Tak for endnu et spændende og udfordrende år, der indledtes med vores overtagelse af Hotel Hvide Falk i Ilulissat i Grønland. Her overtog vi samtidigt en mindre virksomhed, som er specialiseret i aktiv ferie med kajak, isvandring og hundeslædekørsel. Vi har sat lignende initiativer i gang i Søndre Strømfjord og håber, at vi hermed kan bidrage til Grønlands tiltrængte og velfortjente placering på verdenskortet som arktisk turistdestination til gavn for erhvervsudviklingen og som et godt supplement til vores talrige polarkrydstogter.
Fra 2019 sejler vi for første gang med Albatros' eget førsteklasses ekspeditionsskib, Ocean Atlantic, året rundt. I vinterhalvåret sejler skibet under de sydlige himmelstrøg omkring Antarktis og i sommerhalvåret i Nordatlanten med rejsemål som de skotske øer, Norge og Svalbard, Island samt Grønland. Rejserne er gennemgående internationale, hvor engelsk er det gennemgående sprog om end vi tillige udbyder enkelte skandinaviske versioner. Fra 2020 indsætter vi et ultramoderne nybygget lavenergiskib, Ocean Victory, der vil reducere CO2-udledningen med op mod 70 %.
Flodkrydstogter i Europa har desværre givet en del hovedbrud og dårlige rejseoplevelser, fordi vandstanden i Donau og Rhinen efterhånden er helt uforudsigelig, antagelig som følge af klimaforandringer. Derfor har vi være på udkig efter flodbåde, der ikke stikker så dybt og samtidig kan smyge sig under broerne ved højvande og fundet en eksklusiv fransk operatør, der kan sit kram. I fremtiden vil vi desuden tilbyde bus frem for fly på de kortere strækninger. I det hele taget kommer vi til at sætte lidt mere fokus på bus, tog og løsninger, der formodes at være mere skånsomme over for miljøet.
Overalt hvor vi har indflydelse, har vi sat et anti-plastik program i gang, og herunder udskiftes alle engangsflasker med genanvendelige dunke, hvilket dog viser sig at være vanskeligere end først antaget, hvis man virkelig skal opnå en bæredygtig gevinst. Faktorer som transport, produktion og bortskaffelse skal nemlig også med i de komplicerede regnestykker, hvis man ønsker andet end ligegyldig staffage.
Vi har i årets løb sat mere fokus på indholdsrige familieferier for to eller tre generationer. Safari med børn i skolernes sommerferie har været en enorm succes, som bliver udsolgt lynhurtigt, da kapaciteten i Albatros' camps er meget begrænset. Personligt var jeg skeptisk; store elefanter og små børn i samme camp? Men det slog hovedet på sømmet, at mine egne børn har været med siden, de blev født. Familieferierne er nu også blevet udstrakt til Bali og Vietnam, hvor vi forsøger at efterkomme mange forældres ønske om, at børnene møder andre mennesker og lærer lidt om fremmede kulturer og får nogle dejlige afslappende dage i hinandens selskab.
I de kommende år vil politikere, organisationer og den menige befolkning diskutere, hvor meget og hvordan vi skal og vil rejse. Det bliver muligvis mindre og muligvis på flere forskellige måder, men rundt omkring i verdens fjerneste afkroge venter fattige mennesker fortsat på at få en lille andel af turismens omsætning på 10.000 milliarder kroner.
Endelig skal jeg blot sige tak for prisen som årets rejsearrangør, der i år blev tildelt efter en opinionsundersøgelse, så en del af jer må jo have stemt på os.
Godt Nytår!
Søren Rasmussen
Stifter af Albatros