Ranger Camp - fortsat

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
4 Feb 2019
Ranger Camp ligger i Entabeni conservation area, der i øjeblikket udgøres af 22.000 hektar bush

Men da området er gennemskåret af en bjergkæde på 2.000 meter over havets overflade, er det tilgængelige areal med vildt betydeligt større, end arealet angiver, selvom nogle bjergsider er så stejle, at de nærmest er utilgængelige. Med tiden vil området formentlig udvides yderligere med de store offentlige bush-arealer, der grænser op til Entabeni. Selvom Entabenis størrelse tillader især mindre dyr en tilværelse, der ikke adskiller sig fra deres oprindelige levevis i den frie natur, er det alligevel ikke stort nok til, at alle dyr kan interagere med hinanden som i en oprindelig natur uden afgrænsning. Større vildt med en særlig markant adfærd skal kontrolleres og reguleres. Det gælder eksempelvis elefanter og løver. Elefanterne presser væksterne, og løverne presser savannevildtet. Der må ikke være for mange af disse arter. I praksis består park management fortrinsvist i at fjerne vildt og indsætte nyt vildt og skabe en balance, der er så tæt på den vilde natur som muligt. I det forgangne år har vi både forsøgt at introducere leopard og elandantiloper tæt på Ranger Camp. To leoparder blev hurtigt dræbt af løverne, som ikke bryder sig om konkurrence, og i løbet af 14 dage havde de også sat halvdelen af elandantiloperne til livs. Forklaringen er den ret simple, at de introducerede arter kom fra såkaldte vildt opdræt uden rovdyr, så de manglede simpelthen at udvikle en strategi overfor løver. Det er et af reservaternes største problemer. Man kan simpelthen ikke købe eller bytte dyr fra områder uden større rovdyr. Derfor er det heller ikke muligt at genudsætte vildt, der er indsamlet som små og opflasket af mennesker, uden et meget langt og vanskeligt introduktionsforløb. Og så er det stadig et problem. Vores store gnubestand er løvernes absolutte hoveddiæt. De tjener nærmest som levende foder, fordi de er typiske open plain antiloper, der overhovedet ikke kan trives i tættere buskads. Selvom vores åbne savanneområder forekommer store, er de alligevel så overskuelige, at løverne altid ved hvor de skal hente dagens måltid. Det er dog tydeligt at se, at gnuerne bliver bedre og bedre tilpasset og opdager de snigende løver forholdsvist hurtigt. Ingen panik når løverne opdages, man holder øje og afstand.

I løbet af dette år inkluderes det 7.000 hektar store Doorndraai Dam i Entabeni, hvor der lige nu er udsat 12 bøfler, og dermed skulle vi være nogenlunde sikre på, at der er de såkaldte Big Five: elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Hermed er vi nogenlunde sikre på at se 4 af de fem store, hvorimod den sidste, leoparden, indtil videre nok nøjes med at efterlade sine spor. Leoparderne er stadig meget sky i dette område, fordi farmerne har været tilbøjelige til at skyde på enhver plet de sidste hundrede år. I dag er al jagt på leopard strengt forbudt, og parkmyndighederne giver ikke længere nogen undtagelser.