Vinter i Manyeleti – Khoka Moya og Mantobeni
Det er bare ikke sket endnu, for året har heldigvis bragt mere regn med sig, så alt er fortsat grønt fra tue til trætop, og dagene er temmelig hede, varme nok til shorts, T-shirt og bare fødder i sandalerne. Aftnerne er køligere, men jeg har stadig ikke brug for min flis. Alt er usædvanligt, men det er det vistnok altid.
Mere usædvanligt er den enorme mængde elefanter, der trænger sammen om vores Camps Khoka Moya og Mantobeni. Der er masser af grønt at spise og permanent rent vand i vores pools, så elefanterne har ingen grund til at bevæge sig alt for langt væk. Flere gange dagligt samler fem, seks gigantiske hanelefanter sig om poolen i Khoka Moya for at få en tår frisk vand, og selv den største gæst må føle sig en anelse lille, når han kigger op på seks gange seks tons med snablerne stukket godt ned i poolen 2-3 meter væk. En kvinde på en af liggestolene kigger spørgende og lettere skræmt på mig. Med en let håndbevægelse viser jeg hende, at hun bare skal forholde sig roligt og hvisker til hende, at elefanterne ikke bryder sig om noget, mennesker har fremstillet, og derfor heller ikke går op på vores dæk. Men lettere skræmmende er det, måske meste fordi elefanterne også føler sig lidt usikre på vores tilstedeværelse. Hver gang jeg træder en anelse frem, begynder en eller to at vige. Vores receptionist visker til mig, at vores manager beder mig om at skræmme elefanterne væk fra poolen, hvilket jeg nægter kategorisk. Hvis nogen skal skræmmes, kan han selv gøre det. For det første er det os, der er de fremmede her, hvornår er gæsterne begyndt at smide værten ud? For det andet skal man være varsom med at skræmme elefanter, for de husker netop som elefanter. Høje lyde og fagter vil skræmme dem væk, men de husker den ubehagelige lyd og dårlige lugt til en anden god gang, og sandsynligheden for et gensyn med en af dem en mørk aften på vej mellem restauranten og teltet er ganske stor. Det samme gælder sandsynligheden for, at elefanten vil skille sig af med en ubehagelig myg, når lejlighed byder sig.
Mens de gamle hanner sidder på snapsen i poolen, er trængslen af elefanter omkring vores vandhul taget til. En halv snes mindre hunner med unger må tage til takke med det mindre lækre, om end oprensede spildevand i vandhullet foran restauranten. Elefanter har en veludviklet smag. På et tidspunkt kan jeg tælle 36 elefanter inde i Khoka Moya, allevegne mellem telte og bygninger skimter man den grå, rynkede hud og den evigt arbejdende snabel. Elefanterne bevæger sig øjensynligt frem og tilbage mellem vores to camps Khoka Moya og Mantobeni, mens de spiser undervejs og stiller tørsten, inden de returnerer til den anden camp. På Mantobeni har vi været lidt mere forudseende og bygget en minipool til elefanterne med overløbet fra den store pool, så man kan sidde lidt mere roligt i poolen og kigge ned på elefanterne, men det er ofte svært at komme til vores vandhul med skjul, da stien stort set hele tiden er spærret af elefanterne. Heldigvis har vi stadig masser af andet vildt gående omkring som eksempelvis en lille gruppe nyala hanner, der dog må snige sig en tår vand i ny og nær, da deres større kollegaer er en anelse besidderiske.
Elefanterne er her hele året, men i en kort periode sidst i februar og marts forsvinder en god del af dem dybt ind i naboområdet, den offentligt tilgængelige del af Kruger, hvor der står en lille amarulaskov med friske modne frugter. Elefanterne elsker amarulatræets frugter, der også bruges til at fremstille en sød cremet likør. Der har længe været en disput om, hvorvidt nogle elefanter bliver fulde af at spise halvrådne frugter på jorden. Når frugterne falder ned og begynder at rådne, dannes en anelse alkohol inden i frugtkødet, som muligvis kan påvirke elefanten. Nogle forskere afviser påstanden med henvisning til elefanternes enorme størrelse og den relativt beskedne mængde frugt og dermed alkohol, der indtages, men producerer man ikke det alkoholnedbrydende enzym, kan man blive beruset af selv yderst små mængder, en situation vi kender fra mennesker. Så måske er der alligevel noget om snakken.
