28 Feb 2019
Mennesket fødes formentlig med en naturlig angst for slanger og andet kryb, der skal beskytte os mod uventede ubehageligheder
I princippet er det nemmere at være bange for eller tage forbehold for alle slanger end at lære de relativt få farlige at kende. Derfor vil de fleste slanger, man ser i Afrika og mange andre steder i øvrigt, være døde. Masser af harmløse slanger dræbes af mennesker, fordi de simpelthen er bange. Heldigvis kan slanger bemærke vibrationer i jorden og nå at flygte i tide. Enkelte arter stoler dog på deres glimrende camouflage, indtil man træder på dem, og så har vi balladen. Over halvdelen af de slanger jeg har set i Afrika, har ligget og solet sig på en vej eller i et hjulspor, og mange har desværre været overkørt eller fået smadret hovedet.
På en safarirejse ser vi regelmæssigt slanger som mamba, puffadder og pyton, hvoraf de to første er livsfarlige. For de fleste vil det trods naturlig angst være en ekstraordinær og spændende oplevelse, som ikke sjældent lader sig forevige af et kamera med god telelinse. Tættere kommer vi heller ikke. I vores 35 år lange safarihistorie har der aldrig været nogen ubehagelige oplevelser.
Her viser jeg nogle af de seneste slange spots vi har haft. Den smukke grønne slange med sorte pletter er en helt ufarlig spotted bush snake, her fotograferet i Khoka Moya. Det er nok den hyppigst sete slange, der primært lever i træer, hvor den jager gekkoer, kamelæoner og frøer.
Den næste slange er en, man helst kun skal møde under meget kontrollerede former. Det er den giftige puffadder, der er en kraftig, tyk slange med et stort trekantet hoved og meget store næsebor. Bundfarven er brun eller gulbrun, med et stribet sort og lyst mønster, om end farven kan variere mellem de forskellige lokaliteter. Her har jeg tre billeder taget i Manyeleti og Entabeni. De første to viser slangen i lidt forskellige farvevariationer, mens det sidste udgør en lille opgave: prøv at finde slangen! Den ligger camoufleret helt op ad planten. Et billede jeg slet ikke bryder mig om, fordi jeg åbenbart alt for ofte går i sandaler i lavt buskads, men må nu revidere min opfattelse af, at man nemt kan få øje på slanger på delvis åben grund. Puffadder er netop en af de få slanger, der bliver liggende og stoler på sin camouflage. Til gengæld gør den absolut ingenting, så længe men ikke træder på den. Den er dog skyld i omkring 60% af alle slangebid i regionen.
Den næste slange ser drabelig ud, men det er en klippepyton, altså en ugiftig kvælerslange, her fotograferet i Entabeni, hvor jeg så to i løbet af få dage. En levende og en overkørt. De kan imidlertid blive ganske enormt store, mellem 5 og 6 meter lange, og tykke som træstammer. Jeg så engang en på Crescent Island i Kenya, der formentlig var i nærheden af en halv meter i diameter, men jeg målte ikke efter. De største slanger har antiloper og krokodiller på menuen, men anser formentlig også mennesker som et naturligt bytte, selvom de bekræftede tilfælde er få.
Den sidste slange er en hyggelig fætter, der spytter sin gift i øjnene på såvel ofre som fjender. Den kan ramme meget præcist på flere meters afstand, men er dog også i stand til at bide. Den udspilede nakkehud viser, at det er en cobraslange, som findes overalt i Afrika og Østen. Denne art kaldes Mozambique Spitting Cobra eller lokalt M´fezi. De er heldigvis nataktive og flygter, når vi kommer tæt på, men de kan altså også blive overrasket, og så er det belejligt med briller.
Søren Rasmussen
