7 Aug 2014
Den 4. august 2001 havde jeg fornøjelsen at lande på Kap York 75.54 N 66.27 W i Vestgrønland som ekspeditionsleder for et halvt hundrede eventyrlystne gæster ombord på ”Grigoriy Mikheev”, et russisk ekspeditionsskib bygget i Finland.
På udturen mod Thule og Kennedy strædet sejlede vi forbi Kap York med halvdårligt sigte. Heldigvis artede vejret sig helt anderledes på returen, og vi fik en eftermiddag og aften med knaldblå himmel og bragende sol. En herlig landgang på det historiske sted, hvor vi satte zodiak-flåderne ind på lavt vand og kunne gå næsten tørskoet i land. En panoramarute med gletsjer landskaber og glødende klipper, der spejlede sig i det mørke hav sammen med isfjelde og enorme sværme af søkonger (en alkefugl), mens en afslappet remmesæl gloede undrende på invasionsstyrken.
Mit mere personlige mål var Peary monumentet på toppen af det 445 meter høje forbjerg, som vi, to mand, besteg på en god times tid og krydsede en lille, sjappet gletsjer, inden vi nåede frem til det 15 - 18 meter høje monument for polarforskeren Robert Peary (1856-1920). Den berømte Peary, der muligvis, muligvis ikke, var første mand på Nordpolen. Højden på monumentet varierer lidt alt efter kilden, men sandt at sige målte jeg ikke efter. Derimod tillod jeg mig at etablere en beskeden Albatros varde ca. 100 meter neden for monumentet i sydøstlig retning.
Umiddelbart forekommer det vanvittigt at bygge et gigantisk monument et sted, hvor ingen kommer. Jeg vil næsten gætte på, at vi var de første egentlige turister på stedet, selvom lokale fangere og tjeneste gørende på Thulebasen naturligvis har været forbi. Der er dog ingen tvivl om, at netop Kap York har spillet en afgørende rolle som udgangspunkt eller måske nærmere vartegn for de fleste af Pearys rejser i Arktis og herunder Nordpols forsøgene, selvom basen blev flyttet fra Grønland til Canada. Pearys sidste og mest vellykkede forsøg på at nå Nordpolen i 1909 gik netop ud fra Elles mere Island, adskilt fra Kap York af Davis Strædet. Under alle omstændigheder gjorde denne ekspedition Peary til amerikansk admiral og polar helten over alle andre.
Tolv år efter Pearys død i 1920 insisterede Pearys gamle kaptajn på flere ture i Arktis Robert Bartlett på, at Amerikas helt fortjente sit eget, ultimative mindesmærke og ankom derfor til Kap York med sit skib, skonnerten ”Effie M. Morrissey”, 14. juli 1932 fyldt med byggematerialer samt den praktisk anlagte videnskabsmand Ralph Leroy Belknap, hvis fortsatte ekspedition Bartlett også havde finansieret som tak for indsatsen.
En Amerikansk arkitekt havde tegnet, hvad der oprindeligt var tænkt som monumentet, en 23 meter høj sekskantet obelisk, støbt i beton med marmorplader i toppen. Arkitekten havde dog gjort regning uden vært, for klimaet her kræver meget avancerede betonteknikker. Heldigvis havde den praktiske Belknap også rådfor det, så han fik bygget et noget mindre, trekantet monument af tilhuggede lokale sten, og 17. august kunne de afslutte værket med en aluminiums dorn på toppen.
En anelse vel amerikansk at bygge et monument i et fremmed land, men helt i tråd med Pearys ånd, for han gjorde stort set hvad det passede ham, hvor han kom frem. På sin første af fem ekspeditioner i området mellem 1886 og 1897 startede han eftersøgningen af de sjældne meteorsten, som man allerede vidste måtte være i området. I 1894 lykkedes det ham at finde verdens hidtil tredje største meteor, Ahnighito, på 31 tons, som antages at være en stump af en kæmpemeteor på 100tons, som er eksploderet i de højere luftlag og bogstaveligt regnet ned over Kap York for omkring 10.000 år siden. Meteoren kan i dag ses på American Museum of Natural History i New York, der købte den af Peary for den nette sum af40.000 dollar. Navnet betyder ”Telt”, men hvorvidt hans datter Marie Louise Ahnighito blev døbt før eller efter meteoren, ved jeg ikke. Begivenhederne lå meget tæt på hinanden. Peary fandt yderligere to større meteorer ”Kvinden” og”Hunden”, og alle tre blev under møje og besvær indskibet og bragt til New York i 1897.
