Manyeleti, måske det sidste stykke uberørte natur i Sydafrika

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
12 Feb 2020
Rapport fra Albatros Honeyguide camps Khoka Moya og Mantobeni januar 2020 Elefanter, terroir og alkohol

Manyeleti er grøn og frodig som en fuldmoden dansk kornmark i sensommeren, og dermed adskiller landskabet sig væsentligt fra de seneste 5-6 år, hvor tørken har domineret året rundt. Dog har vi kun fået tre byger i sommersæsonen, der går fra oktober til april, men vi kan da nå et par stykker mere, hvis vi er heldige. Tre gode byger med 80-100 mm er så langt meget bedre end den enlige svale på 3-400 mm, der oversvømmer alt og fordamper dagen efter. Det nordøstlige Sydafrika er domineret af meget varme somre med kraftige tordenbyger i ny og næ, men byger dominerer altså ikke specielt meget.

Der er masser af mad til vildtet, græsset står højt og bugner af frø, til glæde for småfuglene, der svirrer rundt som gigantiske insekter, men vi savner vores store elefanter, der plejer at tusse rundt mellem teltene og drikke af vores pools i Khoka Moya og Mantobeni camps. De går nu i en lidt større volte omkring os, fordi der er rigeligt af mad og vand, og dermed har vi vel også fået vished for, at det er os der er på tålt ophold i bushen. Der er dog også på disse tider, at elefanterne går på Marulajagt. Hovedingrediensen i Amarula likøren, der minder om Bailey, men smager betydeligt bedre, hvis man spørger mig. Der står mange store flotte marulatræer omkring vores camps, så elefanterne behøver såmænd ikke gå så langt, selvom de indimellem foretrækker, at gå længere ind i Kruger, hvor træerne står tættere. Elefanterne samler gerne de halvrådne, gærede frugter op fra jorden, muligvis fordi de indeholder en anelse alkohol, men der er stor tvivl om, hvorvidt de bliver påvirkede, fordi alkoholmængden er så lille selvom de sætter store mængder frugt til livs. På den anden side, producerer elefanter ikke et alkoholnedbrydende enzym, så måske får de alligevel en lille skid på.

Marulatræet ædes dog ofte med ”hud og hår”. Veddet er relativt blødt og tygges let mellem de voldsomme elefantkæber, så indimellem bliver et af de store velproportionerede leopardtræer væltet omkring og fortæret af især hanelefanter i tørtiden. Det er naturens gang, men vi savner disse trægiganter, der ofte er hjemsted for de plettede katte og større rovfugle. Det har besynderligt nok vist sig, at elefanter spiser meget usystematisk af træer. Træer der forekommer at være en vigtig fødekilde i nogle områder, røres næsten ikke i andre områder? Forklaringen viser sig dog at være ret logisk, fordi det er jordtypen og mineralerne, som er afgørende, terroir ville vinkendere sige. Elefanterne kan åbenbart sanse sig frem til, hvilke næringsstoffer der er i de pågældende fødeemner og regulerer kosten herefter. Elfanterne er så at sige på helsekost.

De smukke nyalaantiloper går heldigvis stadig rundt mellem teltene, og tillader folk at komme meget tæt på - man kan næste røre dem - eller i det mindste få et godt foto af et vildt dyr, som man ellers kun sjældent kommer tæt på. Ellers ser vi kun aber og en masse fugle fra terrasserne, men nattens lyde tyder dog på, at vi har såvel løver som hyæner meget, meget tæt på.

En bus med tilfredse safarigæster er på vej ud. De berømmer oplevelserne, og gør min frygt for det høje græs til skamme. Jo mere højt, grønt græs desto vanskeligere har rangerne ved at finde vildtet, men alle har set elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Big Five. Bingo! 

Det var mere eller mindre tilfældigt, vi slog os ned her i Manyeleti, men et fantastisk held, for der findes ingen andre steder i hele Sydafrika, der kan være med, når det handler om naturlig savanne og storvildt. Muligvis det eneste stykke oprindelige, uberørte natur i hele Sydafrika. Alle andre områder har haft et eller to hundrede år med landbrug, og det tager mange år og hårdt arbejde, at vende denne udvikling, som vi kender alt til på vores andre lodges. Vores store nabo, Kruger, er selvfølgelig undtagelsen, og her venter der også store oplevelser, men de skæmmes af et velorganiseret vejnet og almindelig biltrafik, som ikke hører hjemme i en nationalpark. Selvom vi ikke har hegn til Kruger, er det ikke tilladt at køre ind, men til gengæld kommer der heller ingen den anden vej, hvilket vi er helt tilfredse med.

Historien om Manyeleti, har jeg skrevet flere gange, men i korthed blev området på 35.000 hektar udstykket fra Kruger af den velmenende bantu minister Bota i 1967. Således fik landets afrikanske (sorte) befolkning en mulighed for, at opleve de vilde dyr i naturlige omgivelser, uden at forstyrre landets blegere befolkning.

Heldigvis brugte man ikke penge på at udvikle Manyeleti, og derfor er vi i dag fri for veje og infrastruktur til glæde for dyr og mennesker. Uden at vide det fik apartheid ministeren sikret et stykke oprindelig natur i Afrika.