75-året for Warszawas oprør

8 Aug 2019
Eftermiddagen går på hæld, og folk stimler sammen om monumentet for den ukendte soldat, der afgrænser Pilsudski-pladsen fra Saxon Garden, der blot er en af Warszawas mange prægtige parker.

Warszawa 1. august 2019

Eftermiddagen går på held, og folk stimler sammen om monumentet for den ukendte soldat, der afgrænser Pilsudski-pladsen fra Saxon Garden, der blot er en af Warszawas mange prægtige parker. Til de øvrige sider er pladsen omgivet af byens utallige, prægtige paladser og palæer, genopført og restaureret efter 2. Verdenskrig.

Til de øvrige sider er pladsen omgivet af byens utallige, prægtige paladser og palæer, genopført og restaureret efter 2. Verdenskrig. De storslåede bygninger har en fjern fortid som byresidens for Polens øverste klasse af multirige magnater og bringer byen i arkitektonisk familie med Wien. I dag fungerer de mere profane formål som hjemsted for hoteller som Raffels og Bristol eller ambassader og statslige institutioner. I baggrunden skimtes spiret fra den sovjetiske folkegave, det såkaldte Kulturpalads, som er en voldsom og bombastisk kontrast til palæernes klassiske stilarter. Blandt isboder og ballonmænd finder vi hastigt rejste stande med flag, kasketter, halstørklæder og rosetter i Polens røde og hvide farver, for det er jo en slags nationaldag, hvor polakkerne klæder sig ud som fodboldfans.

Vi afventer det magiske øjeblik, hvor hele byen går i stå til minde om dagen, den 1. august 1944, hvor hele Warszawas befolkning rejse sig mod nazisterne. Det sidste, store afgørende slag, hvor befolkningen definitivt skulle befri sig fra tyskernes åg, men endte med en katastrofe; Warszawas totale udslettelse. Dagen igennem har der været små mindehøjtideligheder rundt om i byen. Der er lagt blomster og tændt lys ved forskellige mindeplader, soldater og spejdere har paraderet, mens tilskuerne og enkelte af de få gamle overlevere har sunget nationale sange. Det er også en fortælling om spejderbevægelsen, der tages uhyre alvorligt, fordi talrige unge tog aktivt del i modstanden mod tyskerne, hvor selv de alleryngste deltog som ordonnanser. Trods den tragiske baggrund virker stemningen alligevel løssluppen. Børnene spiser is og leger, folk har benyttet de lune eftermiddagstimer til en tur i parken, nogle med frokost, mens andre får sig en velskænket fadøl. Det er 75 år siden, og tiden læger som bekendt alle sår, men polakkerne holder de talrige dramatiske begivenheder i live som en del af den kollektive erindring, det nationale stof.

Det er ikke tilfældigt, at hovedbegivenhederne finder sted på netop Pilsudski-pladsen, for marskallen er nu engang Polens største og mest beundrede frihedshelt. Jeg husker navnet fra min barndom, hvor min morfar, søn af en polsk indvandrer, nævnte ham gang på gang som en stor mand, en mand der kunne sætte tingene på plads, et mandfolk. Mandfolk, et adelsmærke i min morfars mund, men meget mere fik jeg ikke ud af det.

