Verdens bedste Safari er autentisk

22 Feb 2023
Khoka Moya/Mantobeni; Manyeleti Reserve – Kruger januar 2023

Hvor er det bedst at tage hen? Hvad er den bedste safari? Hvor oplever man mest? Der er mange forskellige svar på spørgsmålene, så jeg må nøjes med min egen mening. 

For nogle år siden skabte vi ”Honeyguide konceptet”, navngivet efter den lille fugl, der gennem tiderne har ledt vores forfædre til honningbiernes skjulte stader. Forbilledet var Karen Blixens beskrivelser af safarilivet for hundrede år siden, hvor man rejste sit telt midt på savannen og medfølgende tjenestefolk serverede udmærket mad i bålets skær, mens Mælkevejen flød hen over den fløjlssorte himmelhvælving og løverne brølede i mørket. Det var sådan jeg selv begyndte safarilivet for fyrre år siden, om end jeg selv rørte i gryden, og slog de små telte op. En anelse mere primitivt end baronessen.

Honeyguide camps ligger derfor midt på savannen, omgivet af vilde dyr og uden hegn. Små camps, store telte, masser komfort og herlige måltider, sådan som vi ønsker det i dag, uden at miste atmosfæren, lydene i mørket, stjernehimlen og det blafrende bål. 

Her i denne måned blev jeg rigtigt opmærksom på, at jeg faktisk har et yderligere krav, som bliver mere og mere påtrængende: oprindelig natur, hvor vildtet kan interagere frit og uden væsentlig påvirkning af mennesker. Det var netop sådan jeg oplevede Manyeleti, men har egentlig ikke før tænkt over det.  

Autentisk er blevet en mangelvare i Afrika, for det kræver enorme sammenhængende områder, hvor vildtets naturlige vandringsmønstre kan opretholdes uden forstyrrende bilkøer. I Tanzania har man løst opgaven gennem fredning af store områder som Serengeti, Ngorongoro og Tarangire forbundet af vandringskorridorer. Derfor har vi bygget vores første Tanzania Honyguide Camp i Tarangire, hvor alle vandringsruter synes at mødes, og vildtet vandrer frit ind og ud efter et bestemt årligt mønster.

Albatros første safarirejser til Sydafrika i midten af 1990’erne havde faktisk Manyeleti på programmet, men først nu blev jeg opmærksom på, at Manyeleti opfylder alle betingelser og er en uhyre sjælden autentisk perle, der vil glæde alle safari enthusiaster. Manyeleti er en slags enklave omgivet af Kruger til alle sider undtagen adgangsvejen, hvor det eneste hegn findes. Kun vildtet kan vandre frit ind fra Kruger for her er ingen adgangsveje, og vi kører selv på grus og hjulspor i den eneste private koncession i selve Kruger. Interaktionen mellem storvildtet fører ofte til helt unikke oplevelser. På blot 10 dage i januar 2023 oplevede vi, at følge en leopard på jagt efter en nyala familie, løver nedlægge en bøffel for senere at blive skræmt væk fra byttet af bøffelflokken, To geparder nedlægge en impala lige bag Khoka Moya, men måtte afgive byttet til en hyæne og en flok vildhunde kæmpede en hård kamp med en flok hyæner om et enkelt bytte, 15-20 elefanter gennem campen næsten dagligt, både sort- og hvide næsehorn, 3 familier hornravne, daglige sights af vildhunde, løver, elefanter og gepard. Der var faktisk ikke rigtigt noget vi gik glip af.  Dog skal man altid huske, at jo mere autentisk naturen er, desto større er risikoen for at køre forgæves, fordi vi ikke blander os i naturens gang.

Denne gang gik vi ikke glip af noget, og alle billeder af vildt i denne blog stammer fra denne uge.