til at sætte sig et enormt mål og sætte alt ind på at nå det, selvom  det så skulle koste ham livet.  Andrée havde et yderst intellektuelt forhold til sit liv og sin egen situation. Han erklærede sig som egoist – en typisk darwinistisk fortolkning af livet – men det skulle ikke forstås så snævert, som vi i reglen gør. Som egoist kunne han sætte alt ind på at gennemføre sine egne projekter. Han skulle og ville kun tænke på sig selv og sine projekter. Han bestemte projekterne og hen gennemførte projekterne uafhængig af andres meninger og ønsker. Han viede ganske bogstaveligt sit liv til egne lyster, og her taler vi ikke om kærlighed, som han aktivt fravalgte, når nogen kom for tæt på, som hans selv skriver.

Der er dog ingen tvivl om, at Andrée var udsat for et enormt pres fra både medierne og det svenske borgerskab, der havde gjort ham til deres nye store helt allerede inden, han havde bedrevet noget.Han var smigret af rygklapperne og herunder kongen, som man under ingen omstændigheder kunne svigte.

I bogen "Andrées Luftfærd" kalderforfatteren Per Olof Sundman Andrée kynisk og fej, fordi han ikke kunne modståpresset fra offentligheden, og valgte at trække to uskyldige mennesker med sigi døden af frygt for sin egen ære. De to øvrige ekspeditionsmedlemmer var ingeniørenKnut Hjalmar Frænkel og fotografen Nils Strindberg, der begge var påvirket afkritikken af planerne men lod sig overtale – måske presse – af Andrées.

Hele sandheden får vi måske aldrig, men kendsgerningerne taler for sig selv. Ballonen holdt sig nemlig kun i luften i to dage som følge af overisning, hvorefter de landede på isen og forsøgte at nå Frantz Joseph Land, men kom altså kun til det mest øde klippeskær i Barentshavet på grænsen til den permanente is ved omkring 81 grader nord.  Så øde, at ingen kom forbi i 33 år. Ifølge dagbøgerne klarede de sig kun en måned, og døde formentlig af trikiner fra isbjørn og udmattelse. De fleste andre ekspeditionsfolk har overlevet mange flere og større strabadser i længere tid, så man kan vist også konkludere, at ingen af dem havde den fornødne erfaring med overlevelse i Arktis.

Vores godt 100 ekspeditionsmedlemmer klarede glimrende ballonturen bortset fra ensmule højdeskræk og søsyge.

Vi tog os god tid på Nordpolen, når vi nu var her. Der var både badning i underafkølet vand (-1,7 grader C) og vandretur over isen, og jeg sidder og kigger på Victor, mens mine medpassagerer fra Tasmanien, Japan, Kina, Indien, Hawaii, Canada, Californien, New York, Argentina, Rusland og Sverige danser på isen, flyver ballon, bader og drikker champagne. Det 103. gang en ekspedition af civilister når Nordpolen. Omkring 10.000 mennesker har i årenes løb haft det privilegium at være turister på klodens top. De har alle været ombord på en russisk isbryder, de har betalt enpris, der svarer til en mindre familiebil, og de har gjort det for deres egenfornøjelse. Vi har haft nysgerrigheden til fælles med de gamle opdagelsesrejsende, men ikke deres ambitioner om berømmelse og ære, for der er ingen medaljer at hente som turist. På den anden side har vi heller ikke sat livet på spil, hvilket – kan vi nu konkludere – er såre ærefuldt.

Det er besynderligt at tænke på, at Nordpolen har været uden for menneskelig rækkevidde i det meste af min levetid. Til trods for moderne teknik, der kan bringe os til månen, har en tur til Nordpolen forblevet mere eller mindre livsfarlig, og alt hvad der ligger nord for 80grader – 600 sømil – omkring 1000 kilometer, har været ingenmandsland for alle andre end veludstyrede, kostbare ekspeditioner, hvor man stadig løb en ikke helt lille risiko. OK, de russiske isbrydere har givet os nye og mindre risikable muligheder, men man skal stadig ikke få et slagtilfælde heroppe – der kommer ikke noget redningsfly.  

Vi har fået syn for sagn, der er is på Nordpolen og den er tyk, meter tyk, og den smager fortrinsvist helt ferskt. Når havet fryser til is, presses saltet ud og isen bliver fersk og jo længere denne proces har stået på, desto mere fersk bliver isen. Det hævdes, at mere erfarne issmagere, kan smage sig frem til isens alder, men under alle omstændigheder kan vi konstatere, at isen på Nordpolen må være flere år gammel. Forholdet mellem havsalt og is indgår også i de klimamæssige studier og kaldes saltpumpen. Når saltet presses ud af isen, bliver det underliggende overfladevandmere salt, underafkølet og dermed tungere, hvorefter det flyder ned mod bunden. Denne strøm af overfladevand fortsætter dybt i de nedre vandlag helt til Ækvator og videre endnu, og er dermed en væsentlig bestanddel af de globalehavstrømme og altså af stor betydning for klodens klima. Uden is ingen pumpe, hvilket altså vil påvirke hele klodens klima. Klimaskeptikerne vil her hævde, at vi ikke kan forudse, om forandringerne er gode eller dårlige, hvilket ikke er helt forkert, fordi nogle utvivlsomt vil have gavn af ændrede forhold, problemet er bare, at hele verden er tilpasset de aktuelle forhold, og kloden er ikke en isbryder på 25.000 tons.