Hvaler, isbjerge og kajakker

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
14 Aug 2019
Fredag aften. Det er blevet weekend. Kutterne ligger side om side i den isfyldte havn og det franske Ponants krydstogtsskib er sejlet nordover med sine 300 turister på vej mod nye eventyr.

Ilulissat 9. august 2019

Et par turist Targaer fræser over fjorden på jagt efter hvaler og isbjerge, men ellers har freden har sænket sig over den verdensberømte Isfjord, hvor de enorme isbjerge klumper sig sammen foran byen, strandet på morænen 300 meter under overfladen. Havet er fladt som en pandekage, og den sorte fløjlsagtige overflade er ikke til at skelne fra en blåhvalens hud. Højsommersolens står højt på himlen og kaster stråler mod hvide isskosser, hvorfra de taknemmeligt returneres med et blåligt skær.

Vi sætter de farvestrålende kajakker i vandet foran Hotel Hvide falk, godt hjulpet af Albatros erfarne kajakguider. Halvdelen af deltagerne er helt uerfarne og har aldrig før siddet i en kajak. Jeg tænker for mig selv; is, iskoldt vand og uerfarne folk i kajakker. Det lyder umiddelbar som en dårlig kombination, men mine tvivl gøres hurtigt til skamme, for de tunge dobbeltkajakker er ekstremt stabile og ikke nemme at vælte, modsat min private ”grønlandskajak”, der kræver en del tilvænning. Skulle uheldet være ude, er man godt beskyttet af tørdragt og flydevest. Dermed er den helt utrænede klar til en uforglemmelig oplevelse for livet.

Set fra kajakken er vandet krystalklart og gennemsigtigt. Man rammes uvilkårligt af en næsten uimodståelig trang til at hoppe i - men kun næsten -  den rationelle hjernehalvdel påpeger temperaturforholdene, og når man ellers foretrækker havtemperaturer over 30 grader….

Der går ikke mange minutter, før vi får øje på det første blåst og sætter kursen mod hvalen, der viser sig at være en finhval -  verdens næststørste hval – den ånder ud og sender vandstråler til vejrs, inden den igen foretager et længere dyk. Vi bliver ved den et stykke tid, men så dukker en til op, og endnu en. Det er svært at se, hvor mange der er, for de svømmer og dykker ikke synkront, til gengæld har vi hele tiden noget at se på. Jeg er lidt overrasket over at se finhvaler så langt inde i en bugt og så tæt på kyst og isbjerge. Oftest ser man dem i mere åbent vand, hvor de jager krill og i reglen kun alene eller parvis. Tilstedeværelsen vidner om den enorm fødemængde, der må være her. Det skyldes flere forhold: koldt, iltrigt vand og tilførte næringsstoffer fra gletsjeren (og måske også fra byen).

Vi vender bådene og sejler mod fjordens største isbjerge. Sejladsen her er ikke så farlig, fordi isbjergene som nævnt er strandede, og altså ikke vender rundt i tide og utide. Finhvalerne ser ud til at følge efter, for pludseligt hører vi hvalånding meget tæt på. Hvalens enorme lunger giver en gigantisk resonans, som hvalfangerne tidligere udnyttede til at spore hvalerne. Man lyttede og sejlede i den givne retning.     

Mod isbjergene ser vi nu den rigtige turisthval, pukkelhvalen, der viser den mørke hale mod isen. Vi nærmer os stille og roligt og ser pukkelhvaler til alle sider. De har også fået den smarte ide at søge føde her tæt på by og isbjerge. Isbjergene danner en lille bugt omkring kysten, som formentlig spærrer mange fisk inde som i en gigantisk ruse og her boltrer pukkelhvalerne sig.

Alle er så optaget af hvalerne, at vi næsten glemmer at nyde de fantastiske skulpturer som isbjergene danner omkring os.