Den syge kamp om næsehornets horn

18 Feb 2019
Kampen mellem krybskytter og krybskyttejægere er i de senere år eskaleret voldsomt, uden at det har givet genlyd i verdenspressen, da hverken krybskytter eller park- og turistmyndigheder har interesse i denne form for eksponering

I dag er overvågningsfly, veltrænede blodhunde, automatvåben, hemmelige lytte- og overvågningscentraler samt supermoderne elektronik blevet vigtige ingredienser i denne kamp, der næsten tåler sammenligning med en lille borgerkrig. Eskaleringen sker på begge sider, hvor den ene side primært sponseres af private midler fra fonde og privatpersoner, mens den anden finansieres af tilsvarende eskalering af prisen på næsehorn.

Tidligere koncentrerede krybskytterne sig om at skyde næsehornet, hugge hornet af og løbe afsted med det, inden de blev opdaget. Den stigende overvågning og udsætning af blodhunde har nu ført til, at jagtgrupperne er suppleret med to vagter, bevæbnet med automatriflen AK 47, der gerne skyder mod overvågningsfly. Den seneste udvikling er, at alle overvågningsfly nu er forsynet med Kevlar i bunden, altså samme materiale som benyttes i skudsikre veste.

Nyrige asiater efterspørger næsehorns horn som kur mod kræft, impotens og alskens andre sygdomme, på trods af, at veluddannede mennesker må formodes, at denne hårdt sammenpressede hårklump er fuldstændigt virkningsløs. Imidlertid har den skyhøje pris også gjort hornet til et statussymbol, der blot udstilles i hjemmet sammen med fint udskåret elfenben for dermed at cementere og synliggøre ejerens rigdom og succes.

Hemmelig overvågning og aflytning kan med stor sikkerhed fastslå, at 6.000 mennesker i Kruger-området er direkte involveret krybskyderiet. Dagligt sniger i gennemsnit 16 krybskyttehold sig ind i Kruger. De består i reglen af en skytte, en til at hugge hornet af, og en der løber væk med hornet samt to vagter. De fleste hold observeres relativt hurtigt, hvorefter men sender en helikopter ud med hunde, der sporer og forfølger gruppen, hvorefter parkmyndighederne adviseres og informeres om krybskytternes koordinater, som kan aflæses fra hundenes sendere. Mange fanges med røde hænder, men da både politi og visse dommere (magistrat) er korrupte, går mange fri. Der er eksempler på folk, der er fanget på fersk gerning 3 gange uden endelig dom. Sager udsættes på ubestemt tid, beviser forsvinder, og man forsøger at undgå de strenge dommere, der ikke er bange for at bure folk inde. De findes heldigvis. Det største problem er de mange tusinde involverede, der peger på endnu flere tusinde, der er vidende om, hvad der foregår. Krybskytterne er kendte i lokalsamfundet og bidrager måske til dets økonomi. Det er deres fætre, der skal arrestere og dømme dem. Derfor er den tiltagende vold og de mange dødsfald endnu et eskalerende problem.

De hårde kurs – skyd først – mod krybskytter, som blev indvarslet af tidligere præsidenter i mange afrikanske lande, gælder ikke i demokratiske lande, hvor man naturligvis kun må skyde i selvforsvar. Det gælder også her, men siden en parkbetjent blev skudt og dræbt i Kruger sidste år, er det blevet lidt nemmere at skyde igen, og det sker i ganske høj grad, selvom det sjældent kommer frem. Det er livsfarligt at være krybskytte, men den utroligt store gevinst der vinker forude, er simpelthen for fristende, og derfor dør der stadig flere næsehorn end der produceres.

Selvom jeg støtter anti-krybskytteorganisationer, og gør alt for at holde ”vores” næsehorn i live, tvivler jeg på, at det hjælper i længden. Det eneste virkeligt effektive middel er et totalt forbud mod handel med næsehorns horn (og elfenben) i lande som Vietnam og Kina.   

Billeder

Lette overvågningsfly til at opspore krybskytter 000 – det er mig på billedet

Berit på besøg i næsehornsbørnehave

Næsehorn, der er ved at få installeret en GPS så vi ved hvor de er