3 Apr 2019
Tarangire og Serengeti har modsatte sæsoner. Når flokkene forsvinder fra den sydlige del af Serengeti i perioden april-november, bugner sletterne omkring Tarangire med savannevildt
Det er en god ide at planlægge sin safari herefter, men ligesom Serengeti altid har en solid vildtbestand omkring Seronera, vil Tarangire altid have en stor fast bestand, fordi der er masser af vand og føde. Dagens billede af en stor hanelefant under en endnu større baobab, er det mest karakteristiske sceneri fra Tarangire. Disse gamle giganter præger naturen på hver sin måde. Elefanterne destruerer i tørketiden nogle af mindre træer, spiser kviste og bark, og er dermed stærkt medvirkende til at holde store græsningsområder åbne for græsæderes sæsonvandring. Uden elefanternes vedvarende aktivitet ville disse områder gro til og vildtbestanden minimeres. Baobabtræets ved indeholder enorme vandmængder, der fungerer som vandreserve for elefanterne i tørtiden. Mange træer bærer voldsomt præg af elefanternes stødtænder, der år efter år har gravet sig dybt ind i træet, men ikke desto mindre heler træerne op, og mange kæmper er formentlig flere tusinde år gamle. Baobabtræets blomster og frugter giver næring til talrige insekter, fugle, pattedyr og herunder mennesker.
Lige uden for vores telt er der et vandhul. Det besøges døgnet rundt af elefanter, bøfler, vandbukke, vortesvin og meget andet. Vi kan blot sidde på terrassen og kigge på hele sceneriet, og supplerer vi med en kikkert, kan vi tilmed glæde os over alle de farvestrålende småfugle, der hopper rundt mellem græsstråene. Jeg har medtaget et billede fra vandhullet med to små vortesvin i forgrunden, en elefant i baggrunden, og bag dem kan man lige skimte nogle bøfler, der holder til her dagen igennem. Vildtet opsøger naturligvis vandhullerne for at drikke, men der er faktisk en del andre årsager som eksempelvis nedkøling i de varmeste middagstimer, hvor et mudderbad gør godt. Fordampningen fra fugtig jord trækker næringssalte med op til overfladen, hvor de bliver tilgængelige for savannens græsædere, hvis føde sjældent dækker de fornødne behov. Saltslik fungerer således som vildtets vitamintilskud. Endelig ynder mange dyr at dække huden med jord for at beskytte sig mod stikkende og bidende insekter. I større mængder kan tæger og flåter ødelægge tykhudernes hud, hvor større huller hurtigt vil angribes af livsfarlig infektion. Mudderet giver en vis beskyttelse på steder, hvor de ikke selv kan nå utøjet, men artsfæller og fugle som især oksepikkere tager heldigvis deres andel og holder uvæsenet i ave. Vortesvinene på billedet har lige taget mudderbad, men de har også en ganske særlig hjælper, der ynder at pudse deres hud. Det drejer sig om det lille desmerdyrlignende zebramangust, som jeg har taget et ”portræt” af. Jeg har faktisk også set dem ”pudse” en colobusabe i Governors’ Camp.
Blandt de tilbudte aktiviteter er besøg i en traditionel Masai landsby. Landsby er nu så meget sagt, for der er nærmere tale om ”bondegård” med en mand, hans tre koner og børn. Det første der slog mig, da vi nærmede os landsbyen eller manyattaen var, at selvom den lignede de tilsvarende beboelser i Masai Mara med runde hytter, var der mere rent og ryddeligt. Hytterne var ikke i vanlig masaistil plastret til med komøg men med jord og ler og taget stråtækt. Husdyrene havde tilmed, helt usædvanligt, en egen indhegning inden for landsbyens perimeter. Manden blev præsenteret som høvding eller rettere chief og ejer af store landområder i oplandet. Ingen af delene har meget at gøre med den oprindelige masaikultur. Masaierne har ingen bosser, de har ældre og ældste, der kan have mere eller mindre prestige og indflydelse afhængigt af antal køer, børn og den samlede livshistorie. Har de været brave krigere og klaret sig godt, kaldes de laibon, en finere og prestigefyldt adelstitel, som man altså skal gøre sig fortjent til. Konceptet jordejendom indgår heller ikke i deres kultur, hvor land er til fri afbenyttelse som græsningsareal for deres kvæg. Kvæget er skabt sammen med masaierne og tilhører dem helt principielt og dermed også den jord, der er nødvendig for at kvæget kan græsse. En ret, de gennem adskillige hundreder år har håndhævet, om nødvendigt med magt. Masaierne er en nomadisk krigerkaste, der har været vant til at gøre som det passede dem uden andre hensyn, og de har aldrig spildt tiden med unødvendigheder så som rengøring og dekoration af vægge, som vi eksempelvis oplevede her. Landsbyen er er et godt eksempel på, at Tanzanias regering langt om længe er ved at få skovlen under denne flamboyante kultur, der er helt chanceløs overfor de allerede etablerede ændringer.
