29 Jun 2019
Det kan ikke blive andet end et godt turistår, med alle de enorme isbjerge strandet på den underjordiske moræne 300 meter under den berømte Isfjords overflade.
Isfjorden, Ilulissat
Vi sejler lige over den urgamle oprindelige gletsjerfront, der ikke lader kæmperne passere, før de har kælvet til en passende størrelse, der kan vippe henover barrieren i bunden og slippes løs på det åbne hav i Diskobugten. Trods truende klimaændringer kan Isfjorden ved Ilulissat stadig levere nogle ordentlige basser, der berettiger den fornemme titel som verdensarv og tiltrække tusinder turister.
Isfjorden er en af de seværdigheder, der gør sig ligegodt til vands, til lands og i luften, hvor oplevelserne er så forskellige, at man ikke skal snyde sig selv for nogen af dem, når man nu alligevel er der, og vejret ellers holder.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har krydset Isfjorden, men jeg nyder det lige meget hver gang. Det entydige bevis er de hundrede billeder, jeg får taget trods en klar aftale med mig selv om, at jeg bestemt ikke har brug for flere billeder af Isbjerge, men solens glimten i iskrystallerne og de utrolige farveskift i isen over hele skalaen af blå nuancer, til tider glasagtigt skiftende til snehvid og dyb grøn i det klare vand siger mig i mod. De på en gang eventyrlige og mystiske formationer sender os besked fra en længst svunden tid, længe før mennesket blev til, og det kan naturligvis slet ikke foreviges, så mit kamera arbejder forgæves.
Jeg går tit en lille tur i bygden Claushavn eller Ilimanaq på den anden side af fjorden inden returen til Ilulissat. Der plejer at være pukkelhvaler, men ellers kan jeg nyde de gamle og yderst velrestaurerede bygninger fra den første danskertid eller den nye enestående lodge, der består af en række små lækre hytter med udsigt til bugten, måske Grønlands bedste hotel. Ilimanaq er prototypen på en smuk gammel bygd, hvor livet har stået stille i mange år, men hvor man i dag vender sig mere mod fremtidserhvervet: turisme.
Turismen fylder meget i Diskobugten, hvor dygtige, entreprenører bygger flere og flere flotte turist indkvarteringer, der altid har været en mangelvare i Grønland. Der er dog ikke altid enighed om balancen mellem mængden af glade turister og befolkningens fred og ro. Skal man vende sig mod den nye udvikling, eller skal man returnere til de gamle fag?
Tilbage mod Ilulissat passerer vi en stribe farvestrålende kajakker, der har lagt ud fra Hotel Hvide Falk, og holder sig i de små Isskosser langs kysten. En pukkelhval dukker op imellem de små både og blæser blåsten ud over de sejlende. Tættere kommer man næppe. Vi kan se kajakkerne følge hvalen, der ganske ignorerer de sejlende i sin jagt på føde under skosserne. Det er ret usædvanligt at se pukkelhvaler i is, men så længe de holdersig fra de tætte områder, går det åbenbart. Senere erfarer vi, at denne enlige hval har opholdt sig her i dagevis til stor glæde for de entusiastiske kajakroere. Kajak er i øvrigt ved at blive en relativ stor turistattraktion i Isfjorden og Hotel Hvide Falk har lige åbnet et veludstyret kajakcenter.
Mange besøgende kommer hertil på et krydstogt med eksempelvis Albatros’ Ocean Atlantic, hvilket formentlig er den nemmeste måde, hvorpå man kan opleve Grønland eller i det mindste en god del af Diskobugten, men Ilulissat og Isfjorden kan sagtens holde til et længere besøg, og måske vejrer vi morgenluft, når der kommer en ny lufthavn. Lufthavnen er projekteret til 2200 meter, hvilket betyder, at lufthavnen kan betjene stort set alle former for fly. Man kan jo så håbe, at nogle selskaber vil forsøge sig med direkte flyvninger fra Danmark, USA eller andre lande, så man slipper for de besværlige og meget kostbare forbindelser gennem Kangerlussuaq eller Island. Skulle det ende med en mindre lufthavn, kommer vi næppe til at opleve nogen forandringer, men det kan jo også have sin charme.
Søren Rasmussen
