Shanghai og Kina i dag: Kapitalismen er en papirtiger

Kinas tusindårige livsnerve er stadig lige så vital som dengang Sui dynastiets kejser besluttede at uddybe Kines vigtigste flodveje og forbinde Yangtze med Den Gule flod. Kanalen blev bygget af millioner af slavearbejdere mellem år 605 og 609, og dermed havde man definitiv løst problemet med transport mellem nord og syd. Forsyningerne til Kinas hjerteland var blevet sikret af verdens længste menneskeskabte vandvej. 

På Shanghais brolagte flodpromenade er alt forandret. Her summer det af liv, mellem storbyens nye skyline og fornemme gamle hoteller, gadehandlere, isvogne og fotografer, der konkurrerer med selfiestænger. Moderne kinesiske turister iført spraglede mærkevarer og den uundgåelige smartphone, der fortrinsvist holdes i tre stillinger: tæt til munden, der mumler ind i apparatet, foran sig, mens man svirper mellem siderne eller med bøjet arm på brystet, mens man tænker over, hvad man nu skal bruge den til, for i lommen kommer den aldrig. Engang brugte man telefonen til at tale med andre. Kinesernes forhold til deres mobiltelefon, forekommer at være tættere end til noget menneske, men forhåbentlig tager jeg fejl.

En anden nyskabelse er allestedsnærværende overvågningskameraer, de hænger over kørebaner, fortove, supermarkeder, hoteller og her på strandpromenaden talte jeg hele 9 kameraer på en enkelt opsat metalskinne. Nogle vil være helt sikre på at få det hele med. Jeg læste en interessant artikel i New York Times over morgenmaden, som handlede om, hvordan overvågningssystemet fungerede sammen med ansigtsgenkendelse i Xinjiang (Sinkiang) provinsen, hjemstedet for Kinas største muslimske minoritet. Myndighederne scannede ansigtet på en tilfældig kvinde på gaden, og kunne øjeblikkeligt få alle relevante persondata op på skærmen, samt oplysning om, hvor hun havde været de foregående timer. Kommunisterne annekterede provinsen i 1949 sammen med Tibet (1951), så havde men det fornødne bolværk mod andre store nationer som Indien og Sovjetunionen og en mulig fremtidig kilde til råstoffer. I virkeligheden var det fuldførelsen af Kinas urgamle strategi, at bygge en mur omkring det kinesiske hjerteland og kornkammer mellem den Gule flod og Yangtze. Kommunismen dog slog dog aldrig igennem hos de tyrkiske uyghurs, der hovedsageligt er muslimer med hang til oprør mod andre autoriteter end Mohammed. Derfor sidder en million i genopdragelseslejre, mens resten overvåges ganske detaljeret, oplyser artiklen. Kineserne er skrækslagne for indre ideologiske fjender af systemet, der tilbeder andre end det kommunistiske parti og nutidens store rorgænger Xi Jinping. Dette gælder også de mere end 100 millioner ny kristne, påvirket af amerikanske sproglærere med velskrevne Bibel tekster i baghånden.

De kinesiske ledere har udviklet et system til at disciplinere befolkningen. Ulydige og asociale elementer fratages simpelthen goder som pensionsordninger, arbejde, institution, fri hospital og uddannelse. Mere behøver man såmænd ikke, men usselt mammon står ikke mål med frelsen. Kinesernes traditionelle tro handler om tilbedelse af forfædrene og deres historie, diffus buddhisme og løs confuciansk filosofi, som man er vant til at anvende særdeles pragmatisk, med åbne muligheder for andre trosretninger, der kan være gavnlige. Derfor er mange kinesere tilsyneladende mere påvirkelige overfor stringente trosretninger, end man ellers skulle tro. Mennesket har muligvis en evolutionær tendens til at tage en overordnet forklaringsmodel som eksempelvis en religion til sig.

Floden gennem Shanghai hedder Huangpu, en flodarm i Yangtzedeltaet, der slår et stort sving forbi Shanghais gamle, prominente promenade the Bund og danner på modsatte side halvøen Lujiazie, bedre kendt som Pudong, der indtil 1990 fremstod som ligegyldig sump og småhuse, men i dag rummer en af verdens flotteste skyline, der udmærket kan konkurrere med Manhattan.

Kontrasten mellem Pudongs kraftigt illuminerede facader i skyhøjde, og de gamle, ærværdige hoteller i gotisk Chicago stil på The Bund er slående. Fortid, nutid og fremtid. Mange af de gamle bygningers historie går tilbage til årene efter Opiumskrigen mellem England og Kina mellem 1839 og 1842. Den ultrakorte historie er følgende: Englænderne havde lynhurtigt taget den kinesiske te til sig og drak så meget af den, at landets sølvbeholdning faldt drastisk. Kineserne ville nemlig kun betales i sølv. Englands valutareserver var truet, og som modvægt begyndte englænderne at dyre opium i Indien og eksportere den til Kina mod betaling i: netop sølv. De rige kinesere tog opiummen til sig, og lasten bredte sig hurtigt til resten af befolkningen, men så skred kejseren ind, og forbød opium under trussel om dødsstraf til købmændene. Derefter sendte England en flåde på over hundrede krigsfartøjer op gennem Yangtzedeltaet og knuste alle de kinesiske krigsjunker, de mødte på deres vej. Efter krigen måtte kejseren acceptere al opium til folket, og acceptere en udenlandsk handelskoloni i Shanghai, hvorefter hotellerne skød op på the Bund, mens giften spredte sig til hele Kina. Selv bor jeg på et af de ældste, Peace Hotel, hvis ældste bygninger blev opført i 1850, men selvom det i dag ledes af den canadiske Fairmont kæde, er der lidt for megen plys efter min smag.    

Under anden verdenskrig udviklede Shanghai sig til en af krigens afgørende skuepladser og blev hårdt medtaget, og efterfølgende lukkede kommunisterne mere eller mindre byen ned. I 1990 skiftede kommunistpartiet kurs under Deng Xiaopeng og udviklede en ultrakapitalstisk markedsøkonomi i de regeringskontrollerede sektorer som Shanghai, og senere rykkede systemet videre til andre byer og landdistrikter. Ordren var klar: giv den gas og tjen de penge i kan helt efter amerikansk forbillede, og den ultraliberale model gav pote. Kina blev verdens næststørste økonomi på bare 25 år, hvilket er særligt synligt i Shanghai. Hvis 26 millioner indbyggere, svarende til hele Norden, har opnået en velstand, der svarer til vores og med et tilsvarende socialt sikkerhedsnet.  I mellemtiden har man glemt Den Store Rorgængers og Store Leders slogan som nævnt ovenfor. I Dagens Shanghai Daily (27. maj) udtaler Kinas statsminister Li Keqiang vigtigheden af at skære i virksomhedernes afgifter i skatter for at sikre en sund vækst og lyder mere som Liberal Alliance end Enhedslisten.