Over isen

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
14 Aug 2014
Jeg står i timevis på dækket og spejder ud over tusinder kvadratkilometer havis.

Vejret viser sig igen fra sin venlige side, solen glimter i isen og varmer min ryg, ingen tåge og kun lidt hav vind,der imidlertid holder helikopteren på dækket til rejsedeltagernes store fortrydelse, men der er jo ingen grund til at tage chancer for den blotte fornøjelses skyld. Der er ikke den store sandsynlighed for sæler, isbjørne eller sågar havfugle, for adgangen til havet er kun sporadisk og neden underisen er det ubeskinnede, mørke havvand ikke specielt befordrende for højere livsformer. Fødekæden er først og fremmest mikroskopisk og stopper fortrinsvis ved gopler og filtrerende organismer. 

Jo tættere vi komme på fastlands soklen og Franz Joseph Lands øhav, desto flere fugle og sæler komme os i møde. De cirkumpolare rider kommer først. Denne elegante, hvide måge har fået vingespidserne dyppet i blæk og elsker livet langt ude på havet, is eller ej. De lander i vågerne, hvor de måske finder små bitte æg fra krebsdyr flydende i overfalden,men ellers er de, som andre mågefugle, ikke karrige med fødevalget. Ved det forrige århundredeskifte fik de en noget hård medfart som pynt på damehatte. På det tidspunkt var det åbenbart højeste mode at rende rundt med et fuglelig fastgjort til hatten, og såvel strudse og fasaner som rider som talrige andre arter blev jaget vildt med dette ædle formål for øje. I dag står kun rædselsberetningerne om levende, vingeløse fugle tilbage.      

Som et kært barn har is mange navne - også på dansk. Blå is, ser vi endnu ikke meget til. Det er glasklar bræis, der ligger dybt i vandet, og som set oppefra har et mørkeblåt udseende. Derimod ser vi masser af drivis, der er alt flydende havis, i modsætning til fastis, og den inddeles i klasser efter dækningsgrad.  Kompakt isdækker 10/10 af overfladen, tæt is 7/10 -9/10, åben is 4/10-6/10, og spredt is1/10 - 3/10. Sidstnævnte altså op til 3/10 isdække er normalt sejlbart med de såkaldte isklasseskibe eller ekspeditionsskibe, men de skal være forsigtige,for skruerne er ikke glade for is. Isbarrierer er der masser af. Det er en iskant bestående af flager, der er presset sammen af vind og sø, og som er vanskelig at trænge igennem. En Isskosse er en lille isflage på mindre end 10 mi diameter. Større stykker hedder netop isflage fra lille til kæmpe. Under 2 meter i diameter taler man om isstump. Isshelf har en jævn overflade og dannes, når gletsjertunger skubbes ud på gammel fjordis, og ligger mere end 2 meterover havoverfladen. Mosaikis er isstykker af forskellig aldre, som er frosset sammen. Rådden is er havis, der er ødelagt af tø, og  har derfor en svagere styrke. Det kan også være isfjelde med så mange revner, at de er nær kollaps. Jo, det er da vigtigt, at man ved, hvad man taler om. Forresten har buskmændene i Kalahari mere end 10 forskellige ord for græs.

Et af polar rejsens særlige træk er 24 timers lys eller måske ligefrem 24 timers blændende sol.  Det er virkeligt en besynderlig fornemmelse, at stå på dækket med solbriller klokke et om natten og fotografere i det skarpest tænkelige lys. Et af polernes mest markante karakteristika er netop perioder med henholdsvis 24 timers nat og 24 timers dag, hvilket skyldes, at jordens rotationsakse ikke er ret, men skrå i planet, der angiver rotationen om solen. Halvdelen af året vender polen direkte mod solen og den anden halvdel væk fra solen. Liv har svært ved at tilpasse sig så omskiftelige forhold.

Det er en udbredt misforståelse, at polarområdernes kolde klima skyldes mindre indstråling fra solen, men indstrålingen er blot fordelt på en anden måde end andre steder, og de polare områder har faktisk ikke altid været kolde. 

Halvdelen af solens indstråling er synligt lys, resten er infrarød og en anelse ultraviolet. Ved midsommer er den gennemsnitlige indstråling ved polerne selvfølgelig betydeligt højere end ved Ækvator, men den skrå vinkel og vintermørket betyder, at indstrålingen ved Nordpolen kun udgør 43% af den tilsvarende indstråling ved Ækvator. Det sydlige polare område,Antarktis, får imidlertid 16% mere indstrålingsenergi end det nordlige område, Arktis, hvilket altså skyldes, at jorden er tættest på solen i den sydlige (australe)sommer, end det er tilfældet i den nordlige (boreale) sommer. Hertil kommer større landhøjde på Antarktis (mindre atmosfærisk masse undervejs) og mindre stråleabsorberende støv og forurening.

Trods forskellene i indstråling, er Antarktis meget koldere end Arktis. Var turen gået til Sydpolen i stedet for til Nordpolen, ville vi ikke have oplevet behagelige lummervarme dage på omkring nul grader, men ubehagelige kolde dage med 25 graders frost og stor sandsynlighed for snestorm. Der er dog rigtigt mange forskellige faktorer der spiller ind, men den vigtigste er jordens eller landskabets tidligere omtalte evne til at absorbere energi fra solen. Ved fuld absorbering omdannes al stråleenergi fra solen tilvarme (termisk energi). Is og sne kaster næsten al stråling (energi) tilbage tilrummet. Eksempelvis kaster havis 95 % tilbage, mens frisk sne kaster 80 – 85 %tilbage. Når et område først er iset til, er det ikke så nemt at vendesituationen. Hvis havet ikke var frosset til om vinteren, ville det absorbere næsten 100 % energi (granit absorberer 85 % jord 98 %, og jordkloden i gennemsnit 57 %). Antarktis absorberer mindre end 10 % energi og Arktis omkring 35 %.

