De første rejser til Beijing anno 1990 blev i reglen annonceret som en tidsrejse til den gamle kejserby, Peking, og ”Riget I Midtens kulturelle rødder. Helt galt var det ikke, for landet og byen mindede mere om det gamle kinesiske klasse- og feudalsamfund, end nutidens futuristiske, ultramoderne, hightec Beijing, der til gengæld ikke har ret meget at gøre med kejserens Peking.
De store seværdigheder som eksempelvis Den Forbudte By og Himmelens Tempel var omgivet af talrige små gårdhavehuse, de såkaldte hutonger, hvor de gamle kinesere sad på en skammel og drak grøn te, akkurat som de utvivlsomt har gjort hundreder år, og viste vi besøgende lidt interesse, blev vi mødt med Nihau Goddag, og inviteret inden for i verdens mindste etværelses lejlighed. I udkanten af byen blev gårdhaverne afløst af små, fattigt udseende landbrug, hvor et-barns politikken ikke altid var slået igennem og forcerede man de løst gående svin, var man også her velkommen i stadsstuen, hvor husaltret flimrede og støjede i det uendelige. Man fik et tydelig fornemmelse af kontrasten mellem det overdådige liv ved hoffet bag de uoverstigelige mure, og det fattige men velfungerende liv udenfor blandt folket. Der var stadig mange jordveje med yderst sparsom belysning eller slet ingen. Her kørte en million cykler og nogle ganske få trehjulede, blå køretøjer, der udsendte en sort, fed os, som man gjorde bedst i at holde sig på behørig afstand af. Trafikregulering eller regler var næppe eksisterende, og fodgængere levede farligt, selvom konsekvenserne af en kollision sjældent var alvorlige. Mao uniformen med kasket var standard overalt, om end man på landet stadig foretrak den traditionelle runde tophat.
Byggeri og udvikling accelererede voldsomt i de efterfølgende år, men jeg har dog oplevet to tigerspring, for nu at blive i Mao-sproget. Det første sket i forbindelse med revolutionsjubilæet i 1999 – 50 året for den kommunistiske magtovertagelse – hvor jeg besøgte byen i maj i forbindelse med afholdelsen af det første Great Wall Marathon. Byen var en kæmpeskuffelse for alle tilrejsende. Kraner, stilladser, forskallinger overalt, hele gågaden bag Hotel Beijing var pakket ind, og menageriet fortsatte om hjørnet og ned ad ringvejen, hvor man efter sigende byggede verdens største sammenhængende bygning. Mange gamle hutong’er var fjernet og nye bygninger skød op.
Da jeg vendte tilbage til Beijing samme efterår, var byen igen forvandlet. Ingen kraner, stilladser eller byggepladser. Alt var ryddet og byens nye skyline i stål og glas dominerede hele centrum, hvor Den Himmelske Plads var fyldt med blomster. Partiet var klar til at fejre 50 året for Maos udråb af den kommunistiske republik 1. oktober 1949 på samme sted.
Det næste store spring skete frem mod Olympiaden i 2008. Byggeriet fortsatte på fuld kraft på fundamentet af det gamle Kina. Gigantiske ringveje skød frem i koncetriske cirkler omkring Beijing og forbandt den nye storlufthavn med indfaldsveje, industricentre og provinsbyer. Alt sammen enormt. Bredere veje end man havde brug for, større lufthavne, togterminaler og perroner. Man fremtidssikrede, og det viste sig at være klogt. Udviklingen blev imidlertid finansieret af en tilsvarende kolossal industriudvikling med tilhørende kulkraftværker, der sendte lige så enorme mængder af kulstøv og smog ind over boligområderne. Befolkningen lærte at kontrollere forureningstallet inden de bevægede sig ud i gaderne. ”Red Alert” var kommet til Kina, men betød noget andet end tidligere.
Olympiadedeltagere, gæster og statsoverhoveder så ikke meget til smoggen, for det blev hurtigt kutyme, at lukke sværindustri og kulkraftværker ned mens store begivenheder fandt sted i regeringsbyen.
