16 Jul 2014
Søren og Berit er på ekspedition til Nordpolen med den russiske nukleare isbryder ”50 years of Victory” Søren blogger undervejs, når der er internet adgang. Her kommer første blog.
De objektive kendsgerninger taler bestemt ikke for en unødvendig rejse til Nordpolen. Det er klodens mest ugæstfrie og utilgængelige lokalitet i skarp konkurrence med Sydpolen, hvor man dog kan få fast grund under fødderne. En iskold ørken i havet, dækket af en enorm isflage med dragende, livsfarlige revner og huller, som har trukket mange opdagelsesrejsende til sig. Så er det oveni købet hundedyrt.
Vist er der isbjørne, sæler og fugle at observere og fotografere undervejs, men risikoen for storm, tåge og manglende sigtbarhed er overhængende og burde læggeen tung dæmper på eventyrlysten. Hvad skal vi i grunden her?
Polar hungeren ramte imidlertid alverdens eventyrlystne som akut feber så langt tilbage som førstehalvdel af det 19. århundrede, og siden da er mange ”polarturister” døde i det kolde ishav uden at se eller opdage noget som helst.
Mon ikke nysgerrigheden bider lidt i os alle sammen, feberen, trangen til at se, hvad der ligger bag næste bjergkam eller bare næste hjørne? Det der drivermenneskeheden. Tanken om at stå på toppen af kloden, hvor alle veje går mod sydog reflektere over alt det, der ligger under en. Hvorfor står jeg her? Cogito ergo sum!
Hvad skal vi i grunden her?
Gensyn med arktisk Rusland
Ord som paskontrol og immigration er ikke noget glædeligt gensyn ved russiske grænseovergange, hvor eventyrlystne turister i reglen mødes med af bureaukrati, stakke af formularer og lange ventetider, der genopfrisker erindringen om forudgående besøg på et russisk konsulat. Belønningen kommer dog bagefter, når man langt om længe lukkes ind idet forjættede land med næsten uhindret adgang til storslåede seværdigheder og naturrigdomme.
Efter mit forrige russiske eventyr til det østlige Sibirien, Kamchatka og Kommandørøerne, hvor vores navnkundige helt, Vitus Bering, ligger begravet, måtte denne næsteultimative tur til det arktiske Rusland naturligvis gå til Nordpolen. Strengt taget går landevejen til Nordpolen ikke via Rusland, hvis man spørger regeringerne i Danmark, Norge, Canada og USA, men har man ikke lige lyst til at slæbe en pulk tusind kilometer over slasket havis med revner, våger og isbjørne, er der ingen vej uden om Rusland og landets atomdrevne isbrydere.
Sovjetunionen havde storslåede planer om at holde Nordvestpassagen åben for sejlads året rundt og påbegyndte derfor et storstilet projekt med konstruktion og bygning af en række atomdrevne mega-isbrydere. Metertykke stålplader skubbet frem af firstusinde hestekræfter skulle klare opgaven, men Sovjetstyrets fald satte en midlertidig stopper for det kostbare projekt. I dag er flere isbrydere i regeringskontrolleret drift i Nordvestpassagen, og et enkelt skib udlånes i nogle uger i den arktiske højsommer til eksklusive nordpols ekspeditioner for højt betalende eventyrere. Personalet får nogle afvekslende og spændende uger medudsigt til isbjørne og hvalrosser, og den russiske regering får nogle tiltrængte dollars i kassen. Derfor er jeg om bord, da vi afsejler fra Murmansk med kurs mod Nordpolen og Franz Josefs Land.
Mypmahck – sidste stop før Nordpolen
Solen er et sjældent syn i Murmansk, for vinterens lange mørke dage afløses af en kort sommer, præget af grå regnvejrsdage. Lige akkurat i dag har solen dog valgt at kaste sit bløde lysover den sovjetiske beton, mens hundredevis af himmelstræbende træer dækker bygningernes underetager og mildner synet af den saneringsmodne by ved Barentshavet. Træerne er tynde, himmelstræbende pinde, der sammen med byens borgere gisper mod sommerhimlens sparsomme lys. Ikke underligt at staten må lokke med dobbelt løn, tidlig pension og statsbetalt ferie til Sortehavet hvert andet år for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.
