Med kurs stik nord og en strålende historie om is

Jeg kan ikke helt sige mig fri af samme følelse, når jeg kigger ud af vinduet, og ser os flyve hen over Nordpols isen med en fart af 12-18 knob i timen som sad vi på en snescooter. 25.000 tons farer afsted, hvor ikke et eneste konventionelt isklasse skib kan sejle en meter. Som sejlende turister hader og elsker vi isen i de polare områder. Vi elsker farveorgiet af grøn, blå og hvide nuancer, når solen glimter i isskosserne, og strålerne når langt ned i det krystalklare vand, men vi hader isproppen i fjordmundingen, der forhindrer os i at se det, vi havde planlagt,og vi hader spildtiden, når vi tvinges til at sejle i en stor bue uden om isen.Vi skal jo have det hele med.

Der er sølle 400 sømil til Nordpolen, en afstand, der for blot ganske få år siden forekom er helt uoverkommelig. En afstand, der har taget livet af utallige opdagelsesrejsende, der i sidste ende bukkede under for strabadserne og måske også deres egne ambitioner. Men sejer rige Viktor eller Victoria, det er trods al et skib, klarer skærene med sin originale, runde og skeformede bov, der presser isen ind under sig i modsætning til mange af de klassiske skibes skarpe bov, der alligevel ikke kan skære noget som helst havis.

Når man står helt nede ved vandlinjen, kan man tydeligt se, hvordan isskosserne flyver afsted omkring skibets stålsider, som var de sprunget med dynamit. Det enesteder bekymrer mig en anelse, er isens tykkelse eller mangel på samme. Vi er stadig på tynd is- et- års is – og burde den ikke være tykkere så nær ved Polen? Jeg kender ikke det rigtige svar, og såvel vores geolog som metrolog væver lidt, når jeg spørger.

Aviserne har været fyldt med den gode nyhed, at isen omkring Nordpolen har været meget mere udbredt i det sidste års tid end i de foregående, men man skal ikke overfortolke den historie for isens udbredelse er forskellig fra dens masse. Traditionelt fryser isen hver vinter og noget smelter igen om sommeren. De ikke smeltede isskosser fryser igen og bliver lidt tykkere end før og denne proces foregår år efter år, hvor isen i centrum bliver tykkere og tykkere og efterhånden hård som stål, mens den presses mod syd, knækker af og flyder videre som den farlige havis, de fleste skibe helst skal undgå. Processen svinger lidt fra år til år. Hvis vinteren er særlig lang og kold, kommer der mere havis. Isen breder sig og bliver tykkere i centrum, men samlet set har processen været relativ stabil i mange hundrede år, hvilket vil sige, at kolde og milde vintre har afløst hinanden med så stor regelmæssighed, at isens tykkelse er forblevet nogenlunde jævn. En enkelt kold vinter gør hverken fra eller til for isen er gennem en meget lang periode blevet tyndere og tyndere. Ligevægten er forsvundet, isen smelter.

Vores næste isbjørn ser dog ikke ud til at kære sig om isens tykkelse, men den bringer tilgengæld skam over hårdnakkede påstande om, at vi er ude af isbjørne land, da de efter sigende holder sig tættere til land og ikke bevæger sig så lang mod nord. Det strider mod alt, hvad jeg har lært om isbjørne. Isen er simpelthen isbjørne land. Her er masser af revner og våger, hvor sælerne kan komme op og skulle det være et problem, kan de såmænd selv grave et hul i isen. Vi opdager først bjørnen svømmer i en åben våge, inden den kravler op på isen, mens kaptajnen vender alle 25.000 tons og skyder forsigtigt frem mod den undrende bjørn. Vi har allerede set prøver på skibets forbavsende manøvredygtighed. Det kan stoppe, vende og dreje lynhurtigt alt i mens isen tæmmes. Bjørnen er ikke en af de nysgerrige slags, men vælger at holde afstand mens den lunter rundt og snuser efter sæler. Det er tydeligt, at den undersøger reviret for velduftende sæler eller unger i huler under isen, så vi fortsætter mod Nordpolen og lader den fortsætte arbejdet i ro og mag.

Russerne har store planer med vores Victoria og en serie nye endnu større atomdrevne isbrydere, der skal holde Nordvestpassagen fri og efter 500 års søgen langt omlænge skal sikre skibenes passage til det lukrative østen, men spørgsmålet er om vi får brug for Viktoria og co. i fremtiden?