For at forstå hans betydning skal man tilbage til tiden omkring 1795, hvor de tre stormagter Rusland, Preussen og Østrig simpelthen besluttede at dele Polen i mellem sig. Polen var jo et ”ikke-land”, eftersom det ikke havde en ordentlig centralregering, skatteopkrævning og en stærk hær. Polen var styret af omkring 60 velhavende adelsfamilier, hvoraf omkring 15 var fuldstændigt dominerende. Disse meget gamle og mådeligt rige familier, kaldet magnater, ejede enorme godser i Polen og i de omtalte lande samt Litauen, Ukraine og Ungarn, og var derfor lidet interesseret i landegrænser, så længe de fik lov til at passe sig selv. De udnævnte eller valgte konger, men sørgede for at denne aldrig fik nogen magt og brød sig derfor heller om arveprincippet. Trods magnaternes magt og vetoret vedtog parlamentet, Sejmen, en relativt liberal lov i 1771, der gav bybefolkningen mulighed for at købe land og gav landbefolkningen, livegnene, visse rettigheder, hvilket hverken passede stormagterne eller magnaterne. Derfor snuppede man 300.000 kvadratkilometer af landets 800.000 kvadratkilometer i 1772, og delte dem mellem sig. Preussen ville tage det hele, hvilket Østrig modsatte i første omgang, fordi polakkerne jo var gode katolikker. I 1774 tog man dog det meste, men lod en lille klat i midten blive tilbage. Det fortrød man året efter og snuppede resten. En lille oprørshær bestående af lavadel og byboere, samt bønder anført af en anden af polens helte Tadeus Kosciuszko forsøgte et oprør, men blev knust af russernes stærke leder Katarina den Store, hvis hær havde ordre til at dræbe alle, hvilket også omfattede alle de indbyggere i Warszawas forstad, hvor ”oprørerne” havde forskanset sig. Eneste overlevende var faktisk Kosciuszko, der undgik henrettelse som følge af kejserindens død. Han svinger i dag sablen op ad bymuren, lige udenfor den gamle by, hvor man i øvrigt også kan se det lille monument til minde om børnenes indsats under opstanden i 1944.

Polen var nu udslettet en gang for alle, indtil Pilsudski tog affære og fik landet tilbage på verdenskortet efter 1. Verdenskrig i 1918. Ordet Polen var forbudt i de nye ejerlande og det samme gjaldt i større eller mindre grad polsk kunst og kultur. Wieneroperaen spillede ikke polske operaer, men man accepterede dog Chopins klaverkoncerter så længe komponisten selv forholdt sig roligt i Paris. Måske netop derfor fremturer dagens Polen med automatisk Chopins-musik fra talrige bænke langs Krakowski-promenaden mellem Nowy Swiat og Stare Miasto.    

Endelig indtræffer det magiske øjeblik, men stilheden sænker sig absolut ikke over Warszawa. Godt nok standser al trafik i bevægelsen, og alle står stille, men det sker til et infernalsk spektakel fra alle byens sirener, luftalarmer og udrykningskøretøjer. Støjen er virkelig intens, men varer heldigvis kun et minut. Alle står helt stille, bortset fra en mor, der ruller sin barnevogn frem og tilbage. Det skal nok hjælpe. Jeg er ikke helt sikker på symbolikken, måske er tyskernes destruktive inferno, der mindes, eller også er det en bragende afslutning på en sørgedag? Jeg har ikke svaret.

En stor del af Polen var altså tysk eller preussisk indtil afslutningen af 1. Verdenskrig, hvor landet pludseligt og til mange menneskers store forundring dukkede op af krigens aske som Fugl Føniks. Pilsudski havde gjort et enormt forarbejde. Først som socialistisk studenteraktivist, fængslet og forvist til Sibirien af russerne, og siden som organisator af Polens uofficielle hærenheder. Han organiserede hemmelige officersskoler og officielle skydeklubber i Warszawa med tusindvis af medlemmer, og i 1910 accepterede tyskerne en frivillig polsk militærenhed, som kunne være behjælpelig i en ikke usandsynlig fremtidig krig.

