Den grønne bølge mellem de hvide isbjerge på de blå have

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
17 Jun 2019
Snart søsættes fremtidens grønne skibe, og Albatros tager fronten, når kølen til det nye skib Ocean Victory lægges den 6. september 2019.

Efter 23 år og mere end hundrede ekspeditions-krydstogter til klodens polare egne, ser det endelig ud til, at vi bogstaveligt kan skubbe den grønne bølge i gang på verdenshavene, når vores nye skib søsættes til august 2020 som det hidtil mest miljøvenlige skib. Selvom man skal vare sig for de store ord i tider, hvor alle synes at overbyde hinanden i lutter klimavenlighed, mener vi dog at være nået et godt stykke vej.

Historien begynder i det norske skibsværft Ullstein, der har udviklet en særlig skibsfront, kaldet X-bov, til serviceskibe i Nordatlanten, hvor søen ofte er ret voldsom. Bovens særlige konstruktion betyder, at skibet hugger mindre i hård sø og bruger betydeligt mindre energi på fremdriften. Søvejen mellem serviceskib og passagerskib viste sig at være kort, da vi og et par andre entreprenante investorer fandt ideen særlig egnet til nye, miljørigtige skibe, der ligger godt i vandet og give en mere komfortabel sejlads.

De nye skibe er forsynet med ultramoderne Rolls Royce motorer og et computerstyret fremdrift system, der i det mindste på tegnebrættet reducerer CO2 udledningen med 80% og brændstofforbruget med mindst 2/3 i forhold til Albatros´ eksisterende skibe. Engangsplastik vil ikke forekomme og al rengøring og brug af kemikalier vil så vidt muligt være Eco-venligt. Der vil blive serveret bæredygtige måltider og et omfattende genanvendelsesprogram implementeres.

Ocean Victory er 105 meter langt, har 93 udvendige suiter, heraf de fleste med balkon. Skibet er bygget efter de seneste internationale sikkerhedsregler (Solas 2012) og har den højeste isklasse (1A) samt de senest udviklede Zero Speed stablisatorer, der sammen med den specielle X-bov medfører, at skibet ligger meget roligt i vandet i forhold til ældre skibe.  

Vi kommer stadig til at brænde fossilt brændstof af, men altså kun 1/3 af det aktuelle forbrug, hvilket er så langt man kan nå i dag, men vi er klar til de nye eco-brændstoffer, når de forhåbentlig snart sættes i produktion.     

Albatros arbejde med bæredygtighed går helt tilbage til 1990, hvor vi dårligt vidste, hvad ordet betød. Vi havde et veldefineret ønske om, at passe på naturen, sætte så lille et aftryk som muligt og være til gavn for de folkeslag vi besøgte, for hvilet vi fik rejseprisen i 1995. Den foreløbig krone på værket var etableringen af den 100% bæredygtige Karen Blixen Camp i Kenya i 2007, for hvilket vi blev nomineret til Al Gores miljøpris.  

Læs også artiklen i BT her:
Danmark først på den grønne bølge