Hvalrosser i Den Engelske Kanal

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
23 Jul 2014
Den hidtil mest spektakulære dag i Arktis byder på hvalros og isbjørn, samt ismåge.

Tejst, Polarlom og alke basker omkring i alle retninger. Vi er kommet til fuglefjeldenes rige, og ser nu også alle de fugle, der ikke er så begejstrede for at finde føde alt for langt fra reden. Vi er på vej gennem Den engelske Kanal (British Channel), som er den mest benyttede sejlrute gennem Frantz Joseph Land til Nordpolen, om end ordet ”sejlrute” nok ikke er helt passende.Om bagbord har vi den store ø Prince Georg Land og foran os ligger isen i uanede mængder så langt øjet rækker. Isdækket måles i tiendedele, og her er uden diskussion fuldt isdække altså 10/10, om end ikke fast sammenhængende. Der er langt mellem åbningerne som oftest smalle bræmmer, og så vidt jeg kan vurdere, er det fortrinsvis førsteårs is, hvilke betyder, at det er dannet i denne vinter og derfor ikke mere end en halv meter tyk. Dog ses ind imellem kraftige skruninger stikke et par meter op med bræmmer af meter tyk, gammel havis. Havisen omkring Nordpolen skiftevis fryser, smelter lidt og fryser så igen. Resultatet er dannelsen af meter tyk, gammel og højkomprimeret havis, der er hårdt som stål og livsfarlig for alverdens skibstrafik. Det er netop denne særligt hårde is, der strømmer ned langs Østgrønland og gør hele kysten utilgængelig det meste af året. I løbet af sommeren når isen ned omkring Kap Farvel og strømmer herfra ud i oceanet sammen med isbjergene fra Østgrønlands Gletsjere og flyder mod Amerika. Akkurat som det blev foreslået på Nansens tid.I de mest isfyldte år ligger isen som en meget tæt bræmme hele vejens langs dens rute uden større isfrie lommer. Indimellem trækker vindene isen ud Grønlands havet og giver fri passage langs en del af kysten.  

Ikke et af de skibe jeg tidligere har sejlet med i polare egne ville være i stand til at sejle hundrede meter i disse farvande, og dog skærer vores russiske isbryder sig igennem som en varm kniv gennem smør. Vi sejler med god fart, omkring 12 -13 knob eller godt 20 kilometer i timen, og mærker på intet tidspunkt, nogen form for opbremsning. Når skruningerne er høje, mærker vi skibets støjende skurren mod isen men ingen opbremsning. Det forekommer nærmest surrealistisk at stå i stævnen og se skibet pløje sig igennem det hele med enorm kraft, der som nævnt koster omkring 8 gram uran dagligt, og kaptajnen oplyser mig om, at den aktuelle operation ville koste 100 tons diesel dagligt på en konventionel isbryder, og op mod det dobbelte under de værste konditioner. 

I løbet af dagen dukker flere våger op, ofte fyldt med fugle, men også det førstepattedyr vi oplever på nært hold, nemlig hvalros. Jeg har aldrig tidligere set så mange hvalros grupper samme sted. Der er muligvis lige så mange på Moffen på Svalbard, men her ligger de på flagerne i større og mindre grupper, mens få grupper er på vandring i vandet. I løbet af dagen sagtes fart og vi navigerer stille og forsigtigt rundt mellem grupperne, der ikke tager den store notits af os, så længe vi ikke kommer nærmere end omkring 100 meter. Ganske spektakulært at se dem så tæt på og oven i købet være i stand til at følge grupper svømme omkring os og under en blikstille havoverflade, hvor kroppene forekommer næsten hvide.  