Det øvrige - ikke klatrende - selskab nød det storslåede landskab fra vores lille landingsplads nordvest for forbjerget, turens bedste fuglelokalitet med masser af søkonger, rider (en mågeart) og gråmåger.
Derfor besøges Kap York hyppigt af fangere fra den nærmeste bygd, Savissivik, der netop ligger på Meteorit ø, hvor de fleste meteorsten er fundet. Søkongerne indgår i deres lokale delikatesse, kviviaq eller syltet søkonge, som fremstilles af hele søkonger, indrullet i en udhulet sæl med spæk og hengemt i et år eller mere til det hele får en duft og smag, der minder om grøn skimmelost. Jeg erkender en vis fejhed, for jeg har aldrig vovet at smage, men har sidenhen erfaret, at en del grønlændere er døde af pølseforgiftning af den slags skattede delikatesser.
Savissivik betyder frit oversat ”Stedet, hvor man kan finde jern”, og det var kendt af hele den nordlige inuit kultur fra det vestlige Canada til Diskobugten i hundreder år før Peary ”fandt” det kostbare jernmateriale som meteoritten består af. Eskimoer eller inuitter kom langvejs fra på deres hundeslæder for at finde jernsten, som blev banket ud til harpun- og pilespidser, knive og meget andet. Materialet var så sjældent og kostbart, at man kun bankede en æg ud af det og fastgjorde denne i andet materiale som eksempelvis ben, tand eller horn. Sporene af de fjernede meteorer er tydelige, for rundt omkring finder man i dag store mængder af fremmed, særligt hårdt stenmateriale, som befolkningen har slæbt med langvejs fra for at slå fliser af de enormt hårde jernmeteorer.
Peary fik lokale inuitter til at vise sig deres hemmelige sten, som andre ekspeditioner allerede havde ledt forgæves efter, og så stjal han dem. Peary skyede ingen midler for at tjene penge til sine eventyr eller skabeopmærksomhed omkring dem, hvilket på daværende tidspunkt var det samme som penge. Han åbnede inuit grave og tømte dem for indhold, der kunne sælges tilhans hovedsponsor Morris Jesup fra Naturhistorisk Museum i New York, og hjembragte6 inuitter, deraf 3 børn, med til udstilling i New York, hvor fire døde af influenza inden for et år.
Han vidste udmærket, hvad han gjorde, for i de mellemliggende år havde han lært meget af befolkningen. Han havde lært, hvordan man bygger en iglo, kørte hundeslæde, klædte sig og fangede; han havde stort set lært, hvad der er nødvendigt for at klare en Nordpolsekspedition.
Det store spørgsmål er, var han her, lige her, har han stået på samme sted som jeg?
Så var der lagt op til det helt store mediedrama, som folk elskede og som solgte aviser
Der har, så vidt jeg kan læse mig til, altid stået en vis tvivl om hans Nordpolsrekord, men man skal nok også tage i betragtning, at han med vore dages øjne har været så ekstremt ubehagelig og usympatisk en person, at det er fristende at nedgøre ham. Efter sin første Grønlandsrejse i 1886, hvor han forgæves forsøgte at krydse indlandsisen, skrev han til sin mor, at han nu var blevet kendt, og at hans næste tur ville gøre ham verdensberømt. ”I must have fame”, så jeg kan forme min egen tilværelse og ikke bare følge med strømmen,skrev han til sin mor, som han havde været alene med siden tre års alderen. Flere forfattere peger på det egocentrerede og ødipale forhold til moderen.
Den 7. september 1909 lød overskriften i New York Times: ”Peary opdager Nordpolen efter otte forsøg over 23 år.”. Historien havde Peary sendt fra Indian Harbouri Labrador, men blot en uge tidligere lød overskriften i New York Herald:”Nordpolen er opdaget af Dr. Frederick A. Cook”. Denne havde på daværende tidspunkt været forsvundet et år i Arktis, men nu vendte han tilbage med påstanden om, at han havde nået Nordpolen i april 1908, et år får Peary.
Så var der lagt op til det helt store mediedrama, som folk elskede og som solgte aviser. Et drama i klasse med Scotts og Amundsens forsøg på at nå Sydpolen først, og som i lige linje førte tilbage til de store dramaer fra Afrikas udforskning som kampen for at finde Nilens kilder og Stanleys forsøg på at finde Livingstone.
Det besynderlige er, at Cook efterhånden forsvandt helt ud af historien, mens Peary stod tilbage som den reelle opdager af Nordpolen. Hvad skete der? For Pearys dokumentation var absolut ikke en 100 procents sag, og tilstrækkelig svag til at holde kritikere i gang gennem alle årene.