Da 1. Verdenskrig brød ud kæmpede Pilsudskis enheder konsekvent mod russerne. Ved at gøre fælles sag med tyskerne og østrigerne fik han løfte om en polsk stat, og i fællesskab kunne de nedkæmpe russerne, mens ententen (USA, Storbritannien og Frankrig) nedkæmpede tyskerne og østrigerne fra den anden front. Pilsudski lod Ententens medlemmer forstå, at han under ingen omstændigheder ville kæmpe mod dem, da polakkerne betragtede dem som allierede. Efter Ruslands sammenbrud i 1917 nægtede han at lade de polske styrker sværge troskab til de forenede tysk-østrigske styrker og blev kastet i fængsel i Magdeburg, hvilket gjorde ham berømt som kompromisløs general og statsoverhoved. I det tiltagende kaos omkring krigens afslutning oprettedes flere små selvstyrende polske stater, som Pilsudski fik samlet umiddelbart før krigens afslutning. Der var ikke den store begejstring for den nye stat blandt krigens sejrherrer, men de fleste var trætte af krig og foretog sig ikke andet end diplomatiske forhandlinger. De mange nye stater omkring Polen ville dog alle være medbestemmende omkring grænsedragningen, hvilket udløste en række mindre krige eller træfninger i årene 1919 til 1920, hvoraf den alvorligste var krigen mod det nye Rusland og Lenins bolsjevikker. De kommunistiske brigader stormede frem mod Warszawa og stod pludseligt uden for byen, der så ud til at falde, ude at nogen løftede en finger. Pilsudski fik imidlertid reorganiseret sine styrker, og så skete det uventede, at hele den polske befolkning sluttede op om det nye styre og Pilsudski.

Krigslykken vendte, polakkerne omringede den sovjetiske hovedstyrke, tog et par hundrede tusinde fanger og slog efterfølgende det sovjetiske kavaleri i det, der betegnes som historiens sidste store kavalerislag. Pilsudski marcherede for fuld kraft mod Moskva, men blev stoppet af Lenins diplomati, der tilbød ubetinget fred og en grænsedragning efter polsk ønske, forudsat Moskva ikke blev taget. Lenin har senere udtalt, at det var en fuldkommen fejlkalkulation, for han havde været ganske sikker på, at den røde hær ville blive modtaget med åbne arme. Ak ja, havde Pilsutski fået et par dage mere.

Vi afventer ikke aftenens store begivenhed på Pilsudski-pladsen, men vandrer ned gennem de smukke gader mod den gamle by, Stare Miasto, der i øvrigt fortsætter i Nowe Miasto, den nye by. Sidstnævnte er dog den ældste fordi, den ikke blev ødelagt og består derfor af byens ældste originale bygninger. Vi passerer statuen af Polens berømte astronom Kopernicus, udført af en verdensberømt dansker, nemlig Thorvaldsen, der har lagt navn til flere smukke bronzestøbninger i byen. En anden finder man i katedralen i Swietojanska-gaden i den gamle by, hvor der i øvrigt hænger flere relieffer af polske helte, som var upopulære i kommunisttiden.

Langs gaden er der udstillet billeder af den berømte italienske maler Bernardo Bellotto (1721-1780), bedre kendt som Canalettos billeder, af byens klassiske bygninger, der nu er genopført og restaureret netop efter hans billeder, der faktisk blev udført med fotografisk præcision. Vi går ikke mange meter uden at møde en gruppe syngende mennesket stimlet sammen om et lille orkester. Vi genkender de fleste melodier og kan nynne lidt med, uden at kende det polske indhold, men jeg kan tydeligt fornemme at teksten til Lily Marlene ikke er den officielle, men handler om Hitler.

Vi beslutter os at spise i en af turistfælderne på markedspladsen i den gamle by. De maleriske og fantastisk hyggelige kulisser opvejer den svampede pasta flere gange. Utroligt, at polakkerne har formået at genopføre en af Europas smukkeste middelalderbyer næsten fra grunden og med knivskarp præcision. Byen kan nemt måle sig med mange af de smukke middelalderbyer i Toscana, og så er der uendeligt meget mere at se på i samme by.

På torvet foran Zamek Krolewski, kongepaladset, møder vi endnu en gruppe spillemænd for fuld udblæsning. Folk stimler sammen og synger med på det hele. Endelig afklaret, det er antityske smædesange fra krigens tid. Alt det, der var strengt forbudt, ofte under dødstraf, bliver skrålet ud mod den nedadgående sol, hvis stråler tænder de antikrøde huses smukkeste lød. Det er næsten ubegribeligt, at det fattige land har formået at genrejse paladser, kirker, katedraler, boligkvarterer, pladser og masser af monumenter.

