Franz Joseph Land

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
19 Aug 2014
Isen var tættere og voldsommere end forventet og det hele var indhyllet i tæt tåge, da vi nærmede os Franz Joseph Land, hvor vi ankom 8 timer senere end planlagt ved Kap Fligely på Rudolf Island, Franz Joseph Lands nordligste ø og dermed også Europas nordligste udpost.

Isen lå tæt pakket om øen, hvor vi iøvrigt så de første store isbjerge. Øen fremstod som en række mørke punkter,nærmest en slags forurening, på en enorm gletsjer, der strakte sig højt og voldsomt på begge sider af de mørke pletter, der skulle bestiges efter landgang.  Under de aktuelle forhold var zodiaks (gummibåde) ikke meget anvendelige, men det ville formentlig væremuligt at gå i land, med en anelse forsigtighed og en større portion mod. Modet overlader vi dog til andre og snupper helikopteren ind til fast grund.

Franz Joseph Land er en af de sidst opdagede landmasser, og verden kendte ikke til øernes eksistens for bare 150 år siden, men den russiske videnskabsmand N.G. Schilling mente så tidligt som i 1865, at de relativt milde isforhold i Barentshavet, kun kunne forklares på baggrund af en større ukendt landmasse, hvilket han jo havde ret i. Det forekommer dog usandsynligt, at der ikke har været fangstfolk forbi på tidligere tidspunkter. I flere hundrede år, var det ”nye” fangstområde omkring Svalbard blevet vældig populært hos talrige europæiske kaptajner, der øjnede en gevaldig gevinst fra hval-, sæl- og hvalros fangst. Mange formuer blev grundlagt gennem fangst i de kolde havområder. Alle ledte naturligvis efter ny og særligt givtige havområder og uopdagede kyster med interessante fangstbestande, men var naturligvis ikke just meddelsomme, når de fandt dem.  Det vides, at to norske sælfangere Nils Fredrik Rønnbeck og Johan Petter Aidijärvi besøgte øerne i 1865, men undlod - som formentlig en del andre - at berige verden med denne nyhed. Den første detaljerede beskrivelse stammer fra den østrig-ungarske nordpols- ekspedition i 1873 ledet af Julius von Payer og Karl Weyprecht , der naturligvis navngav øerne efter deres kejser Franz Joseph. Østrig-Ungarn var på det tidspunkt en betydelig europæisk stormagt, men var jo nogle hundrede år bagud, når det drejede sig om at skaffe sig kolonier og sætte sit præg på verdenen i forhold til eksempelvis England, Frankrig og Rusland. Derfor blev der åbnet for det kejserlige skatkammer til den slags spektakulære forehavender. Ekspeditionen havde til formål at forsøge at nå Nordpolen, som den slet ikke kom i nærheden af, samt at udforske den nordøstlige passage, som den heller ikke fik meget ud af, men til gengæld fik man lavet den førstegrundige beskrivelse af den ukendte landmasse. Det næste besøg var af ingen ringere end ”Willem Barentsz”, en hollandsk skonnert, opkaldt efter den berømte søfarer Willem Barentsz (ca. 1550-1597), et yderst passende navn.   

Øriget består af 191 øer, der tilsammen dækker sølle 16.134 kvadratkilometer (dobbelt så stort som Sjælland og Lolland-Falster) og disse øer ligger i et havområde på 375 x 234 kilometer, altså 87.750 kvadratkilometer, eller dobbelt så stort som Danmarks land areal. Den største ø, George Island, dækker et areal på 2.741 kvadratkilometer eller lidt mindre end Fyn. Vi sejlede først gennem ”hovedstrædet”, kaldet British Channel, der iøvrigt var fuldstændigt indtaget af hvalrosgrupper, der lå på isflagerne som om de var drysset ud med rund hånd. De få heldige så også en gruppe narhvaler foran boven. På returen gik vi gennem Austrian Strait og Markham Strait, hvor en flok grønlandshvaler dukkede op. På et tidspunkt havde vi grønlandshvaler på begge sider af skibet. Det er første gang, jeg oplever denne sjældne hval, den sidste på min liste over sete større hvaler, Desværre er den ikke helt så publikumsvenlig som pukkelhvaler, men de fremviste dog halerne med jævne mellemrum, selvom afstanden var beklagelig stor.   

Der er ikke meget land at se, for øerne er bogstavelig talt dækket af is. Omkring 85 procent af al landmasse er dækket af gletsjere, der mange steder glider direkte ned i havet uden at efterlade så meget som en meterstribe land. I høj grad et gæstfrit område, der minder mig om Melvillebugten i Nordvestgrønland; et smukt syn i solskin fra en skibsside, men et yderst ubehageligt sted at overvintre. Højeste punkt på øerne er 670 meter over havets overflade på Wilczek Island. 

