20 Jul 2014
Søren og Berit er på ekspedition til Nordpolen med den russiske nukleare isbryder ”50 years of Victory” Søren blogger undervejs, når der er internet adgang. Her kommer tredje del af bloggen.
Vi har god tid over Barentshavet, hvor den massive grå dis giver kedelige fuglebilleder. Jeg prøver alligevel, for man skal godt nok tage en del fugle i flugt,før bare et foto sidder i skabet. Vi står længe på dækket, noget kunne jo dukke op, og lige under stævnen kan man både stå i læ og se lige frem, uden at vinden river huen af en. Med regelmæssige mellemrum dukker sæler og vågehvaler op af det mørke, fløjlsbløde hav. Ikke til at fotografere. Enten er vi for langsomme,afstanden for stor eller også driller tågen. Søfolkene siger, at Barentshavet er et diset hav, hvor klart sigt er en sjældenhed, hvilket formentlig beror på det relativt varme vands kollision med isen i nord. Når vinden kommer fra nord,blæses den kolde, tørre luft ned over Barentshavet, og suger en masse vand op under opvarmning og udvidelse. Det må jo give dårlig sigt. Vi er ikke så mange på dækket, de fleste gemmer sig i kahytterne eller på broen, hvor man ikke behøver at medbringe sin varme parka. Mange er utroligt berejste, og de gode historier flyver i vinden uden pral eller enkeltes ulidelige trang til at overgå andre. De rejsende er gennemgående meget overskuds agtige, hjælpsomme og ukritiske overfor bagateller. De er bare glade og taknemmelige for også at have denne mulighed.
Jeg stiftede bekendtskab med Jens Munk i 1968 som 16-årig. Mødet foregik bogstavelig talt i en container på Asiatisk Plads i Strandgade, hvor min far havde snedkerværksted lige oven over bødkeren. Gnubbede man savsmuldet af værkstedets vinduer, kunne man se det smukke Tjald ur, rute-, fragt- og passagerskibet, der bandt Syddanmark sammen med rigets Nordatlantiske øer, Færøerne. Skråt overfor havde grosserer Ove Skipper sit kontor i en besynderlig lille tilbygning klasket op ad et pakhus. Ved Skippers død blev hans enorme bogsamling simpelthen smidt i affaldscontaineren, hvorfra vi skovlede det billige brændsel op i familiens altid over belæssede Sköda. Det skete nogenlunde samtidigt med Tjaldurs beklagelige svanesang, eller måske skulle jeg skrive strandskade sang,for det er, hvad Tjaldur betyder på færøsk. På dansk blev ordet i øvrigt forkortet til ”Tjald” – et slangudtryk for hash, der netop blev ”forhandlet” idet skumle pakhus miljø.
Skippers samling indeholdt blandt andet Jens Munks logbog ”Navigatio Septentrionalis” med en beskrivelse af hans søgen efter Nordvestpassagen på vanskeligt, gammelt dansk og gotiske bogstaver, som jeg næsten ikke kunne stave mig igennem. Heldigvis er mit eksemplar udgivelsen fra 1883, hvor P. Lauridsendels giver en kort biografi, et historisk rids og kritisk beskriver kilder og tidligere afhandlinger. Navigatio danner grundlag for Thorkil Hansens helt enestående biografi ”Jens Munk”, men supplerer fortællingen med et utal af andre kilder og får sat en fantastisk historie sammen.
I 1608 havde Jens Munk allerede haft en lang karriere som sømand med sans for handel og ubrydelig loyalitet overfor sine ejere og chefer. Han kunne derfor købe sit eget, billige skibog gik i kompagniskab med Jens Hvid. Sammen ville de på hvalfangst omkring Svalbard, som Barents netop havde opdaget 11 år før. Hvaler og elfenben fra narhvaler og hvalros var nogle af de mest givtige handelsobjekter, og tilmed gratis i indkøb for en driftig sømand. På sin 30 års fødselsdag den 3. juni sejlede Munk i eget skib langs Norges kyst på vej mod Novaya Zemlya, men vinteren kom lynhurtigt og hårdere end normalt.
Den 24.juni nåede han til Kolguyev sydøst for vores aktuelle position, og beretningen fra denne tur kendes fra Munks egen logbog, der som vanligt blev ført medrettidig omhu. De fandt nogle kors, men ingen levende mennesker, og ganske få sømile ude i havet mødte Munk drivisen. Vind og is truede skibet, men det lykkedes at få hele besætningen i læ på Kolguyev. Munk indså, at de var fanget i en fælde,for i løbet af få timer ville isen lukke dem inde. Mens Munk desperat forsøgte at komme fri mod syd, omringede isen skibet. Det gamle, klinkesyge skib blev mast sammen, og Jens Munk nåede lige at få alle forsyninger i båden, inden han så seks års sammensparet kapital forsvinde i ismasserne, som Thorkil Hansen formulerer det. Tilbage til nulpunktet.
Munk byggede sin jolle om med sejl og forstærkning og forsøgte flere gange at nå frem til Kanninæsset, hvor Jens Hvid som aftalt ventede. Det lykkedes Munk at tilbagelægge de 123 sømil og 21. juli mødtes de to kaptajner og returnerede til København, hvor Jens Munks vovemod og evne til at få alle mand med hjemformentlig har været det store samtale emne i det daværende provinsielle Kongens København.
På dette tidspunkt forestillede man sig, at Kina lå relativt kort herfra
I begyndelsen af foråret 1610 forelå kong Christian d. 4´s skriftlige instruks til Jens Munk som nyudnævnt kaptajn. Han skulle sejle med skibene Angelibrand og Rytteren mod Novaya Zemlya, og søge efter tran og andre gode ting, til skibet var fyldt op eller fortsætte med at indsamle så meget som muligt indtil den 1. september. Undervejs skulle han søge nordpå til 76 grad,eller så langt han kunne nå for is, og på returen skulle han løbe en dag eller to ud i Vaygachstrædet, hvor Barents stoppede, som jeg tidligere har omtalt.
På dette tidspunkt forestillede man sig, at Kina lå relativt kort herfra. Munks tur mindede en del om Barents, men gode, gamle Christian Firtal ville ikke nøjes med opdagelse og vovemod, han ville også have skillingerne i kassen. Vintrene var imidlertid meget hårde i de år, og producerede mere is enden sommer kunne nå at smelte. Selvom Munk afsøgte alle muligheder, lykkedes det ham ikke at trænge ned i Barentshavet, og han turde heller ikke risikere kongens orlovsmand, så han måtte vende hjemad med uforrettet sag. Han fik dog begge skibe fyldt op med usaltet, tørret fisk, så der kom lidt penge på kistebunden. Lasten var yderst eftertragtet i hovedstaden, hvor man ellers kun kunne få saltfisk. Trods fiaskoen udnævnte kongen Munk til orlovskaptajn med en fast løn af 200 rigsdalere årligt.
Den danske konge havde god brug for kaptajner, flåden var nemlig udvidet siden hans kroning i 1596 fra beskedne 22 fartøjer til 276 registrerede fartøjer, hvilket var en flåde i den tunge verdensklasse. Kongenville erobre verden og i første omgang Sverige, der i 1607 havde opkrævet skat i midnat solens land, og svenskekongen havde nu den frækhed at kaldte sig lappernes konge, og svenske søfolk sejlede sågar i nordlandene og herunder Barentshavet, Christians personlige ejendom – mente han!
