22 May 2019
Vores eftermiddagssafari er startet lidt tyndt. Vi har været lovligt tidligt på den, solen står højt og luner gevaldigt, vildtet gemmer sig i skyggerne og er simpelthen svært at få øje på.
Vinter i Manyeleti (Albatros honeyguide camps)
Det gælder også fuglene, selvom der altid lyder et pip her og der. Cape duen er dog et sikkert kort med sin evendelige kalden: ”Work Haaaarder” som hen under eftermiddagen bliver til ”Drink Laaaager”. Eftermiddagen skulle dog ende noget mere spektakulært.
Vi får øje på de sølle rester af en impala, der hænger og dingler ned fra et højt træ og bringer vidnesbyrd om en leopards færden. Spor i sandet afslører, at det er en stor resident hanleopard, der dog ikke lige er at finde i nærheden, men en gruppe hyæner har slået sig ned, i håb om at en bid glider ned på et eller andet tidspunkt. Vi beslutter os for at køre videre og vende tilbage lidt senere for at se om vores leopard er dukket op. Lige før mørket falder på, får vi øje på leoparden på vej op til sit bytte, mens en flok unge og stærke men uerfarne løver sniger sig rundt om bilen. Hyænerne farer afsted, scenen er blevet for varm, og pludselig styrter løverne frem mod leopardtræet, men leoparden tager heller ingen chancer og hopper ned. Løverne forsøger at omringe leoparden, der slipper op i et andet mindre tilgængeligt træ. Nu sker der noget ganske besynderligt: en løve prøver at kravle op efter leopardens bytte, men falder ned. Det sker flere gange, mens leoparden ser til fra afstand. Nogle løver opgiver og ser sig om efter leoparden, der imidlertid igen fordufter, og denne gang helt ude af syne. Vi er fanget mellem te to sights og ved ikke rigtigt, hvilken vej vi skal vende hovedet, men da leoparden nu er forduftet kan vi lige så godt holde øje med løverne, der i mellemtiden har fået skubbet en op i træet, hvor den nu ligger lidt usikkert og balancerer med byttet, slikker lidt på det, rejser sig op og vurderer muligheden for at komme ned igen, hvilket viser sig at være en vanskelig opgave. Løver er katte og kan klatre som andre katte, men det skal læres. I visse sjældne områder af Afrika har løverne lært fidusen, fordi de enten har haft behov for at flygte fra en fugtig undergrund, ubehagelige insekter eller andre årsager. Her var det lidt af en præstation at nå 5-6 meter op på vaklende ben, og mens den lå og spekulerede på returen faldt kødklumpen ned til de andre.
Løver, hyæner og leoparder har stærkt overlappende nicher, de har så at sige samme vildt på menuen, hvilket gør dem til dødsfjender, og ingen af dem forbigår en chance til at dræbe en konkurrent, når lejlighed byder sig, og man er i overtal. Den eneste der kan føle sig nogenlunde sikker, er en fuldvoksen hanløve, hvis han ellers når så langt i livet, og så skal han heller ikke være for gammel.
Den slags herlige scener er ikke specielt sjældne, kun gentagelsen er sjælden.
Det bemærkelsesværdige er, at ovennævnte scene afslører alle rovdyrene som ådselædere, men man kan undre sig over besværet og det høje energiforbrug for en lille kødklump, men alle har formentlig antaget, at de kunne få et let bytte uden at anstrenge sig. Energiforbruget spiller en enorm rolle i forbindelse med al jagt. Rovdyrene er gode til at kalkulere deres energiforbrug forud for en jagt, og skønnet handler om, hvorvidt de kan opnå flere kalorier gennem jagten end dem, de bruger på den. Tit ser man rovdyr opgive en jagt på forhånd, fordi de skønner at besværet er for stort, eller at sandsynligheden for en vellykket jagt er for lille. Det er også en af grundene til, at mange rovdyr foretrækker natten og kølige, grå dage til jagt og undlader at jage i fuld sol, hvor de skal bruge alt for meget energi på at komme af med varmen. Undtagelsen er geparden, der har fundet det belejligt at jage midt på dagen, hvor konkurrenterne forhåbentligt holder sig væk.
Søren Rasmussen