De globale, klima mæssige konsekvenser kan vi tilsyneladende kun gistne om, for forskerne er rygende uenige, og jeg skal ikke fremsætte spådomme på så løst et grundlag, men det ligger altså nogenlunde fast, at isen smelter. Det usikre er,hvor meget is der smelter, og hvad det kommer til at betyder for havstrømme,vandstand og klima for mange faktorer trækker i hver sin retning.

Nordpolen har ikke altid været dækket af is, men klimaændringer satte gang i en irreversibel proces, der langsomt øgede is mængden indtil Nordpolen fik det det permanente isdække, som vi kender. I dag har vi imidlertid sat skub i den modsatte udvikling, fordi de mange åbne havområder uden is opsuger al energi fra solen, varmer havet op og smelter isen.

Årsagen ligger altså i forskellen mellem isflager og havoverfladens evne til at absorbere eller tilbagekaste solenergi. Havisen tilbagekaster 95 % af solens stråler, mens vandoverflader absorberer næsten 100 % solenergi, der om dannes til termisk energi (varme). Så længe Nordpolen er dækket af is, sendes solenergien retur til verdensrummet, men når isen begynder at smelte opsuges energien. De fleste kender princippet fra deres tilisede indkørsel, hvor man tydeligt kan se sol og varme få fat i de steder,hvor man har været helt i bund med sneskovlen, mens de isede steder bliver ved med at være glatte. Den arktiske is dækker omkring 2 millioner kvadratkilometer landmasse – hovedsageligt i Grønland – 7 millioner kvadratkilometer hav, der i vinterens løb vokser til 16 millioner kvadratkilometer. Da vandmasserne er jordens største energidepot, vil en isfri Nordpol være en enorm energipumpe, hvorfra den termske energi vil sprede sig til alle jordens egne via turbulens. Som nævnt kender vi kloden med en isfri Nordpol fra tidligere tider, hvor mange pattedyr begyndte at tilpasse sig livet i havet.

I løbet af eftermiddagen sænker en tæt tåge sig omkring skibet og isen bliver heldigvis stadig tykkere. Det meste is er omkring en meter, men ind i mellem løber vi ind i flerårig havis af to metrers tykkelse, alligevel pløjer skibet sig igennem med en hastighed på 12 til 13 knob og massive isskosser slynges bagud og ruller rundt som isterninger i en sjus. Ved 84,25 grader sejler vi ind i et gigantisk område med to meter tyk fast is uden en eneste sprække eller våge så langt øjetrækker – helt ufremkommeligt for de fleste konventionelle isbrydere – for engang skyld må farten sænkes til 4 -5 knob indtil isen igen bliver mindre fast.På broen viser en af skibets foredragsholdere, Professor Bob, billeder af de største konventionelle isbrydere i lignende situation, der bruger over 120 –200 tons fossilt brændstof om dagen. Han peger på en gigantisk røgsøjle, der nærmest vælter ud af skorstenen med bemærkningen: Og de meste kommer ud her. End jærv tilhænger af atomdrevne skibe.

5.juli –tidligt på broen. Vi er ved godt 87 grader nord og mangler 3 grader til Polen altså 3 x 60 sømil = 180. Isen er relativt tynd mindre end en meter tyk – jeg ser slet ingen tykkere skosser, og vi skyder 12 – 14 knob i massiv fuldt isdække, men vi kommer op på 18 sømil i 9/10 og åbent vand. Kursen lægges til en hvis grad efter is-radar’en så vi zigzagger mellem våger. Holder vi farten når vi Nordpolen omkring midnat, men vi forventer tykkere is.

Mellem 87 og 88 blev vi flere gange bremset så meget af isen, at styrmanden valgte at bakke for at få mere fart til at overvinde den to meter tykke isbarriere. På et tidspunkt var isskruningerne oppe i mere end 6 meter over havoverfladen, men skibet tog tilløb og boven rejste sig nogle meter og vi fortsatte ufortrødent. Helhedsindtrykket er fortsat at Victor skærer sig igennem isen som en varm kniv gennem smør – hvem har set noget lignende. Når man har sejlet mange ture i isfyldte farvande og oplevet den forsigtighed, hvormed kaptajnen navigerer og skubber let til isflagerne, mens han skæver tilbarometeret, for ikke blive lukket inde af skiftende vind, kan man ikke andet en nære næsegrus beundring for dette tekniske vidunder atomkraft eller ej.