Den lange hovedgade hedder stadig Lenin Prospekt, for sovjetstatens glorværdige helte præger stadig Ruslands gadenavne ligesom deres monumentale statuer og buster står urørte, hvor de tidligere blev spredt med rund hånd. Man har vel ikke noget at skamme sig over! Tja, hvem kan mon forestille sig Goebbels eller Hitlers kontrafej i Heidelberg?
Lenin Prospekt er i alle retninger omgivet af de tidstypiske ni-etagers Bresjnev-huse eller rettere betonsiloer i voldsomt forfald. Vor lokale guide taler i begejstrede vendinger om, hvordan sovjetstaten allerede under Stalins efterfølger, Kruschev, besluttede at huse alle sine borgere i gode lejligheder og satte voldsomt gang i nøjagtigt ens etagebyggeri overalt i landet. Billigtog uden unødvendig staffage, femårsplanerne skulde holdes. Til gengæld ligner det meste noget, der burde være revet ned for mindst ti år siden, og trods sol og sommer skimter man tydeligt kulisserne fra adskillige spionromaner, hvor hemmelige agenter løber rundt efter hinanden mellem hustomter, tomme ruiner og rådne, regndryppende betondæk.
Den russiske guide – med utvivlsom fortid i det sovjetiske Inturist – benytter en trafikprop til at uddybe sit idelogisk korstog med fortællingen om byens heroiske kamp mod fascismen under anden verdenskrig. Ordet fascister gentages flere gange, og afslører guidens fortid i Partiet, hvor netop ordet fascist var det obligatoriske, officielle skældsord for statens fjender uanset hvor de i øvrigt kom fra. Trafikproppen er en skændsel mod Murmansk enestående,sovjetiske offentligt trafiksystem, der reelt overflødiggør private biler,ligesom alle de nye kirker, der pludselig dukker op, efter man har klaret sig så glimrende uden. Det hele kunne være så godt, hvis ikke alle landets rigdomme nu var akkumuleret i Moskva og Skt. Petersborg. Det var sandelig anderledes, da sovjetstatens sunde børnekorps, de såkaldte pionerer, sang og dyrkede idræt i byens park, hvorfra skøre mennesker nu bader i det evigt kolde havvand.Rejseledelse med kant er nu ikke at foragte.
Velkommen til Putinien
Egentlig ønsker jeg slet ikke at besøge Rusland. Slet ikke lige nu, men det er nu engang den vej vinden blæser mod Nordpolen. Det er russerne, der styrer, og det mærker man fra det øjeblik,man forsøger at komme ind i landet, til man forlader det igen. Rusland er meget russisk, meget bureaukratisk, kontrollerende og formynderisk. En russer forklarede mig, at Ruslands styreform ikke har forandret sig meget siden zartiden. Hver gang et nyt styre holder sit indtog, beholder det de gode, gamle love og regler, hvilket vil sige alle sammen, og lægger et nyt lag ovenpå.Overklassens privilegier forbliver dog uforandrede, omend navnene udskiftes efter behov.
Men Rusland er ikke det samme som Sovjet. Noget er forandret efter, Kremls mure skælvede,og det utænkelige skete; Sovjetrepublikken gik bogstavelig talt i opløsning. De røde republikker forsvandt hver til sit og efterlod stumperne, moder Rusland,som en stækket bananrepublik, hvor amerikanske dollars blev mere værdifulde end på den tidligere sortbørs. De beskedne statspensioner dumpede ikke lige så taktfast ind ad døren som tidligere, og priserne på basisvarer steg til uanede højder. Vodka kunne man dog fortsat få i uanede mængder til yderst populære priser, men det var ikke nok for russerne, der blev trætte af deres redningsmænd, Mikhail Gorbatjov og drukmåsen Boris Jeltsin, der trods alt havde talt den kommunistiske ledelse midt i mod, mens det endnu var et farligt forehavende. Russerne lagde ikke fingrene i mellem, hvis talrige vestlige tv-stationers gadeinterviews i russiske storbyer står til troende. Her har vi set arbejdets helte, ofte iført stribevis af medaljer og røde stjerner, drømme sig tilbage til de gode gamle dage med røde zarer og toge, der kører til tiden.
