Fra det ultimative eventyrland bevægede junglehelten sig ind i et metafysisk sagnland, hvor alt er tilladt, og mere spændende kunne det ikke blive, når jeg slugte barndommens kulørte romaner og film med begærlighed. Det tætteste jeg selv er kommet på beskrivelsen er mine tilbagevendende besøg i Ngorongorokrateret, der begyndte med min og Berits bryllupsrejse i 1985, hvor vi camperede i kraterbunden omgivet af utallige vilde dyr og stadigt det eneste sted i Tanzania, hvor man har en rimelig chance for at opleve de såkaldte Big Five: Elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. I de forgangne år er tusindvis af næsehorn forsvundet fra Tanzania, men her løb vi da også denne gang ind i hele tre, om end på så lang afstand, at kikkerterne skulle i brug. I 1985 kunne vi campere ganske for os selv i dagevis, uden at møde andre og uden de helt store omkostninger. Det var også her, jeg havde min anden (too) close encounter sammen med Berit, da en løve defilerede forbi mig i en afstand under fem meter, mens jeg stod på en træstamme og var stærkt optaget fugle. Da jeg et øjeblik kiggede ned, fik vi øjenkontakt i få sekunder, mens adrenalinen nåede at rulle mellem hjerne og storetå adskillige gange. Efterfølgende har Berit hårdnakket påstået, at hun spekulerede på størrelsen af vores gensidige forsikring.
Forholdene har ændret sig, campering i krateret er strengt forbudt og en enkeltsafaritur ned i krateret koster over 100 amerikanske dollar blot for tilladelsen. Alle hoteller og lodges på kraterkanten tæt ved nedkørslen koster over 1000 amerikanske dollar, så det kan hurtigt blive en større udskrivning, men der er genveje, for man kan bo ret billigt i Karatu lige neden for vulkanen, og herfra tager turen op over kraterranden og ned i bunden kun 90 minutter. En solid madpakke og en god lang dag i kraterbunden er formentlig den bedste investering i safari i Tanzania. Krateret har en mange fastboende indbygger som eksempelvis næsehorn, men også her er vildtet til en hvis grad præget af regntid og vandring. Sæsonen følger nogenlunde Serengeti, men man går aldrig helt alt i byen.
Der er mange ting der gør Ngorongoro fascinerende og helt unik i forhold til alle andre nationalparker. Ngorongoro er en såkaldt caldera, hvilket vil sige en vulkan med klassisk vulkankegle der i gennem millioner af år er faldet sammen og nedslidt, således at åbningen er blevet meget større og siderne mindre om end stadig uhyre stejle. Bunden forekommer enorm, selvom man godt kan fornemme kraterranden hele vejen rundt. Der er mange kendte biotoper som åben savanne, skov, søer og herunder sodasøer, floder og bjergmassiver. En alt i en løsning som medfører en naturlig forekomst af næsten alle de arter pattedyr, fugle, krybdyr og insekter som man ellers kan se i Østafrika.
Da vi i sin tid camperede her, havde jeg fornemmelsen af at være kastet ned i en særdeles flot anlagt zoologisk have med høje vægge hele vejen rundt. En anelse klaustrofobisk, hvis vi ikke lige havde haft en bil til rådighed.
På kraterkanten ligger der et smukt udsigtspunkt, omkring 5 minutter før man kommer til nedkørslen. Herfra får man en god fornemmelse for kraterets størrelse og stærkt varierede landskab, selvom det ligger lidt for højt til, at man kan se detaljer. Mange ankommer efter godt tre timers kørsel fra Arusha, får taget et par fotos, og kører videre til Serengeti uden nogensinde at vide, at de lige er kørt forbi verdens mest spændende, naturlige Zoo.