Cook og Peary møder hinanden, da Peary søger en læge til sin anden Grønlandsekspedition. Cook har netop afsluttet sin lægeeksamen, og samtidigt er hans kone og barn døde i barselsseng. Ekspeditionen forløber glat, men der er ikke en særlig god stemning mellem topchefen og de øvrige deltagere, som Peary helst ser reduceret til netop anonyme hjælpere, der ikke har krav på særlig behandling. Cook skal ikke nyde mere af Pearys ekspeditioner, og takker pænt nej til den næste, specielt fordi han ikke må publicere noget før Peary, selvom det er et andet objekt, etnologi, han vil beskæftige sig med. Cook begynder at koncentrere sig mere om Antarktis for ikke at støde ind i Pearys Nordpols ambitioner – han fornemmer allerede, at det vil give anledning tilballade.
Det er hårdt arbejde at blive amerikansk polarforsker. Der har allerede været alt for mange statsfinansierede, tragiske ulykker i de kolde områder, og hvad skal man i øvrigt dér? Amerikanske politikere er ikke synderlig interesseret i at finansiere flere ekspeditioner, man ser ikke de store muligheder i ”return of investment” og der er heller ikke stemmer i flere fiaskoer. Både Peary og Cook må arbejde hårdt som pengeindsamlere. De skriver bøger, artikler, holder foredrag og sponsorbanketter, sælger etnografika og etablerer eksklusive ”Polar-klubber”, hvor interesserede kan kvalificere sig til at følge med deres helte, mod betaling naturligvis. Cook lejer et gammelt lig af et skib og arrangerer et Arktisk Cruise, der er ligeved at gå ned med mand og mus, og da han har svært ved overhovedet at komme til Arktis og vinde sine sporer, forsøger han som den første at bestige Mt. McKinley i Alaska.
Cook starter sin Nordpolsekspedition i juli 1907 fra Annoatok i Smith Sound i Nordvestgrønland omkring 79 grader nord, altså lidt syd for Albatros’ sejlrute til Hans Ø på omkring 80 grader nord. Her overvintrer han og starter sin 14 måneder lange odyssé i februar 1908 med 11 lette hundeslæder med lokale hundeførere, der sendes retur til Grønland efterhånden som ekspeditionen skrider frem og forsyningerne tørrer ud. Han følger en rute foreslået af den navnkundige Otto Sverdrup, som vi allerede kender fra ”Fram”, men i mellemtiden har han ledet en ny arktisk kortlægnings-ekspediton fra 1898 til 1902. Ruten går over Ellesmere indtil man møder havisen. Efterhånden er Cook alene tilbage med to inuitter, Etukishook og Ahwelah. De kører 360 miles til Nordpolen på 24 dage eller ca. 15miles pr. dag. Cook beskriver detaljeret isforholdene omkring Nordpolen, som indtil da jo var temmelig kendt, hvilket hans tilhængere anfører som bevis for,at han nåede Nordpolen. Lidt tyndt argument, for forholdene ændrer sig ikke –så vidt jeg kan se – de sidste par hundrede kilometer før Nordpolen. Der er hverken særlige isskruninger, is eller vejskilte. Den 21. april 1908 anfører Cook i sin logbog, at han har nået Nordpolen. Hans følgesvende har ikke så meget styr på sekstanter, at de kan bekræfte observationerne. Herefter tager Cook tilbage mod den sikre grund under fødderne og de udlagte depoter, men han opdager snart, at isen ikke, som forventet, driver øst men mod vest, hvilket vil sige at de går i land langt fra de udlagte depoter, og vinteren er snart over dem. De graver sig ned på bedste inuit vis, klarer sig ved jagt med gevær og senere med spyd, da de løber tør for ammunitionen. I februar er isen frosset i Smith Sound og de kan krydse over til sikkerheden i den nordlige bygd Annoatok, syd for Etah. Bygden er senere nedlagt.
Cook rejser videre med hundeslæde til Upernavik og derfra videre med skibet ”Hans Egede” til København, hvor han modtages af Frederik 8., der allerede er orienteret om hans indsats, som i øvrigt blev telegraferet til New York fra et stop i Lerwick. I mellemtiden ankommer Peary til Annoatok med sit ekspeditionsskib ”Roosevelt”. Her hører han, at Cook har været på Nordpolen, tilsyneladende et år tidligere, og han begynder straks at afhøre Cooks medhjælpere for at samle beviser mod ham. Det forlyder endvidere,at han nægtede at tage Cooks bøger og instrumenter med til New York.
