18 May 2019
Disen lægger en beskyttende dyne omkring de frodiggrønne limstensbjerge og skjuler det meste af kinesernes lange mur, omend få bastioner titter frem her og der, således som det må være sket gennem flere tusinde år.
Disen er dog næppe af samme beskaffenhed som dengang i tidernes morgen, da Quin dynastiets kejser (221 – 207 BCE) lod muren opføre, for at holde de ukultiverede, fremmede horder på behørig afstand af riget i midten. Disens vanddråber har fået følgeskab af aske og drivhusgasser fra Kinas kulkraftværker, sværindustri og ikke mindst stærkt voksende bilpark, prisen for at brødføde den enorme befolkning, der har samlet sig i Kinas hjerte i den frodige dalsænkning omkring De Gule Flod.
Ærefrygtindgydende er den, Muren, som den bølger sig tusinder kilometer gennem landskabet uden den mindste respekt for topografien. Muren er bygget nøjagtigt der, hvor det passer mennesket, kejseren, og derfor må selv de stejleste bjergsider lægge ryg til forsvarsværkernes tyngde. Her få timers kørsel fra det gamle Peking og Den Forbudte By gik rigets norsøstgrænse mod de tørre ufrugtbare ørkener i Manchuriet og Det Indre Mongoli. Her herskede steppens sønners, hvis lette kavaleri udplyndrede de flittige han-kinesiske agerbrugere efter forgodtbefindende. Muren var kejserens modtræk og strategien enkel. Angreb, tilbagetrækning og forsvar. Kineserne har altid haft det godt gemt bag muren og har aldrig været specielt interesseret i den anden side, hvor primitive mennesker levede på elendig jord. Den blændende strategi skabte verdens længstlevende kultur med 4000 års indre ro kun afbrudt af halvfjerdsårs mongolsk styre og en urimelig opiumskrig mod engelsk imperialisme.
Derfor kigger jeg altid respektfuldt op på muren, på strækningen som jeg har passeret mere end 20 gange, siden mit første besøg i 1998, hvor jeg ledte efter et stykke af den berømte mur, behørigt egnet til et vanvittigt maratonløb. Jeg havde følgeskab af atletikjournalisten Peter Fredberg, som har været min gode og trofaste løbekammerat lige siden, og den nyvalgte formand for Dansk Atletik Forbund Thomas Thomsen, der ligeledes har været en god ven og indpisker ved Albatros mange løb. Murstykket som vi så profant har inddraget til dette verdslige formål, var i 1998 nærmere en ruin end en klassisk seværdighed, hvilket kineserne dog har rådet god bod på gennem de seneste 20 år, hvor stykke for stykke er renoveret, homogeniseret og udvidet ganske betragteligt med statuer, tårne forter og begrænset respekt for historiens autentiske sider. I dag producerer kineserne selv deres seværdigheder efter bedste evne til publikums fornøjelse. Der var engang en mur, den var god og effektiv, så hvorfor vise andet? Forbindelsen til forfædrene og deres gerninger er intakt, og det er jo det, det hele drejer sig om.
Nogle vil måske mene, at det er en overfortolkning, når jeg siger, at vi gennem vores løb på muren viser den, historien og forfædrene respekt. Men som løbere yder vi alt, hvad vi har i os, vi ofrer på stedet uden at efterlade noget, og alligevel er det en noget større gestus end at brænde et par røgelsespinde. Når man står foran muren, kan panden godt komme til at dryppe lidt af koldsved ved tanken om at gennemløbe de voldsomme stigninger og tusindvis af irregulære trappetrin, men ikke desto mindre er det netop, hvad der sker hvert år i maj, hvor tusinde løbere fra alle verdensdele besøger Kina for at gennemløbe den olympiske strækning på denne berømte mur. Hvert år opdager nye løbere, hvordan stemningen, de storslåede scenerier og de kinesiske bønders klapsalver bærer dem igennem strabadserne. Fornemmelse af, at have overvundet både den kinesiske mur og sig selv er ganske overvældende, vel sammenlignelig med førelsen af det første velgennemførte maraton. Løbere ved, hvad jeg taler om.
Mens Peter ikke forsømte en chance for at fremme kendskabet til løbet på vore hjemlige breddegrader, hentede Thomas et kor af talentfulde frivillige ind, og således var de begge med til at opbygge en enestående blanding af traditionel, dansk frivilligkultur og mere forretningsmæssige interesser. Målsætningen var klar fra første dag. Vi ville simpelthen lave verdens bedste løbearrangementer, ingen smuttere, ingen sikkerheds gab, kun kvalitet og glade mennesker. Topprofessionelle planlæggere, læger og
aktetikfolk masser af væskestationer og det hele skal naturligvis også være en stor fest. Vi kommer i god tid, hygger os før løbet, løber, fester og møder venner fra hele verden. En rummelig kultur med plads til alle.
Det stod mig meget tidlig klart, at det ville være vanskeligt for ikke at sige umuligt, at skabe et kommercielt koncept uden for mange kompromisser, men Berit og jeg syntes, det var et sjovt indslag i hverdagen og håbede naturligvis på, at forretningen udviklede sig med tiden – og det har den også -. Ret hurtigt viste det sig heldigvis, at den interne branding i Albatros var meget værdifuld. Alle blev glade af at være med. Arbejdet og aktiviteterne omkring maraton og de enorme kontakter med talrige dybt professionelle, frivillige medhjælpere har være en helt uvurderlig forlængelse af Albatros hverdag, og med til at gøre os til dem vi er. Det ville være forkert at fremhæve enkelte, blandt de mange mennesker, som har bidraget med så meget, men jeg vil dog alligevel nævne, en fælles god ven kendt og elsket af alle som et stående eksempel på samarbejde og engagement netop afdøde eliteløber Henrik Jørgensen, der glædede sig til dette 20 jubilæumsløb. Æret være hans minde.
Og stor tak til alle for den utrættelige indsats gennem årene.