På den baggrund forekommer det ikke helt så besynderligt, at den prøvede befolkning bakker op om den nye ”zar” Putin, hvis beslutsomme drag om munden og karakterfaste attituder strejfer en operette parodi. Zar eller ej. Putin har skabt mere orden på de indre linjer, og russerne er for en stor dels vedkommende villige til at betale med en smule demokrati, for man har aldrig lært den søde smag af frihed, og den kan jo heller ikke rigtig spises.Alligevel er Rusland rigere end nogensinde, middelklassen vokser, og det gør dens købekraft også. Bare spørg Carlsberg. Måske er prisen høj, for den økonomiske magt siver fra staten ud på få hænder og skaber en overklasse af ekstremt privilegerede medløbere, der kan sætte sig udover almene borgerrettigheder. I Moskva kan man iagttage denne overklasse køre mod færdselsretningen – de kan jo have travlt – og smide bilen, hvor det i øvrigt passer dem uden hensyn til den øvrige trafik. Når man er vigtig i Rusland, er man meget, meget vigtigt, og det gør almindelige borgere klogt i at respektere.
Russerne på skibet griner hovedrystende af deres eget bureaukrati. De morer sig kosteligt over mine visum problemer og fatter ikke, hvorfor jeg ikke har klaret den slagsdetaljer med en flaske vodka. Hertil går kritikken, men så ikke længere for de fleste russere, som jeg har mødt, er meget nationalsindede og vil hellere læggestemmer til ”Stenka rasin” end ører til en demokrat.
Storpolitik og ros til ambassaden i Sydney
En rejse til Nordpolen går over Murmansk og Kolahalvøen, men den starter allerede, når man henvender sig til konsulatet for at få lov til at rejse ind i Rusland. Denne første del er af odysseuske dimensioner, hvor såvel Kirke som Sirener, stærkt forskansede bag høje skranker, skal overvindes.
I dag tænker jeg med en vis veneration på det solide bureaukrati hos det sovjetiske,statslige turistbureau Intourist, hvor man som god tilbagevendende kunde kunne forvente en gelinde papirgang, faktisk ganske upåklageligt, så længe der ikke optrådte afvigelser fra standard. Ved bortkommet pas, sygdom eller udeblivelse fra hotel var ”Fanden løs i Laksegade”, men det er en anden historie.
Fire måneder arbejdede vores visum konsulent med vores ansøgninger om tilladelse til at rejse ind i Rusland og Murmansk og videre med et russisk skib til Nordpolen og retur igen. Undervejs måtte vi have et ekstra pas for at indpasse andre gøremål i den globaliserede verden.
Efter otte afvisninger kom passet retur med visum en uge før afrejse
Førsteansøgning blev returneret med den graverende fejl, at mit fornavn var oversat med ”Soren”. Det skulle naturligvis være ”Soeren”. Anden afvisning er langt mere interessant, for her er tale om storpolitik. Ambassaden krævede nemlig dobbelt visum i forbindelse med rejsen til Nordpolen, der angiveligt går ud og ind af Rusland,selvom der ikke foretages visering på denne del af rejsen. Den traditionelle russiske rejseinvitation bilagt ansøgningen var ikke nok. Der skulle også vedlægges en begrundelse på russisk for myndighedernes krav om dobbeltvisum.Altså skulle vi stakkels ansøgere begrunde russernes krav. Lad mig blot anføre,at det var en omstændelig proces med flere omskrivninger. Vittigheden er – for det er bestemt urkomisk – at Rusland gør krav på Nordpolen, og opfatter altså storpolitisk set området som sit domæne, hvorimod det hæderkronede bureaukrati undlader at tage den slags smålige hensyn til Putin og hans politik. Mon vi betragter det som en stiltiende accept af Danmark/Grønlands krav på Nordpolen?
Efter otte afvisninger kom passet retur med visum en uge før afrejse, men vi slap dog for at rekonstruere vore sidste 10 års rejseprogram, som andre af turens deltagere blev afkrævet. Det skal nævnes, at alle australske deltagere viseret i Sydneys russiske ambassade kom helt problemfrit igennem med deres ansøgninger på ganske få dage. Måske er det ikke alene det russiske system, men som overalt i verden også menneskene bag, det handler om.
Søren Rasmussen
