Zanzibar

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
21 Apr 2019
Jeg kom til Zanzibar for første gang i 1985 tiltrukket af ordet Zanzibar, der optræder utallige gange i de opdagelsesrejsendes beretninger og i slaveriets historie.

Jeg havde booket mig ind på Zanzibars eneste officielle hotel, hvor rotterne sprang hen over de lurvede og hullede gulvtæpper natten lang, og første dag bød på et ubehageligt maveonde efter et enkelt måltid. I den gamle by, Stonetown, fandt jeg imidlertid et par guesthouses, man muligvis kunne bo på, hvis man kunne affinde sig med fælles badefaciliteter og de lettere lurvede tæpper. Det bedste hed Spice Inn, der i dag, godt 30 år senere, er blevet til et af Stonetowns bedre hoteller.

Oplevelsen kunne dog ikke slå skår i min begejstring og fascination af ørigets urgamle historie, der fortoner sig i det uvisse for omkring 20.000 år siden. Der er fundet spor af tidlig bosættelse, men ingen ved i realiteten, hvornår de første mennesker kom herud. Det første sporadiske kendskab til historien går tilbage til 900-tallet, hvor arabere fra Oman og Yemen etablerede byer og moskeer langs den Afrikanske kyst. Der findes stadig mange spor efter araberne i Kilwa, Bergamoyo og i Malindi (Gedi) i Kenya, om end mange af disse fascinerende ruinbyer er dårligt vedligeholdt. Arabiske købmænd fulgte passatvindene i Det Indiske Ocean mellem Arabien, Indien og Østafrika også kaldet Swahilikysten. Efterhånden trængte de langt ind i Afrika helt til det centrale afrikanske søhøjland, hvor de byggede byer og moskeer langt, langt før de europæiske opdagelsesrejsende. En af dem, Sir Richard Burton, der talte glimrende arabisk, slog sig ned hos araberne i længere perioder og skriver begejstret om arabernes høje kulturelle dannelsesniveau, underforstået, betydeligt højere end hans europæiske fæller. Araberne handlede i første omgang med slaver, elfenben, skind samt mangrovestolper, der kan modstå termitangreb. Senere blev guld fra Zimbabwes miner af stor betydning. Arabernes dominans på Zanzibar og Swahilikysten holdt sig frem til moderne tid, dog afbrudt af 200 års portugisisk overhøjhed. Portugiseren Vasco da Gama sejlede rundt om Kap det Gode Håb og videre til Indien i årene 1497 til 1499, hvilket var indledningen på det portugisiske styre, der fastholdt Zanzibar frem til 1698, hvor det lille, fjerne Portugal med en lille befolkning ikke længere magtede at fastholde alle sine kolonier, forter og udposter.  

I dag er både hovedøen Zanzibar og naboøerne, der er en del af det gamle Zanzibar ørige, forvandlet til et ”Turistmekka”, selvom befolkningen næppe vil bryde sig om det ord. Talrige luksushoteller er opført langs kysterne. Der findes næppe rigtigt dårlige hoteller (men jeg har langt fra set alle), men de svinger formentlig fra rigtig god turistklasse til femstjernet plus, men koncepterne kan være meget forskellige. Et femstjernet hotel kan have en restaurant med sand på gulvet og værelser åbne ud mod havet uden aircondition (det er der ikke brug for), og det kan være lukkede kæmpevillaer på over 100 kvm med butler aircondition og internationalt TV. Noget for enhver smag og behag. De mest eksklusive hoteller har måske kun fem til ti værelser og op til 100 ansatte. Da hotellerne har rigtigt mange ansatte og stort set alt mad produceres på øen, er turismen – især luksusturismen - er super god forretning for Zanzibar uden at miljøet belastes i nævneværdig grad. 

I Stonetown har en ny form for turisme udviklet sig som et alternativ til kyst- og strandturismen. Man kan vel kalde det backpackerturismens afløser, der tiltrækker især yngre mennesker, som foretrækker atmosfæren i den arabiske bys smalle gader med farverige markeder og efterhånden mange mondæne cafeer og restauranter især langs kystpromenaden. Byen har efterhånden også en hel række rigtigt gode hoteller både til vandsiden og midt i byen. En del hoteller serverer ikke alkohol.   (læs mere i den følgende blog: Stonetown)