Pearys egen ekspedition var efter otte forsøg forløbet glat og i øvrigt noget mere spektakulært end Cooks med 50 mænd og omkring det samme antal tungt lastede slæder samt 246 hunde. Han medbragte ingen både og måtte derfor vente gang på gang, når isen åbnede sig. Alligevel klarede han 280 miles på en måned svarende til 13 miles dagligt, når man trækker ventetiderne fra. Omkring 134 miles fra Nordpolen, sendte Peary de sidste hjem med undtagelse af det sidste team på 4inuitter og hans trofaste mand Matthew Henson, som tjente Peary trofast i 30 år og var med på alle ekspeditionerne siden 1891.
Løgnen starter Cooks deroute
Peary nåede Nordpolen 6. april 1909 og målte positionen med sin sekstant, men han havde altså heller ikke nogle med, der kunne bevidne bedriften. Hverken Henson eller inuitterne havde forstand på at bestemme positionen med teknologiens nøjagtighed.
Cook bliver modtaget med det klassiske triumftog, som New York traditionelt hylder sine helte med, men snart begynder Peary på sin smædekampagne, der i førsteomgang ikke giver ham mange points, for avisernes læserundersøgelser taler sit tydelige sprog. Cook er helten og Peary en kedelig, misundelig fyr, derfor søger at beklikke Cooks dåd. Men Peary kaster det første stærke kort på bordet: at Cook har løjet om sin bestigning af Mount McKinley. Cook tog kun turen (han var der to gange) på bjerget for at vinde berømmelse og skaffe penge, og han var bogstavelig talt bragt til tiggerstaven ved det andet forsøg,hvor han blev væk fra den øvrige ekspedition sammen med en lokalguide, og korttid efter dukkede de op, og fortæller de måbende deltagere, at de lige har været en tur på toppen. Der er i dag bred enighed om, at de ikke har haft den fornødne tid og at Cook har løjet. Løgnen starter Cooks deroute. Peary skubber yderligere på med erklæringer fra Cooks inuitter om, at de aldrig er nået frem til Nordpolen. Efterhånden svinger offentligheden til fordel for Peary, og Cook går ned med stress og depression. Peary bliver officielt anerkendt som Nordpolens opdager af den amerikanske kongres, får medaljer, titler og en god pension som kontreadmiral, men der er ikke enighed om hans indsats, og han måleve videre med mange menneskers skepsis, og trækker sig mere eller mindre tilbage fra offentligheden. Cook går ind i olieindustrien og idømmes en lang fængselsstraf for aktiesvindel, og lever sine sidste år tilbagetrukket fra offentligheden, men opnår dog fuld benådning af den amerikanske præsident inden sin død i 1940, 75 år gammel.
På Smithsonian Institutions hjemmeside ligger et sammendrag af Bruce Henderson store værk: ”True North, Peary, Cook and the Race to the Pole.” Henderson har taget parti for den charmerende Cook og bagatelliserer alle historier, der peger mod en karakterbrist, hvorimod John Maxtone-Graham er mere tilbøjelig til at betone Cooks mangler sin bog ”Safe Return Doubtful”. Maxtone-Graham lader dog tvivlen om begges indsats stå som sidste ord.
I 1989 konkluderede et hold eksperter fra National Geographic Society, at Peary havde været på Nordpolen eller i de mindste inden for en radius på 5 miles, hvilket skygger på fotografier og hans hav dybdemålinger pegede på.
Tvivlen består formentlig evigt, og mere end hundrede år efter er det stadig en forsidehistorie, når nye forskere kloger sig på materialet, men Peary har været på Nordpolen eller meget tæt på – tror jeg. Jeg tror simpelthen ikke på, at han har været indenfor en radius af 100 miles fra Nordpolen – som de fleste synes at væreenige om – uden at gennemføre. Alt i hans karaktertræk tyder på, at han ville have sat de sidste kræfter ind på at nå målet.
Tænk, hvis de to kamphaner havde samarbejdet og delt æren, sikke et liv de kunne have haft. Under alle omstændigheder lukkede historien effektivt af for flere Nordpolsforsøg, og først da Ralph Plaisted fra USA kørte i snow mobil til Nordpolen i 1968, har vi en sikker beretning fra en, der har stået på Nordpolen.
Den amerikanske atomubåd USS ”Nautilus” har også nået Nordpolen. Det skete neddykket 3. august 1958, men det forblev i mange år en stor hemmelighed.