Her i Arktis dækker isen næsten 2 mio kvadratkilometer landmasse (mest Grønland) og fra 7 til 16 mio kvadratkilometer (vinter) havmasse. På Antarktis er der 12,6 mio kvadratkilometer landmasse og 4 til 20 mio kvadratkilometer havmasse.

På Grønland er der relativ meget frit vand uden is store dele af året, og langs Grønlands kyst er der store områder med isfrit land. Dette forhold (stor absorbering af solenergi) medfører, at Grønland er meget varmere end tilsvarende områder ved Antarktis. Hvis der ikke allerede var dannet så meget is ved polerne, ville klimaet være tempereret.

Den varierede indstråling (energitilførsel) forskellige steder på jorden skaber cirkulation i oceanerne og i atmosfæren, der sammen med jordens rotation og landmassernes position omfordeler varmen. Disse faktorer har i nyere tid akkumuleret is ved polerne, over og under polarcirklerne (66,33 nordlig eller sydlig bredde). Et areal på 84 millioner kvadratkilometer eller 16,5 % af jordens overflade. Som det ses, er der væsentlige klimatiske forskelle mellem nord og syd, og man kan derfor ikke tale om, at polar cirklerne markerer nogen økologisk overgang. Her i nord har man velfungerende byer og skove over polarcirklen, mens der på Sydpolen kun er is og stort set intet liv sydfor polarcirklen. Tidligere har der været skov på Antarktis, det var for ca. 52 millioner år siden. 

Det er vigtigt at påpege, at det ikke er statiske, men variable forudsætninger, der har skabt de eksisterende iskalotter på klodens poler og dermed den aktuelle lave vandstand i verdenshavene. Polerne er skabt gennem en selvforstærkende effekt, hvor is har skabt mere is og mere kulde.  Når en vis mængde havis er smeltet, tipper balancen og vi får den modsatte effekt: mere absorberet varme smelter is og giver mere varme.  Meget tyder på, at isen forsvinder, men vi ved ikke, hvor hurtigt det sker eller om processen stopper, inden vandstanden er steget med 300 meter. Vi kan formentlig sagtens omstille os til en ændret topografi, men vi bryder os ikke om, at naturen dirigerer udviklingen.   

Solen fulgte os fra en skyfri himmelhele vejen tilbage til Franz Joseph Land og kaptajnen hævdede, at det var det flotteste vejr, han nogen sinde havde haft tilbage, men halevinden fra nordskabte voldsomme forsinkelser på grund af den ophobede is hele vejen ned mod øhavet. Undervejs stødte vi på en del sæler, op til fire ringsæler ved samme åndehul og en del enlige remmesæler, der solede sig ved iskanterne samt en enkelt poserende bjørn. Efter riderne kom lomvier og tejster og varslede, at vi nærmede os fastlandssoklen, hvor isen stadig lå tæt pakket.

Når man står højt oppe på skibets øverste dæk og kigger ud over det varierede islandskab, hvor sælerne ligger som små prikker i ly af de selvsamme isskruninger som danner bjørnenes skjul, kan man rigtigt forestille sig dyrenes kamp for overlevelse, den enes død, den andens brød. Sælerne ligger alle klar til et hurtigt hop i havet og en hurtig neddykning i det våde element, hvor isbjørnen ikke har en kinamands chance for at følge med, selvom den ellers befinder sig godt i havet.

Evolutionen har gjort sælerne til gode dykkere, så de kan finde føden i vandet. Det skal isbjørnen heldigvis ikke, og således får sælerne deres chance. De har udviklet særligt store mængder af det iltbindende molekylemyoglobin, som transporterer ilt i alle fisk. Stoffet er beslægtet med hæmoglobin,som er det normale iltbindende molekyle i blodet hos os og andre pattedyr, men når ilten skal transporteres over i muskelvævet og mitokondrierne, hopper det fra det ene myoglobin molekyle til det andet. Dykkende pattedyr som sæler og hvaler har særlige store mængder af myoglobin og kan derfor holde sig længere neddykket end landlevende pattedyr som isbjørnen. Evolutionen har dog udstyret sælerne med flere raffinementer, og således kan de nedsætte frekvensen af hjerteslag fra 150 til bare 10 i minuttet i neddykket tilstand og holde den lave frekvensunder hele dykket. Muskulatur sikrer ilttilførsel til hjernen, mens mange andre organer, der sagtens kan være uden ilt i halve timer, kobles fra. Muskulaturen arbejder ved anaerobe (ikke iltkrævende) processer og danner en bunke mælkesyre. Det er på samme måde som eksempelvis med langdistanceløbere, og fænomenet kaldes iltgæld. Der kompenseres med ilt, når sælernes dykning er slut. 

Når dykning indledes, er iltprocenten i blodet omkring 20, mens den lige efter afslutningen af dykningen kun er omkring 2 %. Så skal der ilt til maskineriet ellers starter åndedrætsrefleksen, der ikke længere kan modstå presset fra den enorme mængde kuldioxid, hvilket medfører druknedøden. Sælerne er tvunget til at hvile længe på isen for at fordøje maden fra dykkerturene, hvor der jo ikke er energi til dette formål. Det er her, den skal passe ekstra på, for ikke selv at ende som steg.