Kampen om næsehornets overlevelse – Albatros udsætter næsehorn

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
6 Feb 2019
​​​​​​​Den internationale kamp for næsehornets bevarelse forekommer at være en Sisyfos-opgave.

Jo flere penge der går til naturbeskyttelsesprojekter, desto flere næsehorn skydes. Uanset alle bestræbelser er faktum, at bestanden daler hastigt. Årsagen er velkendt: Kina og Sydøstasiens befolkninger anpriser næsehornets horns medicinske fortræffeligheder. Denne hårdt sammenpressede masse af hårvæv sødes til vidundermedicin, der helbreder kræft, impotens og sætter aldringsprocessen på stand by. Neglesmulder til en god halv million kr. pr. kg. Koster den samlede næsehornbestand livet. Kan det mon være rigtigt, at den asiatiske intelligens og udvikling truer Europas ditto?

Albatros har besluttet, at gøre en ekstra indsats for næsehornets bevarelse. I dag har vi et lille næsehornsbørnehjem på Entabeni med 30 efterladte unger, hvis mødre er skudt af krybskytter. Langt de fleste stammer fra et enkelt område, Pilanesberg, der er hårdt ramt af krybskytter. Desværre dræbes mange unger, enten fordi de har en lille knude af et horn eller fordi, de vil holde sig tæt på den dræbte moder. En del af de små næsehorn er så hårdt skadede af dybe sår fra pangaer, at vores dygtige dyrelæge ikke formår at redde dem, men klarer de sig igennem den første uge, kommer de på sutteflaske og vokser sig hurtigt store og stærke, men desværre med en tillidsfuld tilknytning til mennesker.  

Projektet finansieres delvis af alle lodges i Entabeni og udefrakommende støtte gennem en fond. En del af næsehornene er nu ved at blive voksne og bør udsættes i større reservater, men det er vanskeligt at finde nogenlunde sikre steder. Derfor har Albatros nu oprettet en ny fond, der skal finansiere udsættelsen af næsehorn. De første 8 udsættes nu nær Albatros’ Ranger Camp, hvor vi vil fodre dem dagligt for bedre at kunne holde øje og beskytte dem. Vores rangere vil stå for den daglige overvågning i samarbejde med et sikkerhedsfirma, der er specialiseret i at bekæmpe krybskytter.

De her omtalte næsehorn er alle af arten hvidt eller mere korrekt bredsnudet næsehorn, der er græsspisere og dermed hjemmehørende på de åbne savanneområder.

Vi hjælper også det endnu mere truede sorte eller spidssnudede næsehorn, men mere om det senere.