I 2015 besluttede man, at det skulle være slut med en forurenet regeringsby og afsatte 17 milliarder til den begyndende oprydning, lukkede fabrikker og de ældste og dårligste kulkraftværker. I dag har alle lysstandere et solpanel, og det er ikke til at få en nummerplade til andet end elbiler i Beijing og flere andre storbyer. Det vil ikke undre mig, hvis Beijing i løbet af de kommende år viser sig at være en af verdens reneste storbyer. Selvom mange af de tidligere problemer, er blevet skubbet længere ud i provinserne, er der ingen tvivl om, at der er et reelt fokus på at skabet bedre miljø for hele landets befolkning. Kineserne er rationelle, for hvilken glæde har man af den nyvundne rigdom, hvis man dør af dens konsekvenser.
Beijing anno 2019 har ikke plads til cykler, eller små underlige, spruttende og osende køretøjer, om end der er plads et relativt mange besynderlige el-køretøjer, specialbygget til diverse formål, mens de brede bilbaner er fyldt til sidste stump asfalt. Der er ikke plads til uautoriserede vendinger, vejkrydsninger eller nogen form for afvigelse i trafikken. Trafikken er adskilt i indhegnede baner, således at fodgængere, små køretøjer og biler er behørigt adskilte og må følge det overordnede system, der ikke lader sig forcere. Således kan en taxa tur på 500 meter i fugleflugt, godt blive til 3 kilometer. Genvejenes tid er forbi.
De gamle seværdigheder ligger i dag som lukkede og velbevogtede museums-enklaver i byen. Hvis man vil besøge Den Forbudte By, skal man først sluses ind på Den Himmelske Freds Plads, Beijings ultimative centrum med Formand Maos Mausoleum og centralkomiteen. Her skal man helst vide på forhånd, hvad man skal, for at er spærret af, og der er kun en vej ind gennem en sluse, der fører til en sikkerhedskontrol med elektronisk og fremvisning af pas. Så er der åbent til den store plads, hvor man dog kan bevæge sig frit rundt og iagttage den enorme kø, der går hele vejen omkring Mausoleet. Da jeg første gang besøgte Maos mausoleum for 20 år siden, kunne man klare ventetiden på mindre end et kvarter, i dag skal man bruge flere timer for at få lov til at blive transporteret forbi det balsamerede lig på et løbebånd og kaste et par plastikblomster, der straks gensælges i butikken ved indgangen. Fra pladsen sluses man videre til Den Forbudte By. Systemet er ensrettet, man kan bruge den tid man ønsker, men man kan ikke gå tilbage. Både seværdigheder og hoteller er fyldt med kinesere, der fuldstændigt dominerer turismen. Vi ser meget få udlændinge, der helt synes at drukne i havet af kinesere, og to ting er slående i forhold til tidligere: Næsten ingen taler et forståeligt engelsk, hverken lokalguider eller hotelpersonale. Selv på internationale hoteller som Fairmont og Hiatt er engelsk på konversationsniveau reelt fraværende, da kunderne i dag er kinesiske. Desuden er min meget lyshårede familie, især de små blåøjede, lyse børn, blevet en seværdighed, som mange gerne vil røre ved, fotografere eller blive fotograferet sammen med. Et længe overstået kapitel, troede jeg, men de mange millioner kinesiske turister kommer fra landets fjerneste provinser, hvor europæere tilsyneladende stadig er en fremmed art.
Vi går igennem utroligt mange sikkerhedssluser, hele fem i Himmelens Tempel. Det forekommer mig, at man skyder spurve med kanoner, her i verdens sikreste rejseland, men det går i reglen hurtigt og effektivt, og fungerer i virkeligheden som en disciplinering af kineserne på samme måde som de indhegnede vejbaner. Kineserne har en pragmatisk, anarkistisk side (som så mange af os andre), når det gælder om at bøje upraktiske regler. I dag skal kineserne opdrages til at være pæne, ordentlige mennesker, socialiseres ind i partiets fremtidsvision om det velordnede land, hvor alle har det materielt godt, har mulighed for at blive stenrige, hvis de er dygtige og arbejdsomme og ellers ikke brokker sig over systemet. Det er interessant at se det gamle Kina, men det er endnu mere interessant, at følge og forså, hvor kineserne bevæger sig hen.