Vores landgang på Kap Fligely på Rudolf Island gik ikke helt som forventet. Inden helikopteren nåede at bringe alle sikkert tilbage på skibet, sænkede en tyk tåge sig over øerne og havet omkring os. Som jeg tidligere har forklaret, er tåge noget man skal forvente på disse breddegrader, og derfor begyndte hver eneste landgang med landsætning af overlevelsesmateriel, som vi altså fik brug for i dette tilfælde. Der var intet andet at gøre end at samle de resterende 15 deltagere på et solidt underlag og dække dem til med ”space blankets” og andet isolerende materiale og afvente bedre tider. Bedre tider opstod heldigvis lidt over midnat efter omkring 6 timer i nødtvungen bivuak, tågen lettede og de sidste deltagere kunne returnere til skibet og varmen en oplevelse rigere. En ganske lille forsmag på Fridtjof Nansen og Hjalmar Johansens vinter i en selvbygget hytte af sten, hud og is. Dog uden selv at skulle jage føden.      

Da først Franz Joseph Land var kommet på verdenskortet, fulgte ekspeditionerne slag i slag, om end det fortsat ikke var en nem opgave at bevæge sig rundt i havet fyldt med is, hvilket et vrag ud for Kap Flora vidner om. Vraget er den 129,6 fod (omkring 40 meter) lange bark ”Eira” på 240 tons, som blev ejet og sejle af en af historiens største, men glemte polarforskere, englænderen Benjamin Leigh Smith (1828-1913). Skibet blev knust mellem to isbjerge 21. august 1881, omkring 15 år før det berømte møde mellem Frederick Jackson og Nansen på samme sted.

Leigh Smith var en yderst beskeden mand, der ikke selv publicerede noget eller holdt foredrag om sine bedrifter. Hans betydelige videnskabelige resultater blev i reglen leveret af andre ekspeditionsmedlemmer, men alligevel opnåede han en vis berømmelse og stor anerkendelse af sin samtid. I dag er han dog gledet ud af de fleste polar antologier og ikke mindst populære foredrag, hvor de gamle avisklassikere som Nansen, Amundsen, Peary og Scott ser ud til at tegne det hele.

Benjamin Leigh Smiths første ekspeditioner gik til Svalbards mest øde og ukendte kyster i 1871, 1872 og 1873, hvor han opdagede og beskrev kyster, øer, flora, fauna og geologi. Undervejs sejlede han forsyninger til Nordenskiölds ekspedition i nordøstpassagen, og han opdagede en varm understrøm på 0,6 grader i 457 meters dybde. Denne opdagelse førte ham til to konklusioner, at Barentshavet måtte være sejlbart og at jorden var under global opvarmning. I 1880 og 1881 sejlede han videre fra Svalbard ind i Barentshavet til Franz Joseph Land med ambitioner om at nå Nordpolen, men nåede altså aldrig meget længere end til Kap Flora, den yderste sydspids af Franz Joseph Land. På hans anden tur blev skibet som nævnt knust af is, det gik ned på bare to timer, og mandskabet fik uhyre travlt med at redde flest mulige forsyninger i land. De fik bygget en hytte på næsten samme sted som Nansen og Johansen og klarede sig på samme vis med fangst. Da foråret oprandt, gik de ombord i skibets fire redningsbåde med nye primitive rigninger produceret af klude og tøjrester fra ”Eira” og sejlede i løbet af trevanskelige uger i storm og is til Nova Zemlya, hvor de blev opsamlet af toskibe, ”Kara” og ”Hope”, og sejlet tilbage til England. På dette tidlige tidspunkt var sandsynligheden for at møde skibe i det nordlige øhav stort set nul, så deres eneste overlevelsesmulighed lå netop i at sejle til det beboede Nova Zemlya, som mange fangere anløb.

Da øerne efterhånden var velbeskrevet og kortlagt, blev de en tid centrum for Nordpolsekspeditioner som eksempelvis Walter Wellman-ekspeditionen i 1898, der trods store midler sponseret af National Geographic Society endte i død og fiasko. Umiddelbart efter fulgte en ny fiasko med den italienske hertug Luigi Amedeo ombord på ”Stella Polare”, der var tæt på at blive skruet ned, og i øvrigt heller ikke nåede nogen vegne. Ekspedition på ekspedition stoppede på øerne, ofte under stort drama og ingen kom nogensinde ud af flækken, før atomisbryderen ”50 years of Victory” og hendes atomare forgængere.