Kangerlussuaq – Fremtidens turismecentrum? 

Forår 2019 

Luften er næsten lun på denne tidlige sommerdag, men selvom termometeret kan snige sig op på 25 grader, er der altid en tør og frisk kulde i luften, som man mærker i samme sekund, man stiger ud af Air Greenlands Airbus. Lette briser fra Grønlands gigantiske iskappe blot 20-30 kilometer længere inde i fjorden blandes med de opstigende, solvarme luftstrømme uden spor af civilisationens uomgængelige vellevned og ligegyldighed. 

Kangerlussuaq, den store fjord, blev skabt for millioner af år siden, da Grønland var fuldstændigt dækket af en iskappe som begyndte at løbe ud til havet, mens den skar sig ned i den hårde klippe og formede den 200 kilometer lange kanal, der i dag forbinder iskappen med kysten. I vintermånederne fryser fjorden til metertyk fast is og bliver både farbar med hundeslæde og ret tunge køretøjer, men midt i juni presser tidevandets voldsomme kræfter den hastigt smeltende is op, den brydes og flyder stiller og roligt ud havet på få timer, og fjorden er atter sejlbar for en stund. Med en fart på op til 10–15 kilometer i timen er Tidevandet en lumsk medspiller for den sejlende, som gør klogt i at følget dets rytme, specielt hvis man sejler uden motor. Fjordens danske navn, Søndrestrømfjord, er ganske velvalgt. 

Fjorden er i dag omgivet at en isfri polarørken på 200 kilometer, der strækker sig nordpå mod Diskobugten og sydpå mod Maniitsoq, Grønlands største sammenhængende, isfri område, gennemskåret af fjorde og søer fyldt med ørreder, afrundede klipper og omgivet af de smukkeste islandskabet, men finder i Grønland, hjem for tusindvis fritlevende rensdyr, moskusokser, polarræve, harer, ravne og falke. I gennem tusinder år, længe før menneskets eksistens, har dette barske, åbne land været beboet af levende væsener, livsgrundlaget for de første indvandrende inuitter, der afsøgte eksistensgrundlaget langs Grønlands forrevne, isfyldte kyster. I dag er det enorme område nord for Kangerlussuaq, fra kyst til iskappe, udpeget som UNESCO verdensarv under navnet Aasivissuit – Nipisat til minde om de paleo-inuitter og efterfølgende indvandrere, som jagede og bosatte sig her i længere perioder. De satte der umiskendelige spor i landskabet med sommer og helårsboliger samt rensdyrfælder, der stadig ligger velbevaret, om end fortsat ret utilgængelige for den almindelige turist. 

Denne magiske og ufatteligt øde arktiske ørken forblev i det store og hele ukendt indtil anden verdenskrig, hvor amerikanerne gennemsøgte Arktis for egnede basepositioner. Det flade område på den Arktiske cirkel i bunden af den store fjord viste sig at have Grønlands mest stabile klima og vejrforhold og derfor sandsynlig velegnet som flybase. Basen fik navnet Bluie West – 8 og fungerede efter krigen som både militær og civil lufthavn, indtil den efterhånden gik helt over til civiltrafik og blev knudepunktet både trafikken mellem Grønland og Danmark og forbindelserne mellem nord og syd, øst og vest. 

I årevis har bygden Kangerlussuaq henslæbt en upåagtet tilværelse som et kedeligt men nødvendigt vedhæng til Grønlands vigtigste trafikknudepunkt. En nedslidt militærbase, med grimme betonbarakker og måske Grønlands største metaldump. Men ganske langsomt har bygden udviklet sig til en ikke uvæsentlig turistdestination, takket være lufthavn, havn og den store naturskønhed, der omgiver basebyggeriet. Talrige anløb af krydstogtsskibe, Grønlands vigtigste anløb, udskiftning af tusindvis af krydstogtspassagerer, som i reglen når en moskussafari eller en tur til Russel Gletsjer samt en lækker grønlandsk buffet i Roklubben. Mellem anløbene ankommer flere og flere sommerturister, der supplerer deres Grønlandsrejse med et ophold i Kangerlussuaq og en vandretur, lystfiskeri, kajak eller en overnatning på Indlandsisen. Hen på efteråret når vinterkulden så småt sætter ind, afholdes et af Grønlands største arrangementer ” The Polar Circle Marathon & Challenge” med op i mod 300 deltagere. Så snart vintersolen viser sig over bakkekammen starter vinterturismen med hundeslæde på fjorden eller helt til Sisimiut, aftenture med Nordlys samt buggy til isen, hvor man ind i mellem får et glimt af moskusokser og rensdyr. 

Kangerlussuaq har et stort turismepotentiale, der vil være et godt supplement til Diskobugten og Godtåbsfjorden og Sydgrønland, således at man får fordelt fremtidens turisme bedre og mere bæredygtigt, men det kræver naturligvis en overordnet planlægning. Da lufthavnen ser ud til at fortsætte i uforandret form og formentlig forbliver det vigtigste eller et af de vigtigste trafikknudepunkter, er der fortsat to infrastruktur opgaver der skal løses. Først og fremmest den længe projekterede nye havn og en rimelig vejforbindelse mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, der vil være nødvendige for at tiltrække en del af den fremtidige turisme. Ifølge kamikposten får Ilulissat kun en forlængelse af sin landingsbane fra 800 meter til 1200 meter, og derfor vil der fortsat være et stort behov for krydstogtsudskiftning i Kangerlussuaq, hvilket i særdeleshed gælder de mindre, nordgående ekspeditionsskibe, der kun i begrænset omfang lægger til i Nuuk. Skulle der mod forventning Komme en lang landingsbane i Ilulissat, vil hele tyngdepunktet for den grønlandske turisme blive centreret omkring Diskobugten. 

Vejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq er en væsentlig nøgle til udviklingen af turismen i dette område. Grønlandsk kultur og byliv kombineret med natur, fortidsminder og infrastruktur: ja, det giver næsten sig selv.