Mange safarikøretøjer er forsynet med et sæde helt ude på kanten af kølerhjælmen. Det er det såkaldte trackersæde, som i reglen besættes af en person, der har udmærket sig med særligt godt øje for vildt eller er under oplæring som gameranger. Han har grundlæggende to hovedopgaver: dels at spotte vildt, som har gemt sig i buskadset og dels hjælpe guiden/chaufføren med at finde vej gennem buskadset uden at dumpe ned i et af de mange huller, som det langørede jordsvin har lavet i dets søgen efter termitter. Vi har efterhånden haft mange situationer, hvor både løver og leoparder har været meget tæt på trackeren. For nyligt kom en af vore fastboende leoparder ud af buskadset (se billedet) og stirrede op på manden i det varme sæde i næsten 10 minutter, inden den slikkede på hans sko og gik roligt videre uden at ænse sit publikum.
Selvom jeg tit har været tæt – alt for tæt – på mange vilde dyr, ville jeg gerne prøve adrenalinskuddet, når man sidder så tæt på vildtet i det helt ubeskyttede sæde. Erfaringen fortæller jo ganske tydeligt, at det ikke er farligt, så en dag besluttede jeg mig for en tur i den fremskudte stilling. Og her kommer så den historie.
Regnskyllen mellem jul og nytår har fået vores enorme bøffelflok til at returnere fra et formodentligt mere frugtbart område, men nu kan vi altså glæde os over at have op mod tusinde bøfler relativt tæt på vores camps. Det var ikke noget problem at køre rundt mellem bøflerne, der nærmest er bange for os. I det hele taget mere urolige, end de burde være, hvilket er et sikkert tegn på rovdyr i nærheden. En del bøfler er ekstra svækket af tuberkulose og derfor et nemmere jagtbytte for løverne, der således også smittes. Sygdommen er meget udbredt i hele Kruger, men sunde og velnærede dyr er sjældent syge, selvom de bærer smitten. Efterhånden som bøflerne trækker forbi os, dukker løveflokken frem i sporet. Det er hen på formiddagen, men det er overskyet, så de har åbenbart forlænget jagttiden. Løverne jager sjældent i fuld sol. Det er simpelthen for anstrængende, og koster for megen energi. Løverne bruger vores køretøj som skjul for at komme tættere på bøflerne, men de er opdaget, og bøflerne lægger afstand. Løverne lægger sig omkring en busk ca. 20 meter fra os, det er en stor flok, jeg tæller 11. Tre passerer tæt forbi og lægger omkring et 3 meter højt træ lige foran os. En ung løve mangler tilsyneladende skygge og gør noget ganske usædvanligt. Den kravler simpelthen, ganske ubehjælpsomt, op i det lille træ for at søge skygge i trækronen. Det ser helt akavet ud, men den lykkes med sit forehavende (se billede). Bøflerne har trukket sig længere væk i mere passende afstand, med de største gamle tyre i forgrunden, men løverne følge efter og passerer lige forbi mig i en afstand på en meter, de fleste ignorerer mig, enkelte kigger op – sultent, mener jeg – og der er sågar en enkelt, der slår en større bue uden om os. Og jo, jeg mærker skam adrenalinen løbe fra top til tå. Bøflerne står alt for samlet, forsvarsværnet af velvoksne tyre er aktiveret og varmen stiger. Løverne har god tid og opgiver jagten lige nu, men de vil ligge og lure i periferien til aftenen falder på.
Senere på dagen ramler vi ind i en stor elefantflok. Det er en kolossal glæde at se de mange store flokke for tiden. Vi ser mange af dem, og enkelte når op på 50-60 individer et sjældnere og sjældnere syn i Afrika, hvor man engang kunne opleve elefantstævner på tusind individer, måske en mange hundrede år gammel klan?
En stor hanelefant står lidt for sig selv og græsser fredeligt. Den kommer tættere og tættere på, til den står blot få meter fra mig. Drejer hovedet og kigger, slår ud med ørene, hvilket kan være et dårligt tegn, men den viser ingen andre aggressive signaler, så jeg antager, at den blot vifter og ventilerer i varmen. Blodårerne bag på de kolossale ører ligger yderligt og medvirker til at holde kropstemperaturen på normalt niveau i de varmeste timer. Jeg mærker dog igen adrenalinen pumpe, langt mere end med løverne, der ikke kan finde på at kaste sig over det mærkelige monster; en bil med mennesker. Elefanter er derimod meget opmærksomme på forandringer i miljøer og bryder sig ikke om ting, der ikke hører til. Finder de et bræt tilvirket af mennesker, kan man se dem løfte det op med snablen, og smide det væk fra deres vej, selvom der ligger masser af andre nedfaldende grene. Jeg håber dog, at vores safarikøretøjer er blevet accepteret som ”tilhørende”, men det var nok adrenalin for i dag.