Mellem kongepaladset og Skt. Annes kirke løber ringvejen Solidarnosci under pladsen og forbinder bydelene på hver side af Vistula-floden. Bydelen på den modsatte side hedder Praga, og her slog den sovjetiske hær lejr i juli 1944, drak deres vodka og voldtog kvinder, der kom for tæt på, mens de nød synet af de kæmpende polakker på den anden side af floden. Stalin fik første parket til Warszawas ødelæggelse og ventede blot på, at tyskerne gjorde arbejdet færdigt akkurat som i 1939. Den polske undergrundshær (Hjemmehær) og alle andre, der ikke var medlemmer af kommunistpartiet, var terrorister i Stalins optik og blev straks deporteret til Sibirien, hvis de overlevede Hitler.

Hitlers styrker rullede ind over Polen 1. september 1939, men polakkerne kæmpede optimistisk i forventning om den lovede hjælp fra England og Frankrig, der skulle komme senest 14 dage efter tyskernes overfald. De kom ikke, men det gjorde russerne til gengæld. 17. september kom russerne fra ryggen efter aftale med Hr. Hitler. De kom lidt for tidligt, fordi tyskerne dagen før havde meddelt, at de stod ved Warszawa, og dermed fik Stalin lov til at gøre lidt at det beskidte arbejde selv. Nazisterne havde dødslister over Polens jøder, intellektuelle, politi -og militærfolk og gik omgående i gang med at udrydde pladsen for de tilstrømmende gode tyskere. Lebensraum, nøjagtigt som de såkaldte tyske riddere havde gjort 600 år før, efter Saladin havde smidt dem ud af det hellige land. Mindre kendt er det, at Stalin gjorde nøjagtigt det samme i sin del af Polen. Krigsforbrydelser kendt som Katy-massakren efter navnet på den skov, hvor man først fandt massegrave af de 22.000 officerer, politifolk, præster og intellektuelle, der muligvis kunne modsætte sig fremmed herredømme. I dag kendes ordren udstedt d. 5. marts 1940 af NKVD-chefen Beria, men godkendt af Politbureauet og Stalin selv, og primært udført ved masseskydninger i Katy-skoven og fængslerne i Kalinin og Kharkiv.

Vi haster tilbage mod Pilsudski-pladsen for at få dagens slutning. Mørket falder på, men gaderne er stadig fulde af mennesker, og den endeløse række af udendørsrestauranter langs hovedgaden synes at have kronede dage. Alligevel overraskes vi af menneskemængden på den store plads. Pladsen er ikke alene fyldt til bristepunktet, men folk står i rækker på vejene omkring og ned ad de nærmeste sidegader langs Raffels, hvorfra der stadig er god udsigt til scenen. Det er mere af det samme, bare større og flottere og med Polens kendisser på scenen.

Polen havde gjort regning uden vært, da Warszawas befolkning rejste sig mod overmagten d. 1. august 1944, hvilket ikke skal forveksles med oprøret i byens jødiske ghetto i 1943. Krigen var slut – næsten. Russerne stod i byens udkant, Hitler havde trukket en del tropper bort, og de allierede havde lovet den polske Hjemmehær støtte fra det italienske brohoved, men desværre skulle hjælpeflyene tanke på Stalins grund inden returflyvningen, hvilket blev nægtet. Hitler blev trods sin pressede situation så rasende, at han ville udrydde de forbandede polakker, om det så var det sidste han gjorde. Der blev sat hårdt ind mod den delvist våbenløse hjemmehær, og ordren var klar: byen skulle jævnes til grunden. Da modstanden var nedkæmpet, sendte Hitler sprængningskommandoer og flammekastere ind for at fjerne de sidste rester af by og mennesker. Langt om længe kunne Stalin søsætte sin plan om Polens fredelige og frivillige overgang til kommunistisk vasalstat.

Midt under sangen på Pilsudskis Plads går symbolikken, genopbygningen af det gamle land og smædesangene op for mig: Ha Ha Hitler (og Stalin) hvem trak det længste strå?