29 Apr 2020
Rejsebranchen bliver ikke alene tvunget til selv at betale alle kriseomkostninger, men også til at løfte byrden for alle de bureauer, der ikke selv klarer skærene. Det svarer nogenlunde til at påtvinge SAS at garantere for Norwegian.
Det mest påtrængende blandt rejsebranchens mange problemer er lovkravet om fuld refusion af alle aflyste rejser. Mange omkostninger til leverandører (eksempelvis flyselskaber, hoteller, restauranter osv.) er allerede afholdt eller bundet af uopsigelige kontrakter lang tid fremover. Situationen har fået desperate rejsebureauer over hele Europa til at begå ulovlig selvtægt gennem udstedelse af tilgodebeviser, de såkaldte vouchers, til kunderne, der har lovmæssigt krav på kontant afregning.
Situationen er tilsyneladende så desperat, at mange regeringer i EU, det gælder eksempelvis Tyskland, har accepteret den ulovlige praksis stik imod EU regler. Som duksen i klassen vil den danske regering naturligvis ikke medvirke til den slags anarkistiske tilstande, når man uden videre kan påtvinge branchen et kollektivt ansvar.
Det berømte tilbud som ingen kan afslå
Regeringspakken til rejsebranchen giver aktørerne mulighed for at optage et lån på forretningsmæssige vilkår, der akkurat dækker bureauernes dokumenterede nettoudgifter til leverandørerne frem til 10. maj. Lånet dækker ikke bureauernes driftsomkostninger og slet ikke bruttofortjenesten, der typisk ligger på 20-25 % af omsætningen, og så i sidste ende resulterer i en indtjening på 1-2 % jf. branchestatistik.
Et bureau, der eksempelvis omsætter for 100 mio. kr. i perioden, sidder således tilbage med et dyrt banklån på 75 mio. kr. dækkende udgifter, som slet ikke er bureauets og et fuldstændigt manglende dækningsbidrag på andre 25 mio. kr. Her stopper bureauets omkostninger dog ikke, for lånet er et kollektivt lån til hele branchen formidlet gennem Rejsegarantifonden.
I praksis betyder det, at de heldige eller stærke bureauer, der overlever krisen, ikke bare skal finansiere sit eget tab, men også alle de konkursramte med renters rente. Derfor skønnes lånet at kunne vokse med 25 – 50 % over 6 år. Tilsvarende tal for et bureau der kun omsætter for 10 mio. kr. i perioden vil være forholdsmæssigt de samme.
Nu vil det være berettiget at stille spørgsmålet: ”Er alle chefer i rejsebranchen fuldstændigt blæst i hovedet, siden de accepterer en så tåbelig ordning? ”
De har ikke noget valg. Det er et tilbud, man ikke kan afslå. Som formidler af pakkerejser i Danmark er man nemlig tvunget ved lov til at være medlem af Rejsegarantifonden, og dermed lovpligtig ejer af lånet til branchen uanset, om man har lånt en krone eller ej. Afslår man lånet, skal man alligevel betale et beløb tilbage, som vil svare til det lån man ”burde” have lånt.
Bureauet med de 100 mio.kr. i omsætning, vil stadig skulle indbetale de 75 millioner plus det løse, fordi tilbagebetalingen er omsætningsbestemt. Således er hele branchen taget som gidsler i regeringens fantastiske spin.
Der fokuseres meget på branchens kollektive ansvar og fælles låntagning, men det er i virkeligheden slet ikke det største problem. Det er derimod den helt fundamentalt manglende sammenhæng mellem lån og tilbagebetaling. Rejsebureauerne er fuldstændigt forskellige og har forskellige højsæsoner. Bureauer der eksempelvis er koncentreret om sommerrejser, har muligvis slet ingen leverandøromkostninger i den såkaldte støtteperiode, hvilket betyder, at de ikke kan låne en krone, fordi deres lånebehov blot er forskudt. De bliver alligevel tvunget til at betale en forholdsvis andel af lånepakken på 1,5 milliarder.
Den kollektive afdragsordning kan kun fungere med rimelighed, hvis der er sammenhæng mellem det enkelte låns størrelse og det respektive afdrag. Hvis afdraget er betinget af omsætningen, skal lånet på tilsvarende vis være bestemt af omsætningen. I øvrigt er det næppe lovligt, på den ene side at nægte folk lån, og på den anden side tvinge vedkommende til at betale for et lån, man altså ikke har modtaget. Det vil med garanti ryge til EU domstolen.
Det er beklageligt at skulle sige det, men man fristes til at antage, at ingen i ministerierne har brugt den indvendige side af hovedet. Er det bare gået for stærkt?
Søren Rasmussen
Søren Rasmussen