Hvalroser den største sæl i Arktis, men overgås i størrelse af søelefanten, der fortrinsvis lever på den sydlige halvkugle og herunder Antarktis med fremskudte populationer helt op til Den Californiske Halvø. Almindeligvis deler man hvalrosserne op i to underarter, der lever henholdsvis i Stillehavet centreret omkring Bering Strædet mellem Wrangel Øen Kamchatka og Alaska samt i Atlanterhavet fra Grønland over Svalbard til Frantz Joseph Land og Russisk Arktis. Nogle forskere mener dog, at populationen i Laptev havet, hvor Fram frøs fast i isen, er sin egen en lille underart. De to hovedgrupper har været adskilt i mindst 500.000 år og den genetiske udveksling mellem dem er meget begrænset. En af de mest synlige forskelle er størrelsen. Den atlantiske han eri gennemsnit lidt under et ton, mens Stillehavs- hannen ofte når op på 1500 –1700 kilo, om end gennemsnittet formentlig er noget lavere. Hunnens vægt udgør gennemsnitligt to tredjedele af hannens.

Som jeg tidligere har omtalt, angreb en hvalros en af vores Zodiaks, og der er talrige eksempler på, at de angriber hvad som helst, der kommer inden for en bestemt radius. De største eksemplarer man har skudt har været i nærheden af 5 meterlange og formentlig vejet 2,3 tons, så det er ikke et dyr mans skal komme i karambolage med. Oprindelige folk i polare råder som eksempelvis Inuit i Grønland og Canada har jaget hvalros fra kajak i tusind år, og der er talrige historier og myter om det farlige møde mellem hvalros og jæger, der ikke altid endte til jægerens fordel. Hvalros er dog ikke det store problem for moderne turister i god afstand, men ellers klares flugten let med de hurtige gummiflåder med påhængsmotor. Hvalrossens aggressivitet har gjort det vanskeligt at aflure det store dyrs dybeste hemmeligheder; hvordan jager de, og hvad er deres foretrukne føde, hvad bruger de stødtænderne og deres store stive børster (skæg) til?

Undersøges dræbte dyrs maveindhold, afsløres talrige fødeemner. De er langt fra kost foragtere for der findes både lomvi, krabbe, sæl, reje, diverse fisk, og måske hval, men det mest signifikante er muslinger, som lever nedgravet i sand og lever af at filtrere plankton fra vandet. Nyere undersøgelser i Østgrønland har påvist, at hvalrossen bruger sine 4-700 børstehår til at lokalisere muslinger og andet bytte i sandbunden, der hvirvles om med snuden. Hvert enkelt børstehår er et sanseinstrument forbundet med blodkar og nerver, der kan lokalisere og bestemme potentielle fødeemner med millimeters præcision. Derfor holder de fortrinsvis til i områder med relativ lav vanddybde, hvor de kan finde føde i 30 – 40 meters dybde, selvom de er i stand til at gå ned på 80 meter. En anden specialitet der forekommer at være enestående for hvalrossen er evnen til at danne et kolossalt undertryk i mund og svælg. De trækker tungen hurtigt tilbage og skaber et frygtindgydende vacum, der trækker muslingerne ud af deres skaller. De benytter tilsyneladende også evnen til at danne undertryk mod større fødeemner som sæler, hvor de bogstavelig talt er i stand til et udsuge det meste af indholdet af en unge. Det menes tillige, at de bruger samme metode mod større dyr som fuldvoksne sæler og hvaler, hvis de kan komme afsted med det.

Frantz Joseph Land er ligesom Svalbard et rent fristed for vild, hvor sæler, isbjørn og fugle kan leve helt naturligt uden større menneskelig indblanding, og derfor også iagttages på helt andre vilkår, end vi er vant til. Her er ingen urbefolkning, der gør krav på at følge ”gamle jagttraditioner” med automatvåben i speedbåd, og de polare øer forekommer derfor stadig som natur oaser i en moderne verden selv fra dækket på en atomdreven isbryder. I både Alaska,Sibirien, Grønland og Canada jages hvalrossen fortsat af den indfødte befolkning. Det kaldes bæredygtig jagt, men i realiteten ved vi ikke om det er rigtigt. Vi har næsten intet kendskab til den atlantiske bestand, og selvom jeg har sejlet en del gange frem og tilbage over 77 grader nordlig bredde i både Østgrønland og Vestgrønland, har jeg ikke set mange individer, men de ses. I Canada har man nu tilladt landets oprindelige folk at sælge deres jagtl icenser til udenlandske jægere, så meget for den oprindelige kultur.

