30 Apr 2019
Når man går langs strandpromenaden, kommer der ind i mellem en traditionel, tungtlastet sejlbåd farende forbi nogle hundrede meter ude.
Det er en såkaldt dhow på vej til den såkaldte dhowhavn med sin last. I dag er havnen desværre lukket for offentligheden, men jeg har tidligere haft fornøjelsen af at lægge til i havnen, hvor hundredevis af spektakulære sejlskibe lastes og losses dagen igennem. Dhowen er nøglen til Zanzibars succes gennem tusinde år, og det yderst sødygtige men primitivt byggede sejlskib er stadig hovedtransportør af mennesker og gods mellem øernes og kystens havne. Gennem tusinde år har dette lille fartøj fløjet afsted på havets trade winds mellem Østafrikas kyst kaldet Zanj, Indien og Arabien. Skiftende indflydelse fra Arabien, Portugal, Indien og England har ikke ændret ved skibenes udseende, men den mest betydningsfulde handelsvare, slaverne, er heldigvis et længe overstået kapitel.
Man kan til en hvis grad hævde at slavehandelen er hovedårsagen til Zanzibars relative succes eller rettere velstand gennem historien. Det vides med sikkerhed, at araberne hentede slaver fra Østafrika for mere end tusinde år siden, og blandt andet benyttede slaver som soldater. Senere etablerede araberne store plantager, specielt krydderiplantager, på Zanzibar, der den dag i dag er kendt som ”Spice Island”. Det hårde markarbejde krævede en masse arbejdskraft, og dødeligheden blandt slaverne var over 30% årligt, så importen af friske forsyninger var naturligvis vigtig. Efterhånden udviklede øerne sig til et to-kastesystem med en arabisk, slaveejende overklasse og slaver, hvortil kom en garde af medhjælpende frigivne slaver, der var loyale mod deres arabiske arbejdsgivere. Da Europæerne begyndte at transportere slaver fra Østafrika, kom det årlige antal slaver på de lokale markeder på Zanzibar op på omkring 50.000. I dag er der ikke så mange spor af slavemarkederne tilbage, men billeddokumentationen fra sidste halvdel af 1800 tallet er ret omfattende. I dag er der opført en kirke over Stonetowns største slavemarked, men slavekældrene er velbevarede (se billederne) og kan stadig ses. De små lavloftede kælderrum husede over 50 slaver, der i reglen var lænkede.
Langt de fleste opdagelsesrejsende i det indre Afrika som Speke, Burton, Stanley og Livingstone startede deres rejse fra Zanzibar, og mange opholdt sig på øen i månedsvis for forberede deres ekspedition. Livingstone beskriver Stonetown i 1866 som et stinkende hul, hvor skidt og møj hobede sig op overalt, og sygdomme florerede. Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag forekommer byen forholdsvis ren, selvom visse dele af markederne nok kan passe til Livingstones beskrivelse, men hele øen er præget af halvfærdige bygninger og ruiner; kort sagt en rodebutik.
Zanzibars enorme betydning illustreres af, at Sultanen af Oman simpelthen flyttede sin hovedstad til Stonetown i 1840. Det var her, den senere oliestat hentede sine rigdomme, men i den sidste del af 1800-tallet blokerede briterne regelmæssigt havnen og sejladsen for at dæmme op for den ulovlige slavehandel, og i 1890 blev Zanzibar så et britisk protektorat.
På billede 1 og 2 ses de originale, velbevarede slavekældre og på billede 3 ses et moderne monument, rejst på et af de største slavemarkeder ved siden af kirken bygget samme sted (billede 4). Billederne 5,6, og 7 viser fortet i Stonetown før med slaver og som det fremtræder i dag. Billed 8 er fra markedet.
Stonetown har bestemt mange seværdigheder som huse, bygningsværker, smalle typiske arabiske bydele, markeder og en egen atmosfære som en by, der ikke glemmer sin historie, selvom de synlige spor er forsvundet.
Søren Rasmussen
