Familiesafari i Sydafrika

Error message

Notice: Undefined index: quantity in omega_views_mini_pager() (line 214 of /var/www/soerenrasmussen.com/htdocs/sites/all/themes/omega/omega/includes/omega.theme.inc).
23 Apr 2019
Den mest almindelige aktivitet på en safarirejse er safarikørsel i åbne, terrængående køretøjer.

Safariturene er normalt koncentreret i morgen- og eftermiddagstimerne, hvor vildtet er mest aktivt. De enkelte safariture varer i reglen to til fire timer afhængigt af succes, vejr og andre programpunkter, der eksempelvis kan være safari til fods eller landsbybesøg. Under safarikørsler vil man ofte komme meget tæt på Afrikas storvildt, og der er eksempler på at en elefant stikker snablen ind i bilen, en stor hanløve gnider sig op ad bilens sider samt en gepard hopper op på køleren. Det er ikke hverdagskost, men det sker og siger noget om, hvor tæt man kommer på de vilde dyr – tættere end i Zoologisk Have. Farligt er det ikke. Vildtet kender bilerne og betragter dem nærmest som et neutralt element, om end de ind i mellem foretrækker, at lægge lidt ekstra afstand til de besøgende. I de mere end 35 år jeg har arrangeret safarirejser, har vilde dyr aldrig været årsagen til eller indblandet i nogen ulykke. Ufarligt er det heller ikke, på samme måde som det heller ikke er ufarligt, at gå ud på gaden med lukkede øjne.

Børn og unge kan godt deltage i almindelige safarirejser, hvis de er rigtigt engageret og interesserede; har tålmodighed til at sidde stille i en bil i flere timer, selvom der ikke er meget at se på og i øvrigt er i stand til at forstå og rette sig efter en besked fra rejselederen. Kort sagt, med den fornødne modenhed er alt muligt.

Jeg har haft mine egne børn med på talrige rejser til Afrika, fra de var ganske små, og derfor lærte de hurtigt betingelserne og fik meget ud af, at møde andre mennesker, kulturer og naturligvis Afrikas storslåede natur. Som forældre kan man selv være med til at skabe rammen om en god og lærerig rejse med masser af samvær og oplevelser for livet. Lidt forberedelse og læsning om landets politik og historie vil være en stor fordel. Og her er internettet en uforlignelig kilde.      

Særlige rejser for børnefamilier

Hos Albatros arbejder vi hele tiden med at udvikle og forbedre vores koncepter, og derfor vil rejserne ofte ændres fra år til år. Et af vores nyere safarikoncepter henvender sig udelukkende til børnefamilier, hvor børnene kan have glæde af hinanden undervejs, og hvor vi forsøger at undgå for lange, kedelige kørsler.

Rejserne er koncentreret omkring ferierne: jul, vinter, påske, sommer og efterår. Vores mest velegnede safarilodge hedder Zebra Lodge og ligger en lille times kørsel fra lufthavnen i Johannesburg. Den ligger i et lille safariområde uden farligt storvildt. Vi har en masse antiloper, zebra, giraffer og flere af de mindre og sjældnere vildt, som er vanskeligt at finde i naturen. En halv times kørsel fra os ligger et såkaldt Big Five reservat, som vi naturligvis også besøger. Under hele opholdet i Zebra Lodge kan alle gå frit omkring i reservatet og komme rigtigt tæt på meget af Afrikas ikoniske storvildt. Vi har tillige en lille Ndebele landsby på området som besøges.

I sommerferien er det vinter i Sydafrika og Zebra Lodge har ofte ret kolde nætter, derfor flytter vi familieturen til det noget varmere Kruger (Manyeleti), men her kommer man til gengæld til at bo dør om dør med elefanter og løver. Det er ikke helt så farligt, som det lyder, men børn kan ikke færdes uden konstant opsyn.