Vi ser mange andre sæler. Enlige remmesæler ligger enkeltvis, spredt på isen, altid ved en isrand parat til et hurtigt dyk, og ringsæler ser vi i mindre grupper på op til 4 omkring et åndehul. Det er rigtigt isbjørneland deres absolutforetrukne levested, hvor de kan snige sig ind på de fede sæler. Vi ser en delisbjørne, men kommer sjældent tættere end 500 meter fra dem, og jeg glæder mig over min nye 400 mm, men ærgrer mig samtidig lidt over, at det ikke er 5-600mm.

Sælernes fede fedtlag ligger hele vejen langs skindet i en tykkelse, der for hvalrossens vedkommende er 15 cm. Det energirige spæk er isbjørnens foretrukne føde, men også hovedårsagen til tidligere tiders skånselsløse jagt på hvalrossen. Hvalfangerne gik først og fremmest efter spæk til olie, uanset om det kom fra hval eller hvalros. De store hvaler var naturligvis det mest attraktive bytte, men enhvalros gav to, meterlange stødtænder i tilgift, og blev dermed en yderst rentabel fangst.

Sælernes evolutionshistorie er spændende, om end langtfra alle detaljer er klarlagt. Overordnet set hører alle sæler til rovdyrenes orden, men der er nogen uenighed om, hvorvidt de skal grupperes som en selvstændig underorden eller som en overfamilie. Vi mangler et led i systematikken, og det bliver nok ikke det sidste manglende led, efterhånden som genetiske analyser fastslår slægtsskaber og evolutionære sammenhænge mellem arterne. Vi kalder sælerne ”Pinnipedia” eller bladfødder og den traditionelle opdeling taler om tre linjer. En kaldes ægtesæler og omfatter alle sælerne i Arktis, men altså også slægtninge helt ned til Antarktis. Den anden store gruppe kaldes øresæler, fordi de har tydeligt udvendigt øre. Familien omfatter alle pelssæler og søløver. Den sidste er hvalros, der dog ser ud til at være tættere beslægtet med ægte sæler end med øresæler. Alle stammer de fra en fælles forfader, der formentlig har set ud som en hund eller odder altså slægten canidae, som i øvrigt også er ophav tilbjørne og altså også isbjørn.

Arterne i hver familie varierer naturligvis fra hinanden, men hvorfor flere familier, når de har samme stamfader? Øresæler og ægte sæler er hver især splittet ud fra deres stamfader på forskellige tidspunkter. Vi kan forestille os, at den pågældende forfar er blevet adskilt i forskellige populationer, der hver har udviklet sig mere og mere havgående, på hver sin side af kontinentet, således at de ægte sæler først har udviklet sig i Atlanterhavet, mens øresælerne har udviklet sig i Stillehavet. Hvalros familien er formentlig splittet ud fra de ægte sæler på et meget tidligt tidspunkt. Familierne ligner hinanden, fordi de har udviklet sig i samme niche og nogenlunde ensartede økologiske forhold, og alligevel er der forskel. De ægte sæler har udviklet et ekstremt kraftigt spæklag, blubber, som hvalerne, mens pelsen er ringe isolerende. Det er lige modsat for de ægte sælers vedkommende. De har udviklet en meget isolerende pels, med små uldne bundhår under de vandskyende dækkende hår, hvilket minder lidt om mange fugles fjer system, med tætte dun under dækfjerene som eksempelvis hos edderfuglen. Øresælernes isolerende pels var en meget yndet pelsvare, deraf navnet pelssæl, hvilket næsten førte til bestandens udryddelse i sidste århundrede.